Forside til første nummer af tidsskriftet Heretica, der udkom i foråret 1948. Om navnet bemærkede Bjørn Poulsen til Ole Wivel: „Heretica irriterer Godtfolk saa voldsomt, at de aldrig glemmer det igen – kan vi ønske det bedre?“

.

Forbilledet for Heretica var T.S. Eliots engelske kvartalstidsskrift The Criterion, der i årene 1922 til 1939 udkom som et svar på mellemkrigstidens kulturkrise med bud om at trække på den præmoderne – kristne, europæiske, latinske – tradition i bestræbelserne på at løse problemerne i den moderne civilisation. I dansk sammenhæng placerede det sig desuden i forlængelse af Vilhelm Grønbechs og Hal Kochs forsøg på at bekæmpe „Spaltningen i Kulturen“ igennem det mere beskedne debattidsskrift Frie Ord, der udkom i tre årgange fra 1946 og frem.

På det personlige plan udsprang Heretica af to venskaber: på den ene side mellem digteren Ole Wivel, der drev sit eget forlag, og direktøren Knud W. Jensen, som havde overtaget en ostegrossistvirksomhed fra sin far – og på den anden side mellem de to århusianske litteraturmagistre, digteren Thorkild Bjørnvig og kritikeren Bjørn Poulsen. Efter krigen tog Wivel kontakt til Bjørnvig og Poulsen med tanke på et samarbejde om et nyt kulturtidsskrift. Dette kom i stand, og deraf blev planerne for Heretica konkretiseret. Første nummer udkom i 1948 på Wivels forlag, som Knud W. Jensen støttede økonomisk. Tiderne var gunstige for hans virksomhed – ikke mindst på grund af Marshall-hjælpen fra USA, der skulle bringe Europa økonomisk på fode igen. Knud W. Jensens formue kom til at udgøre det økonomiske grundlag for både Wivels forlag og Heretica. Det blev for hans vedkommende indledningen på et af de mest generøse og mest resultatrige enkeltmands-mæcenater i Danmark i 1900-tallet, kun overgået af brygger Carl Jacobsens. Dets største frugt er det moderne kunstmuseum Louisiana i Humlebæk. Bjørnvig og Poulsen udnævntes til tidsskriftets første redaktører og blev i denne egenskab installeret i Vedbæk i til lejligheden indkøbte huse. Det var også herfra, Knud W. Jensen og Ole Wivel kendte hinanden fra før krigen, hvor begges familier residerede i Vedbæk om sommeren. Således opstod Vedbæk-parnasset i dansk litteratur som 1940'ernes pendant til 1920'ernes Valby-parnas.

Heretica udkom i seks årgange med skiftende redaktioner: fra 1948 til 1949 blev det redigeret af Thorkild Bjørnvig og Bjørn Poulsen, fra 1950 til 1951 af Martin A. Hansen og Ole Wivel, og fra 1952 til 1953 af Frank Jæger og Tage Skou-Hansen. I oplagsmæssig, men ikke økonomisk henseende var det en succes: oplagstallet steg i løbet af de seks år fra 1500 til 3000 eksemplarer, hvilket er sjældent højt for et dansk kulturtidsskrift. Det bragte bidrag fra veletablerede forfattere, Karen Blixen, Martin A. Hansen og Vilhelm Grønbech, men det blev også det forum, hvori en ny generation af markante forfattere trådte frem: Frank Jæger, Jørgen Gustava Brandt, Benny Andersen og endda Per Højholt.

Den første redaktionsgruppe overvejede navne som Thermopylæ, Kontur, Atlantis, Hundevagten, Wivels Tidsskrift, Hybris, Tradition, Icaros, Mythos, Eros, Orfeus og Perspektiv, men man besluttede sig til sidst for det mere vellydende latinske ord Heretica. Det kommer af det græske ord hairesis, som betyder 'valg', og oversættes til dansk som 'kætteri'. I gruppens selvforståelse stod navnet for en bevidst afvigende holdning til 'den officielle religion'. „Dette Tidsskrift har intet Program; det har et Kriterium: Oprigtighed. Det ønsker at være sig selv. I Følelsen af, at dette i Dag er det egentlige Kætteri, har vi givet Tidsskriftet dets Navn“, skrev Ole Wivel i det forkastede forord, der var et slags manifest imod manifesterne.

Kætteriet var vendt imod alle de sekulariserede tankeretninger, ismerne og ideologierne, der havde banaliseret mennesket og reduceret tilværelsen. „Vi har inddrukket Reoler, Tønder fulde af Teorier om, hvad Mennesket er for en Mærkværdighed, Positivismens, Naturalismens, Liberalismens, Socialismens, Biologismens, alle Systemers og Ismers Teorier om, hvad det er for et Væsen, og alt var saa simpelt“, berettede Martin A. Hansen i tidsskriftets andet nummer. „Men de vakler paa deres Sokler, disse Afguder, Fundamentet under dem skælver, og der farer Rotter og Bænkebidere ud af deres trøskede Indre som altid af gamle Afgudsbilleder, der styrter“. Martin A. Hansens kulturkritiske metaforik lægger sig, som man kan se, tæt op ad Wivels billede i forordet: Stenen er væltet, soklerne vakler, og til syne kommer en svigefuld sandhed om mennesket. Det var ikke de givne historiske omstændigheder, der havde skabt denne sandhed; den havde altid været der, men først nu kom den for dagens lys. Deraf kom kulturkrisen.

Det var en udbredt opfattelse i gruppen, at denne kulturkrise artikulerede sig i en sprogkrise. Sproget og den personlige erfaring gled længere og længere væk fra hinanden, hvilket især skyldtes det upersonlige og abstrakte sprog, der blev befordret af samfundets teknokratisering og massemediernes udbredelse. „Det er som en Malstrøm suger Begreber og Ord ud af deres Leje, hvirvler dem rundt, op og ned. Som om en Tids Angst, Forvirring, Skyld udhuler Sprogets Klinter, saa store Masser styrter ned, skylles bort“, skrev Martin A. Hansen videre i et billedsprog, der vidner om hans opvækst på Stevns. Det er som et sprogaktivistisk modtræk til denne udvikling, at man kan forstå heretikernes højtidelige stil. Deres patos, der senere har været et let offer for litterær satire, var en måde at udøve sproglig modstand på. I denne henseende er Heretica i overensstemmelse med den senere modernisme, der i vid udstrækning også har betjent sig af modsprog – det vil sige udtryksformer, der anvendes oppositionelt i forhold til tidens herskende sprog, magtens sprog. De mange bombastiske udmeldinger, som heretikerne stod for, var således en måde at afgive sproglig dissens på.

I forbindelse med forestillingen om sprogets krise kom poesien til at fungere som kulturkritik. „I kampen mod ideologierne, de intellektuelle systemer, det abstrakte, upaalidelige sprog og videnskaben som livsanskuelse er poesien da paa en gang et vaaben og et værn“, skrev Ole Wivel i sin tilbageskuende indledning til antologien Heretica (1962). I overensstemmelse med den romantiske tradition, hvorfra dette poesibegreb er uddraget, prioriterede man lyrikken – centrallyrikken – som den væsentligste genre. Lyrikken, der jo traditionelt betragtet er den mest subjektive genre, betegnede netop et opgør med det forfaldne – objektive og abstrakte – sprog, der florerede i samfundet. Modsætningen blev af Bjørn Poulsen kaldt for „Teknikken og Lyrikken“, men, tilføjede han: „ – man kunne vælge andre Navne for at anskueliggøre den Sygdomsspalte, som kløver den europæiske Kultur helt ned til Roden“.

Heretica blev dagsordenssættende for den intellektuelle debat, og opmærksomheden samlede sig om medarbejderne, der ragede frem både enkeltvis og tilsammen på tidens litterære scene. Deres indbyrdes synspunkter og projekter var divergerende og ofte på kant med hinanden. Det kom til en række interne polemikker i løbet af årene om vægtningen af forholdet mellem etik og æstetik, kunst og kristendom, lyrik og prosa. Den afventende holdning i forhold til samtidens politiske omstændigheder, der prægede de første tidsskriftsårgange, blev afløst af et mere direkte engagement i dem, hvilket ikke mindst skyldtes Tage Skou-Hansens deltagelse i den sidste redaktion. Der var således tale om en udvikling, men aldrig om nogen egentlig samling i dette tidsskriftsmiljø, der værdsatte den personlige stillingtagen og opnåede en bemærkelsesværdig holdningsdiversitet.

