Harald Bergstedt, Valdemar Rørdam og Jakob Bech Nygaard

I modsætning til nazistpartiets lejlighedspoeter var Harald Bergstedt (1877-1965) en respekteret forfatter. Han havde skrevet gemytlige satirer og fortællinger på vers om livet i den lille provinsby. Ved hans 25-års forfatterjubilæum i 1938 udgav partifællen og kulturmedkæmperen Julius Bomholt et udvalg af hans digte, og Bomholt hyldede ham for hans „Tro paa Folket og den Menigmand, der er Folkets Marv. En Tro paa den uforbløffede, sunde Hverdagsfornuft“. Især blev han landskendt og elsket for sange som „Solen er saa rød, Mor“ og „Jeg ved en Lærkerede“.

Som socialdemokrat havde Bergstedt været en varm fortaler for den jævne mands kultur og for den stærke statsmagt, der tager hånd om de svage. Under en rejse til Tyskland i 1941 var han blevet overbevist om, at nationalsocialismen var på vej til at realisere disse idealer, og det lagde han ikke skjul på i sine rejseartikler til Social-Demokraten. Artiklerne blev først offentliggjort efter intern uro på bladet, og det kom til et brud mellem Bergstedt og partiet. I 1942 fik han et tilbud om at skrive i Fædrelandet, han sagde ja og trådte ind i DNSAP. Han forsvarede tysk militarisme og antisemitisme, men i mange af hans artikler, causerier, digte, erindringsstykker og radioanmeldelser i den nazistiske presse genfinder man den gemytligt-populistiske tone fra hans fortid som socialdemokratisk skribent. Andre nazistiske forfatteres drømme om et genrejst vikinge-Danmark lå ham fjernt: Netop fordi vi er en lille og svag nation, må vi støtte os til en af de stormagter, der nu kæmper om verdensherredømmet, og valget af beskytter var allerede afgjort af vores naboskab med Tyskland.

Efter befrielsen hævdede Bergstedt, at han ikke betragtede sig selv som en frafalden fra den socialdemokratiske sag, men at han tværtimod havde videreført Staunings „forsonlighedslinje“. Ved retsopgøret fik han en toårig landssvigerdom og påbegyndte under fængselsopholdet et erindringsværk i to bind: Sange fra Gitteret (1948 og 1954). Disse bøger, som trods titlen er på prosa, men med indlagte digte, giver et levende indtryk af de mange forskellige slags mennesker, Bergstedt mødte under afsoningen. Samtidig forsvarer og forklarer han sig, bl.a. med satiriske midler. Digtet „Aandebesøg i Cellen“ fra november 1945 vakte en vis opsigt og blev bragt i frihedskæmpernes avis Information. Digtet begynder således:

Jeg sad i min Celle med Kind imod HaandDa svæved fra Gitret en natlig AandI Morgenens første DagningMed langt, hvidt Skæg. Det var Stauning.Han standsed forbavset og trak sit Vær:– Hvad, Bergstedt, hvordan er du dog kommet her?– Jo, sa jeg – uden at blegne –Jeg sidder paa dine Vegne.

Staunings ånd får at vide, at det er nogle af hans mest trofaste tilhængere, der sidder buret inde i Vestre Fængsel. Det var forsonlighedslinjen, de havde videreført, hævder digtet, den linje, der var udstukket af landsfaderen og kaosbekæmperen Stauning. Skulle det, spørger Bergstedt, være en forbrydelse at fastholde et statsministerielt blåstemplet synspunkt fra besættelsens tidlige fase, blot fordi stemningen siden hen ændrede sig? Vil man ramme mig, lyder konklusionen, så må man nødvendigvis også ramme Stauning.

Dramatikeren og kritikeren Svend Borberg sad i august 1945 i en anden fængselscelle og formulerede i en mere akademisk stil et lignende forsvar for samarbejdet med besættelsesmagten: „Men naar Rigets Mægtige saaledes bøjede sig for Tvangen, hvorledes kunde man da forvente, at den jævne Borger skulde modsætte sig den? Og naar Rigets mest indsigtsfulde Mænd Gang paa Gang erklærede Forsonlighedens henholdende Politik for nødvendig, havde da ikke enhver Borger Pligt til efter Evne at støtte denne Politik, saaledes som enhver Borger havde haft Pligt til efter Evne at møde under Fanerne, hvis det var blevet krævet?“

Borberg stod som indbegrebet af den kulturelle samarbejdslinje. Han havde rejst og ladet sig hylde i Nazi-Tyskland og sagt ja til at modtage den fornemme Henrik-Steffens-pris, men i modsætning til Bergstedt havde han ikke været organiseret nazist. Han blev ved byretten idømt fem års fængsel, men senere frikendt ved landsretten. Som Bergstedt blev han dog ekskluderet af Forfatterforeningen, der fandt, at han langt havde overskredet grænserne for det nationalt værdige og sat sig ud over, hvad der kunne være berettiget med henvisning til den officielle danske politik i de første krigsår.

