Marginalisering og anerkendelse

Disse og andre specialiteter fortsatte PH med at dyrke under besættelsen, hvor han var uden fast tilknytning til aviser eller tidsskrifter. Han skrev kronikker og kommentarer, men som andre modstandere af besættelsesmagten havde han stærkt begrænsede udfoldelsesmuligheder, og i en tid med en stærkt opblussende nationalfølelse var der ikke længere den samme lydhørhed over for hans radikale mærkesager. I sine revyer stak han til besættelsesmagten, så vidt det lod sig gøre, men til sidst var det eneste tilladte politiske angrebsmål de danske nazister. Den modstander, han umiddelbart konfronteredes med, når nye revyer skulle opføres, var ikke tyskerne, men den danske teatercensor Jacob Normann, som PH nærede betydelig respekt for, fordi han røgtede sit vanskelige job med smidighed og en god portion civilcourage. Da PH præsenterede ham for den berømte sang „Man binder os paa Mund og Haand“, skrevet 1940 til Kjeld Abells revykomedie Dyveke, valgte Normann at gøre sig døv for dens politiske overtoner og tolkede den som en sang, der slet og ret handler om kærlighed. Med 392 opførelser blev Dyveke en kæmpesucces og besættelsesårenes første og vægtigste eksempel på den ikke-illegale kulturelle modstandskamp.

Krigens sidste to år tilbragte PH som flygtning i Sverige, og ved sin hjemkomst fandt han et Danmark, hvor meget var ændret. Kommunisterne nød stor agtelse på grund af deres resolutte indsats i modstandskampen, og der var massiv opbakning bag kravet om hævn over landssvigerne. Det blev en venneløs tid for PH, og ikke mindst hans skarpe kritik af retsopgøret som både inhumant og udvendigt gjorde ham forhadt i vide kredse. Han skrev, at man „ikke ved afstraffelse kan skabe et retfærdigt Danmark, som man sender en frakke til kemisk rensning“, og han tog kraftigt til orde mod den brutale behandling af de mange internerede tyske flygtninge.

Efterkrigstidens nye kulturelle frontdannelser levnede ikke plads til PH. For kommunistiske intellektuelle var han en antikveret pladderhumanist, der i øvrigt var overflødiggjort som taktisk alliancepartner. For gruppen af skribenter omkring tidsskriftet Heretica var hans rationalisme og frigørelsesideer levn fra en gold oplysningstradition, der på linje med andre ideologier havde vist sin afmagt. Men han fandt en midlertidig platform som radioanmelder i modstandsbevægelsens avis Information, der af princip ansatte medarbejdere, som var uenige både med hinanden og med læserkredsen. Fra 1950 skrev han i Social-Demokraten og blev i nogen grad forsonet med moderpartiet, der med nye, foretagsomme frontfigurer som Hans Hedtoft og Jens Otto Krag syntes i færd med at lægge Stauning-årenes træge småborgerlighed bag sig. Senere forsonede han sig også med Politiken, hvor han blev fjernsynsanmelder i mediets gennembrudsperiode, og i sin alderdom tog han både gamle og nye mærkesager op.

Velstands- og forbrugssamfundet var arriveret, og med det ændrede problemerne delvis karakter. Den vigtigste interessemodsætning var ikke længere mellem arbejder og arbejdsgiver, men mellem forbruger og producent. Den industrielt frembragte massefordummelse og spekulationen i folks dårlige smag, i braset, var ifølge PH velstandssamfundets største fare. Han angreb forløjet underholdning og produktionen af elendige forbrugsartikler og blev som konsekvens heraf i 1964 redaktør af Forbrugerrådets nystartede tidsskrift Tænk. Det etablerede kulturliv tog ham omsider til sig, og i 1963 blev han indvalgt i Det Danske Akademi, men endnu mere glædede det den aldrende PH, at han også blev mentor for 60'ernes unge og endnu uetablerede generation af nyradikale forfattere, der i opgøret med hereticansk patos og kommunistisk ortodoksi så PH som forbindelsesled tilbage til en ældre, antiautoritær oplysningstradition.