Bestsellere og sabotørromaner

For efterkrigstidens toneangivende miljø omkring Heretica stod lyrikken som den centrale ordkunst. Digtet, hvor jeget taler i eget navn, formidlede en åben, søgende erkendelse af eksistensvilkårene. „Sky den Klarhed, som er flad Rationalisme og Forstandstørhed. Det er den, Flertallet kræver af dig for at faa bekræftet, at Livet er overkommeligt“, skrev Paul la Cour i Fragmenter af en Dagbog. Romanen var blevet suspekt. Den reproducerede et menneskesyn, hvis klarhed i hereticanernes øjne var illusorisk, og den havde siden det moderne gennembrud stillet sig til rådighed for samfundsreformatorer. Romanen – især den naturalistiske – havde været en genre under ideologisk overopsyn. Nu befandt menneskeheden sig midt i en „kulturkrise“, hvor ideologierne havde kompromitteret sig, og det måtte få konsekvenser for de kunstneriske former, de udtrykte sig igennem.

Denne mistillid til romanen afspejlede sig ikke i det brede læserpublikums smag. Det var ikke lyrik, der blev solgt og læst i større omfang, men underholdningsromaner og krigsskildringer, fiktive såvel som dokumentariske. Oversat litteratur væltede ind på bogmarkedet, og fem års indespærring havde skabt et umætteligt behov for at genopfriske bekendskabet med en større verden.

Det viser tre nedslag, med femårige intervaller, i de danske bestsellerlister. I 1947 var de to bedst sælgende romaner begge udenlandske: amerikaneren Lloyd C. Douglas' roman om Jesus – men jeg saa ham dø (oplagsstørrelse 100.000) og waliseren Richard Llewellyns Grøn var min Barndoms Dal (70.000). Først herefter kommer to folkelige danske romaner af søskendeparret Korch: Johanne Korchs Familien paa Ørnebo og Morten Korchs Klokken på Solbjerg (hver 60.000). Den eneste seriøse danske forfatter, der bare kommer i nærheden af sådanne tal, er Kaj Munk, som var en stærkt beundret skikkelse lige efter krigen og figurerer på listen med flere titler (med et oplag på 40.000 for den bedst sælgende).

Fem år efter, i oktober 1952, er hovedtendensen den samme, men dog med en vigtig forskydning. Det er stadig den oversatte litteratur, der dominerer med navne som englænderen Nicholas Monsarrat og den evigt aktuelle Hemingway. Det nye er, at i den danske afdeling er Korch fortrængt af en underholdningsforfatter af mere aktuel observans: satirikeren og humoristen Finn Søeborg. Han var allerede slået igennem i 1950 med sin debut Sådan er der så meget. I 1952 erobrer han tredjepladsen med – og her går det godt!

Tider skifter, og sæder mildnes. Efter endnu fem år, i efterårssæsonen 1957, er nordmanden Agnar Mykles særdeles frimodige erotiske roman Sangen om den røde rubin topscorer foran endnu en Søeborg-satire, Bare det løber rundt, hvis titel hentyder til de (cykel)seksdagesløb, som var blevet tidens nationalsport. Sex og satire har detroniseret Korch og Munk. Men den oversatte litteratur fylder stadig meget med underholdningsromaner af amerikaneren Kathryn Hulme og hollænderen Hans Martin.

En vigtig tendens, som bestsellerlisterne ikke i tilstrækkelig grad afspejler, er bølgen af såkaldte „sabotørromaner“. De kunne som samlet gruppe betragtet konkurrere med oversættelseslitteraturen i popularitet, og at de ikke syner af mere på bestsellerlisterne kan forklares med, at udbuddet var overvældende, og værkerne tog læsere fra hinanden. Sabotørromanerne begyndte allerede at udkomme i Sverige i besættelsens sidste år, og herhjemme umiddelbart efter kapitulationen; forlagene havde forberedt sig i god tid på den situation, der ville komme. Antallet af titler voksede hastigt gennem de første efterkrigsår. Sidst på året 1948 var der allerede udgivet mellem 170 og 180 sabotørromaner, og flere kom til i de følgende år. De var typisk skrevet af unge mænd, der med deres første (og for manges vedkommende også sidste) bog skildrede personlige oplevelser under besættelsen i en form, der blander erindring og fiktion. Flertallet af forfatterne var med andre ord uøvede, og den model, der tilbød sig for dem, var den psykologiske udviklingsroman. Man følger et ungt menneske, som er rådvildt efter chokket den 9. april, men herefter vælger at gå til modstand og når frem til personlig afklaring og disciplinering af følelser og bevidsthedsliv gennem modstandsarbejdet.

Sabotørromanerne blev modtaget med politisk respekt og for enkeltes vedkommende endda med kunstnerisk anerkendelse, fx Ole Juuls De røde Enge (1945) og Hans Edvard Teglers' Kæmp for alt, hvad du har kært (1945). Men generelt var genren præget af, at stoffet endnu var for tæt på; persontegningen var skematisk, holdningen til modstanden heroiserende, og de politiske modsætninger opridset enkelt og uden nuancer. Den unge, iltre kritiker Niels Kaas Johansen fældede en hård dom over sabotørromanen i et tilbageblik på den første efterkrigstids prosa i Danske digtere i det 20. århundrede (1955):

Sabotage, vold og terror var så usædvanlige tildragelser herhjemme, at de uundgåeligt måtte blive registreret af romanen, men det kan desværre ikke siges, at forfatterne var kunstnerisk modne til at bearbejde dette aktuelle tema. Sabotageromanen som sådan er et af de mest pinlige kapitler i moderne dansk litteraturhistorie.

Den æstetiske nedvurdering er blevet stående. Kun ganske få af sabotørromanerne huskes, og for De røde Enges vedkommende især, fordi den dannede forlæg for Bodil Ipsens og Lau Lauritzens filmatisering fra 1945, som Leck Fischer skrev manus til.

Kaas Johansen var lige så kategorisk i sin afvisning af det, han kaldte „amerikafeberen“: de hårdkogte amerikanske forfatteres indflydelse på dansk litteratur. Tendensen havde været på vej i mellemkrigstiden med skikkelser som Hans Severinsen og Jens Gielstrup. Under og lige efter krigen kom flere til, bl.a. Johannes Allen (1916-73) og Peer Schaldemose (f. 1918). Finn Gerdes var den eneste af prosaisterne, der fik noget lykkeligt ud af Hemingway-inspirationen efter Kaas Johansens mening. Han kunne kun se dét positive ved amerikafeberen, at den blev en kortvarig affære og nu heldigvis kunne rubriceres under overskriften „Borte med blæsten“.

Helt borte med blæsten – eller helt værdiløs – var den dog ikke. Påvirkningen fra bl.a. Hemingway, Raymond Chandler og James M. Cain rakte længere ud og mærkedes hos så forskellige forfattere som Sonja Hauberg, Ole Sarvig, Erik Aalbæk Jensen og Hans Jørgen Lembourn. Og interessen for den amerikansk inspirerede short story overlevede besættelsestiden. Flere forlag – først og fremmest Gyldendal – udsendte regelmæssigt novelleantologier, der på én gang holdt interessen for ældre forfattere ved lige og tjente som udstillingsvinduer for unge talenter.