For Harald Bergstedt var Danmark puslinglandet, der ikke længere kunne hygge sig i smug, men var tvunget til at tage parti i stormagternes opgør. Valdemar Rørdams (1872-1946) nationalfølelse var mere monumental. Han havde fra sin ungdom skrevet en række senromantiske versromaner, bl.a. inspireret af Pusjkin, som han oversatte. De var konservative i form og indhold, men ikke ukontroversielle; Gudrun Dyre (1902) skabte forargelse med sin dristige hyldest til den fri kærlighed – man mærker, at også Rørdam i sin ungdom havde været Brandesbeundrer; han var blandt dem, der faldt fra i stilhed. Han engagerede sig i den sønderjyske sag med digtsamlinger som Sangen om Danmark (1923) og skrev fædrelandssange, af hvilke den kendteste er „Danmark, i tusind Aar“ (1917). I 1930'erne havde han vundet en position som konservatismens store gamle digter og blev flere gange bragt i forslag til nobelprisen.

I juni 1941, få dage efter Tysklands overfald på Sovjetunionen, offentliggjorde Rørdam digtet „Saa kom den Dag –“, hvor han opfordrer sine landsmænd til at gøre fælles sag med Tyskland i kampen mod „russisk Barbari“. „Nu er vort Kald at kæmpe Side om Side / med den, der værgende sin Stoltheds Gaard, / samtidig værger vor.“ Digtet slutter:

Ved Selvtugt, Flid, Kampmod og OfferglødBlev Hitlers Tyskland vort Europas HjerteSom Steffens varslede. Det HjerteslagKalder paa vort. Svar det paa Dansk idag!

Forbløffelsen var stor. Hvordan kunne en hædersmand som Rørdam skrive dette digt, som endda blev trykt i det nazistiske studenterblad Akademisk Aktion? Efter befrielsen meldte han sig ud af Dansk Forfatterforening, men hans sag blev behandlet af foreningens æresret, som ekskluderede ham med tilbagevirkende kraft. Rørdam forsvarede sig med, at digtet havde været „et forhastet og ufyldestgørende Udtryk for min Lettelse ved den nye Kampfront i Storkrigen“. Han havde ment, at kun en samling af Europa kunne forhindre Danmarks undergang. Rørdam var ikke nazist og plejede stort set ikke omgang med besættelsesmagten, men han støttede også ved anden lejlighed – i et mindedigt over den faldne Frikorps Danmark-chef C.F. von Schalburg – korstoget mod Sovjetunionen. Æresretten følte sig overbevist om, at Rørdam ikke var opportunist, men havde været drevet af rent idealistiske motiver. Alligevel blev han ekskluderet med den begrundelse, at han som stor kunstner kunne frygtes at have påvirket mange med sin digtning i Tysklands tjeneste, og den årlige statslige hædersgave, han havde modtaget, tilfaldt i stedet Martin Andersen Nexø.

Både Bergstedt og Rørdam motiverede deres optræden under besættelsen med, at et Danmark, der holdt sig uden for det nye europæiske fællesskab, ville være for svagt til at overleve som selvstændig nation. På andre punkter var deres positioner så forskellige, som tænkes kan. Bergstedt drog en særlig konsekvens af sit socialdemokratisk-populistiske livssyn, idet han opfattede nazismens autoritære formynderstat som en virkeliggørelse af gamle socialdemokratiske idealer om tryghed og omsorg.

Hvor Bergstedt hæftede sig ved det sociale i nationalsocialismen, var Rørdam først som sidst national. Han ville forsvare Danmark selv med det yderste middel: opfordringen til at gøre fælles sag med besættelsesmagten mod en trussel, som i hans øjne var endnu større. Ingen af sagerne antog dimensioner som den norske proces mod Hamsun, eller skabte lige så dybe traumer. Der var genialiteten, og smerten ved geniets fejltrin, til forskel. Alligevel var begge sager pinagtige, fordi der dog var tale om ansete forfattere. Men pinagtige var de også, fordi Bergstedt og Rørdam repræsenterede to hovedstrømninger i 1900-tallets danske åndsliv, og fordi de efter befrielsen stædigt fastholdt, at de med deres kollaboration var forblevet trofaste mod deres oprindelige idealer.

