Kollektivromanen efter socialrealismen

To unge forfattere, H.C. Branner og Martin A. Hansen, vakte tidligt opmærksomhed med kollektivromaner, Branner med Legetøj (1936), Martin A. Hansen med Nu opgiver han (1935) og Kolonien (1937), men for begges vedkommende blev kollektivromanen kun et kortvarigt intermezzo i deres livslange eksperimenter med prosaen, der førte dem bort fra socialrealismen. Kollektivromanen var et typisk udtryk for 1930'erne og stod også til rådighed for forfattere, som ville vise kollektivismens fallit. Det gælder Martin A. Hansen og Erling Kristensen (1893-1961), der i Drejers Hotel (1934) gør provinsbyhotellet til en dybt pessimistisk allegori på kriseårenes griske og dekadente samfund.

Genren kulminerede i, men døde ikke med 1930'erne. I 1942 fik Michael Tejn (1911-94) en stor læsersucces med Drømmen og Virkeligheden, første bind i en tetralogi, som i 1959 og 1967 blev udsendt samlet og forkortet under titlen Fædrene og sønnerne. Med et vældigt persongalleri, der omfatter alle samfundslag, fortæller Tejn om det danske samfunds udvikling efter 1917. Værket er et opgør med forældregenerationen, der lever på en virkelighedsfortrængende drøm og gennem deres opbyggelige løgnehistorier både bedrager sig selv og forholder deres børn indsigt i virkeligheden.

Det spørgsmål, Tejn rejser, er eksistentielt, ikke socialt: hvordan nå frem til et autentisk virkelighedsforhold i en kaotisk og fragmenteret tid? Gennem hengivelsen til det andet menneske, til du'et, lyder svaret, der viser, at Tejn holdningsmæssigt snarere pegede frem mod Heretica-forfatterne end tilbage mod 1930'ernes sociale realister. Det, der markant adskiller ham fra Hereticas prosaister, er hans ambition om altomfattende miljøskildring – især af København på alle tider af døgnet, på alle årstider og i alle slags vejrlig. Over lange stræk indtager byen den egentlige hovedrolle. Alt fra dens knejsende tårne til dens underjordiske vandledninger og kloakrør skildres i en gammeldags, udpenslet realisme, hvor tingsverdenen ofte personificeres, og hvor intet er for ubetydeligt til at lades uomtalt. Således opremser Tejn side op og side ned, hvad man i 1917 kunne købe hos byens bagere, viktualiehandlere, slagtere og grønthandlere, og efterlader intet indtryk af vareknaphed. Fædrene og sønnerne er på én gang en introvert, eksistentialistisk roman og en grandios miljøskildring med mindelser om Balzac og Dickens. I nogle år blev den beundret som krigs- og efterkrigstidens store samtidsroman, men gled herefter ud. Tejns specielle blanding af bred 1800-talsrealisme og indadvendt sandhedssøgen blev ikke videreført af andre, og selv opgav han tidligt forfatterkarrieren for at leve som oversætter.

Kollektivromanen mistede sin toneangivende status og blev efter krigen opfattet som en genre, der var ubrydeligt knyttet til 1930'erne med deres sociale blik på menneskelivet, men endnu i sidste tredjedel af 1900-tallet skrev forfattere som Angelo Hjort og Ulrik Gräs kollektivromaner.