Det fællesmenneskelige

To af mellemkrigstidens mest fremtrædende ideologier havde lagt vægt på, hvad der adskiller mennesker fra hinanden. Nazismen var det mest skræmmende eksempel på en „partikularistisk“ menneskeopfattelse, som tillagde køns-, nationalitets- og raceforskelle altafgørende betydning. Kommunismen rummede sin egen udgave af partikularismen. Den var ikke biologisk, men bestemt af den samfundsmæssige klassedeling, og i modsætning til nazismen var dens erklærede endemål alment: det klasseløse samfund. Men både nazisme og kommunisme udmøntede sig i en praktisk politik, som var partikularistisk. Dens forfærdende resultater var de nazistiske udryddelseslejre og det sovjetiske Gulag.

Efterkrigstidens politiske kultur i de vestlige lande var over en bred front præget af opgøret med partikularismen. Det blev fastslået i 1945 i De Forenede Nationers Pagt, der i sit formålskapitel taler om at „styrke og fremme respekten for menneskerettigheder og for fundamentale frihedsrettigheder for alle uden forskel med hensyn til race, køn, sprog eller religion“. I partikularismens sted træder en „universalisme“, der bygger på forestillingen om, at alle mennesker besidder fællestræk, som er vigtigere end det, der adskiller dem. Mennesker er væsentligt set ens og bør også behandles ens.

Toneangivende efterkrigstænkere betonede det samme. For de franske filosoffer Sartre og Simone de Beauvoir kunne køns- og klasseskel overvindes. Mennesker er i grunden ens, udrustet med samme muligheder og behersket af samme idealer. Nogle universalister ville hævde, at fællestrækkene er givet fra naturens hånd, hvorimod eksistentialisterne Sartre og Beauvoir undgik den slags begrundelser, der forudsatte en menneskelig væsenskerne og dermed var i modstrid med eksistentialismen. Det ændrer ikke ved det grundlæggende: at så godt som alle, der opfattede sig selv som humanister, fremhævede det fællesmenneskelige som vigtigere end det partikulære.

Det opgør med ideologierne, som blev så udtalt efter krigen i den vestlige verden, og som Heretica repræsenterede i Danmark, blev af den samtidige og senere venstrefløj opfattet som apolitisk. Politisk var opgøret dog i den forstand, at det resolut distancerede sig fra partikularismen i alle afskygninger. Det var en vigtig grund til, at den kulturelle arv fra 1930'erne forekom uanvendelig. Den sociale realisme havde skildret kollektivet, men det var en kollektivitet, der udfoldede sig på partikularismens betingelser, og den blev omsat i fiktiv form i frigørelseshistorier om individet, der går op i en større sammenhæng – klassefællesskabet, partiet – og herigennem vinder sig en identitet som del af et kollektiv, der på partikularistisk vis bekæmper andre grupperinger. H.C. Branner gjorde i essayet „Humanismens krise“ (1950) op med denne tankegang og gav en universalistisk definition af humanismen:

Humanist er den, som går ud fra troen på mennesket, idet han respekterer det enkelte menneske som et mål i sig selv men samtidig erkender sin åndelige og materielle samhørighed med hele menneskeheden og vedstår sin del af ansvaret for denne helhed.

De kollektive – men netop ikke universalistiske – idealer havde mistet deres troværdighed og glans, fordi man i den nærmeste fortid havde erfaret, hvilke grufulde handlinger der kunne udføres i racens eller klassens navn. Kollektivet betragtedes nu som det upersonlige og konforme, det, som Heidegger kaldte „das Man“. Periodens repræsentative skikkelse var det autentiske menneske, som er sårbart og søgende, men vælger at handle sådan, som dets samvittighed byder det, og har mod til at undsige kollektivet, men netop derved kommer til at inkarnere det universelt menneskelige.

Selve modsætningsforholdet mellem individ og kollektiv havde også været en vigtig konstellation i 1930'erne, men nu blev det ikke længere udmøntet i belærende fortællinger, der ender med at gøre individet til en del af kollektivet. Det er individet, der har ret, og kollektivet – massen – der har uret. Og massen, den dømmesyge og personlighedsudslettende masse, blev hovedtemaet i 1950'ernes konformismedebat.