Bergstedt fortæller i Sange fra Gitteret, at han efter strafudsoningen mødte sin gamle socialdemokratiske medkæmper Julius Bomholt. Denne havde sagt til ham, at det bedste, der kunne ske, var, at han døde hurtigt, så at hans værker kunne leve. Heri tog Bomholt fejl; den betingelse viste sig ikke at være nødvendig. Bergstedts mest populære børnesange blev sunget både før og efter hans død. Med Rørdam gik det lidt anderledes. Han døde allerede i 1946, men „Danmark, i tusind Aar“, som havde været sunget ved alsangsstævner, forblev en nationalromantisk evergreen ved skolernes morgensang gennem de første mange efterkrigsår, indtil morgensangen blev afskaffet.

Det er kun en særdeles beskeden del af de to forfatteres produktion, der ikke er glemt. Det overraskende er, at der overhovedet var noget, der blev husket og holdt i live; for Rørdams vedkommende endda en sang med et ærkenationalt tema, som på ubehagelig vis kunne henlede tanken på hans skjaldegerning under besættelsen. Det tyder på, at det snarere var spørgsmål om kunstnerisk forældelse og kunstnerisk livskraft, end det var forfatternes forhold til besættelsesmagten, der afgjorde, hvilken skæbne – glemsel eller efterliv? – deres værker fik.

De motiver, der fik forfattere til at gå nazisternes ærinde, var mangeartede og kunne spænde fra idealisme og resolut antikommunisme til hævntørst og opportunisme. Medlemmerne af Forfatterforeningens Æresret, bl.a. Hans Kirk, måtte ligesom de rigtige domstole hengive sig til motivgranskning, inden de traf deres afgørelser. I alt 26 forfattere fik deres sag behandlet, heraf blev 17 ekskluderet, fire modtog en misbilligelse, mens fem blev frifundet. Det samlede tal på medlemmer, der kunne mistænkes for unational optræden, var beskedent – men hertil kom et mindre antal nazistiske eller nazi-sympatiserende forfattere, der enten aldrig havde stået i foreningen, havde meldt sig ud eller var døde, inden Æresretten indledte sit arbejde.

Én sag rejste ganske særlige problemer, for hvad nu, hvis en forfatter blev medlem af DNSAP for at udøve sit erhverv, in casu skrive en roman om nazismen? Var det en forbrydelse at foretage research? Eller var den såkaldte research bare en dårlig undskyldning? Spørgsmålet blev aktuelt i forbindelse med Æresrettens sag mod Jakob Bech Nygaard (1911-88). Han havde i 1941 fået en ganske betydelig læsersucces med romanerne Guds blinde Øje og Du blev Træl, der skildrer en forældreløs piges gruopvækkende liv på et børnehjem. Det er indignationslitteratur og kras socialrealisme i traditionen fra Knuth Becker, næppe – skulle man tro – den slags bøger, en nazist ville skrive. Men i 1942 havde Bech Nygaard meldt sig ind i DNSAP.

Den forklaring, han efter befrielsen gav Æresretten, var, at han arbejdede på et stort romanværk om dansk ungdom og politik i årene efter 1934. En af fire klassekammerater tilslutter sig nazismen, og forfatteren begrundede sit medlemskab af DNSAP og sin deltagelse i forskellige af partiets aktiviteter med, at han var nødt til at lære miljøet at kende indefra for at kunne skrive denne del af værket.

Talte Bech Nygaard sandt? Det var det spørgsmål, Æresretten skulle tage stilling til, og det gjorde ikke sagen enklere, at forfatteren var ude af stand til at fremlægge litterære resultater af sin research. Hans kone havde, hævdede han, brændt manuskriptet af misforstået beskyttelsestrang. Man besluttede sig for ikke at fæste lid til hans forklaring, og Bech Nygaard blev ekskluderet, men fik dog i 1949 mulighed for at genindtræde i foreningen. I 1948 fortalte han i et interview, at nu var det bebudede værk så godt som færdigt. Det udkom bare aldrig. Bech Nygaard fortsatte sin forfattervirksomhed og beholdt sin trofaste læserskare, men sagen forfulgte ham. I 1982 stod han til at modtage LO's litteraturpris, indtil nogen kom i tanke om hans DNSAP-medlemskab. Resultatet var, at prisen gik til anden side.