Det var med urette, PH blev beskyldt for i partimæssig forstand at nære kommunistiske sympatier, men ubestrideligt, at adskillige af de mennesker, som han i mellemkrigstiden og senere arbejdede sammen med, var medlemmer af det kommunistiske parti, bl.a. Otto Gelsted, Hans Kirk, arkitekten Edvard Heiberg, redaktøren Børge Houmann og lægen Mogens Fog. Det var et paradoks, at intellektuelle, der forstod sig selv som dele af en kritisk, antiautoritær bevægelse, solidariserede sig ukritisk med et regime med så udpræget autoritære træk som Sovjetunionen under Stalin. Motiverne vekslede fra person til person og rummede en blanding af fornuftsprægede og irrationelle træk. Oplevelsen efter Første Verdenskrig af den gamle ordens sammenbrud og det inderlige ønske om en ny begyndelse kunne få politisk engagerede unge til at betragte Sovjetunionen som svaret på deres bønner: et kollektivt, socialt og planøkonomisk ordnet alternativ til kapitalismen. Og det gjorde indtryk, at verdenskrisen efter 1929, som førte til arbejdsløshed og økonomisk kollaps mange andre steder i verden, ikke ødelagde Sovjetsamfundet. Den pris, nogle var villige til at betale – eller rettere: lade den menige sovjetborger betale – var en udvikling i totalitaristisk retning.

Det var næppe, fordi danske sovjetvenlige intellektuelle i almindelighed var fascineret af volden som sådan eller af politistatsmetoderne, men fordi de opfattede dem som nødvendige modforanstaltninger i en verdenspolitisk situation, hvor de vestlige stormagter og regimets indre fjender (trotskisterne) pønsede på Sovjetunionens sammenbrud. Man lærte sig kunsten at sluge kameler, men en nok så ofte anvendt strategi var at benægte, at kamelerne overhovedet fandtes! Allerede kort efter revolutionen og ikke mindst efter Stalins magtovertagelse sidst i 1920'erne var der uafviselige, alment tilgængelige vidnesbyrd om, at regimet bevægede sig i totalitær og terroristisk retning; to eksempler var likvideringen af kulakkerne, de russiske storbønder, og den altomfattende kontrol efter 1929 med videnskab og kulturliv. Og der forelå mange veldokumenterede informationer om de gruopvækkende forhold i landet, som kun overbeviste kommunister kunne afvise som vestlig propaganda.

Kommunistiske kunstnere og intellektuelle var præget af en dobbeltbevidsthed: lige så skarpe og antiautoritære de var i deres kritik af den hjemlige verden, lige så tillidsfulde var de over for Sovjetunionen. De havde let ved at gennemskue propagandaeffekten, når pronazistiske landsmænd blev inviteret på nøje planlagte rejser i Tyskland og vendte hjem med begejstrede beretninger om de nye forhold, men de valgte ikke at ane uråd, når danske kommunister blev indbudt til at deltage i lige så gennemarrangerede rejser til Sovjetunionen. Landet var den realiserede socialistiske utopi, og hvad man fandt af kritisable forhold, valgte man at betragte som efterladenskaber fra det gamle samfund.

De kameler, der måtte sluges, fortsatte med at vokse. Det krævede ubegrænset loyalitet at fæste lid til de såkaldte Moskvaprocesser, en række retssager i forbindelse med de store udrensninger i Sovjetunionen 1936-38, som førte til, at en række højtstående personer inden for partiet og hæren blev dømt og henrettet på grundlag af fabrikerede – og tydeligvis absurde – anklager. Og da Tyskland og Sovjetunionen kort efter indgik en ikke-angrebspagt, blev danske kommunistiske intellektuelle, der havde gjort kampen mod nazismen til en hjertesag, stillet over for endnu større problemer, som kun de stærke i troen – blandt forfatterne fx Martin Andersen Nexø, Hans Kirk og Hans Scherfig – kunne afvise.

Nogle venstreintellektuelle talte og agerede ubundet af loyalitetshensyn, andre adlød sovjetiske paroler. Set i det lys var det kun dele af den kulturradikale bevægelse, der forlængede arven fra Brandes og Hørup. Den var ikke alene sammensat, men spaltet i en autoritær og en antiautoritær fløj, som betragtede hinanden med mistro, og i ledende kommunistiske kredse så man PH som en forkælet bourgeoisi-dreng. Alligevel fungerede parterne sammen i en art pragmatisk borgfred, bestemt af det antinazistiske engagement (så længe dét grundlag holdt) og opgøret med victorianisme og borgerlighed. Men også i Frisindet Kulturkamps tilløb til en antinazistisk folkefront opstod der sprækker, som røbede de grundlæggende uoverensstemmelser. PH forblev hele livet tro mod det synspunkt, som han kort formulerede i 1954, at „psykoanalysen, moderne pædagogik og socialismen peger i samme retning mod menneskets frigørelse“. Det blev i stigende grad modsagt af kommunistiske forfattere som Scherfig og Kirk, der begge havde skrevet romaner med et beslægtet frigørende perspektiv. Nu rettede de ind efter sovjetisk ideologi, der uddrev psykoanalysen af psykologien og gjorde marxismen-leninismen til socialvidenskabernes eneste fundament. Scherfig affærdigede i sin satiriske roman Idealister psykoanalysen som svindel og plattenslageri og gjorde sig siden lystig over, hvad han opfattede som humbug i moderne malerkunst. I 1940 skrev Kirk i det første nummer af det kommunistiske tidsskrift Kultur og Politik, at kampen nu stod om to muligheder: reaktionen eller revolutionen – og føjede til, at en del „smaa Specialiteter“ måtte lægges på hylden. Blandt specialiteterne var „Psykoanalyse, seksuel Frigørelse, kunstnerisk Modernisme, Negerdans“.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet De danske sovjetsympatisører.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig