Kentauren og klovnen - H. C. Branners efterkrigsværker

Som for mange andre blev den 9. april 1940 en skelsættende dato i H.C. Branners liv. Efter krigen blev han på mange måder indbegrebet af den engagerede, partipolitisk ubundne intellektuelle, der forsvarede mennesket mod nye overgreb fra inhumane kræfter, uanset hvilken ideologi de besmykkede sig med. De storpolitiske blokdannelser under den kolde krig så han som en trussel mod den mellemmenneskelige forståelse på tværs af nationale og politiske skel. Hans menneskesyn var universalistisk – det, der forener, er vigtigere end det, der adskiller – og han opfattede politisk frihed som et verdensomspændende afhængighedsforhold, hvor ingen har ret til at handle på måder, der skader andre. Det var det budskab, han fremlagde på en foredragsturné gennem det ødelagte Tyskland i 1946.

Branner erfarede, hvor vanskeligt det var at opretholde en uafhængig position i et polariseret åndsliv, hvor stillingtagen til konkrete spørgsmål næsten altid kunne fortolkes og mistænkeliggøres som principiel støtte til den ene part. Således fik han at høre for, at han deltog i møder arrangeret af „Fredens Tilhængere“, der blev anset for at være en kommunistisk dækorganisation. Branner erkendte risikoen for at blive taget til indtægt af kræfter, han ikke sympatiserede med, men det var en risiko, et anstændigt menneske efter hans opfattelse måtte løbe, hvis man overhovedet ville ytre sig. Han blev stædigt ved, mere drevet af pligtfølelse end polemisk talent, og uden personligt at besidde den råstyrke, rollen som samtidskommentator egentlig krævede. Han fik ofte at høre for, at hans politiske tilkendegivelser var for abstrakte og konturløse, men da Sovjetunionen i 1956 brutalt nedkæmpede den folkelige opstand i Ungarn, protesterede han skarpt og umisforståeligt i manifestet „Kunstens uafhængighed“.