Hvad der imidlertid forenede gruppen og skabte kontinuitet mellem redaktionerne, var en vis stilistisk integritet samt flere idéhistoriske antagelser. Den væsentligste af disse var forestillingen om kulturkrisen; men af stor betydning var også deres formening om, at hele det moderne verdensbillede, som ikke mindst naturvidenskaberne har skabt, var destruktivt i sit væsen. Dette verdensbillede beroede på en misforstået opfattelse af, at man kan sondre mellem subjekt og objekt, individ og omverden. Tværtimod har man „aldrig et subjekt adskilt fra en omverden og aldrig et objekt, som ikke erkendes af et jeg“, som der stod i en artikel om „Personalisme“ af den franske tænker Emmanuel Mounier, der blev bragt over to numre af tidsskriftet i 1950. Mange af gruppens forskellige litterære bestræbelser går netop ud på at demonstrere denne indsigt.

I negativ forstand defineredes gruppen af en dobbeltsidig reaktion. Heretikernes kætterier udspillede sig på to fronter: dels imod den politiske systemtænkning, ismerne og ideologierne, og dels imod den æstetiske avantgarde-tænkning, der insisterede på fornyelse og traditionsbrud som kunstens hovedopgave. Opgøret med avantgardismen er et væsentligt aspekt i Heretica-gruppens signalement. Det er i denne henseende, at den adskiller sig fra de danske surrealister i 1930'erne, der ellers foregriber heretikernes rationalitetskritik: hvor surrealisterne talte om de kulturradikale som „kæphøje Fornuftsapostle“, stod de i Heretica-gruppens øjne for en „inkvisitorisk Rationalisme“. Hvad der dog klart og tydeligt skiller heretikerne fra surrealisterne, er overskridelsesæstetikken, som surrealisterne tilsluttede sig og perfektionerede, mens heretikerne blankt afviste den.

Udadtil i samtiden stod tidsskriftet i et modsætningsforhold til tidsskriftet Dialog, der også var konciperet som et modtidsskrift til Heretica. Det udkom for første gang i 1950, blev redigeret af litteraturkritikeren Sven Møller Kristensen og videreførte mellemkrigstidens tradition for venstreorienteret kulturkritik, som bl.a. kom til udtryk i Clarté (1926-27), Kritisk Revy (1926-28) og Kulturkampen (1935-39). Med sine elleve årgange overlevede Dialog Heretica. Blandt tidsskriftets medarbejdere fandt man både kommunister, uafhængige socialister, socialdemokrater og kulturradikale, der alle af Frank Jæger i et typisk bramfrit brev blev sammenfattet som en flok „socialrealister og paatrængende socialt vakte og medmenneskelighedskrævende lorte“. Til gengæld havde Sven Møller Kristensen dog åbnet dialogen med at kalde Heretica-gruppen for en flok „reaktionære kulturkritikere“ i et essay i indledningsnummeret om „Rationalisme og humanisme“.

Paul la Cour og Erik Knudsen, der ønskede en tydeliggørelse af kunstens politiske dimension, skiftede ved oprettelsen „side“ fra Heretica til Dialog. Det var ellers et erklæret mål for heretikerne at holde sig klar af den politiske polarisering, der bredte sig i efterkrigstidens kulturdebat, men netop i kraft af modsætningsforholdet til Dialog undgik de den ikke. Da flere af Hereticas grundlæggere senere engagerede sig politisk, gjorde de det netop uden for det etablerede partipolitiske system: Ole Wivel ved at gå ind i fredsbevægelsen, og Thorkild Bjørnvig ved at tilslutte sig den økologiske aktivisme.

Heretica gik ind i 1953, da Knud W. Jensen opkøbte aktiemajoriteten i Gyldendal og indsatte Ole Wivel som direktør, hvorpå Wivels Forlag blev afviklet. Den fælles platform var dermed opløst, men hver for sig fortsatte forfatterskaberne. Af disse står Martin A. Hansens og Thorkild Bjørnvigs tilbage som to af de væsentligste i 1900-tallets danske prosa og lyrik. Imidlertid består arven efter Heretica yderligere i en litterær kultur, som de etablerede, og som har bestået op gennem efterkrigstiden. Det gælder den principielle måde, hvorpå man i tidsskriftet drøftede digtningen, samt ikke mindst det grundmotiv, som drøftelserne gik ud fra: spaltningen i den moderne kultur. Via Villy Sørensen er dette motiv blevet transporteret videre til 1960'ernes og 1970'ernes kulturdebat og litteratur, hvor fænomenet optrådte under begrebet fremmedgørelse. Begge disse tendenser er til stede i krystallinsk form i Paul la Cours poetik Fragmenter af en Dagbog fra 1948.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Heretica 1948-1953.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig