Forfattere på oplæsningsturne i anledning af bogugen 1958. I det lejede ambulancefly ses fra venstre Jørgen Nash, Hans Lyngby Jepsen, Hans Jørgen Lembourn og Elsa Gress.

.

Det politiske og sociale engagement fortonede sig i 1950'erne, som allerede i samtiden fik ry for at være en apolitisk periode. Hvor mellemkrigstidens forfattere skrev om mennesker, der søgte kollektivet, skrev efterkrigstidens om flugten fra kollektiver af alle slags – og flugten gik ofte til civilisationens udkanter, hvor hovedpersonerne prøvede at indrette sig i splendid isolation, eller i det snævert afgrænsede forhold til næsten og duet. Forholdene i den politiske verden påvirker os, men vi påvirker ikke dem, skrev litteraturkritikeren Jens Kruuse modfaldent i 1951: „Det er som i en fjern fortids jungletilværelse, hvor usynlige, frygtelige, ondskabsfulde guder håner og spotter os i mørket, skræmmer os, forvilder os og gør os til slaver.“ Kruuse havde skrevet bogen Den ny Virkelighed (1948) om den erkendelse af tilværelsens nådeløse grundvilkår, som kun litteraturens mesterværker kan give os, og han mente, at et levende forhold til kunst dog er et lille skridt til vor verdens frelse.

Kun få unge forfattere følte sig tilskyndet til at blande sig i partipolitik. Mange mente som Elsa Gress, der i 1955 skrev, at den væsentlige kamp ikke længere står mellem systemer og partier, men mellem det ansvarlige menneske og de dehumaniserende kræfter. To jævnaldrende, begge med en fortid i modstandskampen, forsøgte dog at gribe ind i den storpolitiske verden, på radikalt forskellige måder: Hans Jørgen Lembourn og Jørgen Ulrich.

Hans Jørgen Lembourn (1923-97) skildrede i Sandhedens forbandelse (1950) sine oplevelser som journalist under Den Græske Borgerkrig 1944-49, hvor han fik grundig afsmag for kommunismen. Siden opsøgte den unge cand.polit. som reporter andre politiske brændpunkter i bl.a. Afrika og Asien, og han skrev en række debatbøger, der filosofisk er præget af en ateistisk eksistentialisme og politisk af hans ståsted i en moderne konservatisme.

Da Lembourn omsatte sine politiske synspunkter og erfaringer fra Den Græske Borgerkrig i fiktion, var holdningen mere modfalden end i debatbøgerne. Hans politiske roman Hotel Styx (1954) er en myte om den heroiske, men forgæves protest mod totalitarismen. En flyulykke fører hovedpersonerne til et tidløst, men dog moderne dødsrige, et samfund af kommunistisk eller nazistisk model, der kujonerer og myrder sine indbyggere. Hovedpersonen kæmper som en moderne Sisyfos mod overmagten, men uden udsigt til sejr. Det revolterende menneskes kamp mod uretten er udsigtsløs og har som et heroisk slag i luften snarere mentalhygiejnisk end politisk værdi. Hotel Styx er en utraditionel underholdningsroman med Kafka og Camus som sine højlitterære forbilleder.

Jørgen Ulrich (1923-2001) gik såvel kunstnerisk som politisk til alle de yderligheder, det var muligt at gå til. Under besættelsen, hvor han debuterede med romanen Jeg er Frants (1944), var han overbevist kommunist, og efter krigen deltog han i arbejdsbrigader, der skulle genrejse det ødelagte Østeuropa. Men herefter fik han et stipendium ved Harvard i USA, hvor han kom under indflydelse af den unge professor Henry Kissinger, der så et stort lys i danskeren. Kissinger satte ham i gang med en ny karriere: som meddeler for det amerikanske udenrigsministerium. Ulrich rejste i 1950'erne rundt på det afrikanske kontinent for at sondere terrænet, når USA overvejede at oprette diplomatisk forbindelse med de nye afrikanske stater. Sin europæiske base havde han i Paris. Her dyrkede han det glade liv med spiritus, erotik, avantgarde-kunst og moderne jazz. Samtidig skrev han en række mærkværdige romaner, der udkom i Danmark på Arena, tidens eksperimenterende forlag.

Tornene i hækken (1955) er en vrængende skildring af fransk provinsiel småborgerlighed. Alle personerne er usympatiske, alle forstiller sig og hader hinanden af et ondt hjerte. Formen er surrealistisk. Det såkaldte plot er en march på stedet, for de samme handlingsmoduler gentages let varieret i en tidsopløsende struktur. Man følger nogle bryllupsforberedelser, der tjener til at vise svælget mellem spidsborgerlig konveniens og den generelle eksistentielle lurvethed. Frem til slutningen, hvor brudeparret siger ja til at blive begravet i hinanden, er bogen en perpetuum mobile til frembringelse af sorte og groteske stemninger. En så tøjlesløs prosa finder man ikke andre steder i tidens danske litteratur.

Et sted i Tornene i hækken hører man om de skyer, der fra alle verdenshjørner samler sig i luftrummet over bryllupsforberedelsernes snuskede provins. Så vildt kunne man også skrive i de forsigtige 1950'ere, hvis man var dansk kommunisme-, Kissinger- og surrealisme-fan på fransk orlov fra sine afrikanske rapporteringsopgaver:

Tunge, truende skyer med spændte sejl og konturer, der bragte tanken på stenalderøgler, fadervrede, drab, liv og død, kom drivende fra Skandinavien, der med sit tomrum imellem brunstne fortid og sterile nutid var i stand til at byde skyerne de bedste betingelser: En badstue med højt til loftet, hvor de blev pisket tillive som æggehvider af lige dele mareridt og mindreværdskompleks. Små, hårde bolde som balloner havde forladt Italien, hvor himmel og jord ligger i samme plan og skaber drivhusluft og sanselighed, skyer som sprængspændte kvindebryster, fornemmelse af krop, nærhed og svedig styrke. Eller lange, forfinede suk fra Frankrig, sarte åndfuldheder med mellemrum, men lidt lasede i kanterne. Måske havde de revet sig tilblods på cypresserne ved Middelhavskysten, måske på kulturtinderne, som man havde haft for mange gange i blyantsspidseren.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Politisk engagement - Hans Jørgen Lembourn og Jørgen Ulrich.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig