Hærværk

Bortset fra den sene kriminal-bagatel Mord i Pantomimeteatret eller Harlekin Skelet (1962) satte Kristensen punktum for sit romanforfatterskab med Hærværk (1930). I 1924 var han blevet fastansat ved Politiken, hvor han hurtigt blev hovedanmelder og litteraturredaktør, men tre år efter tog han sin afsked fra bladet for at skrive historien om journalisten Ole Jastrau, hvis navn ikke tilfældigt lyder af jazz. Ligesom Valdemar Rasmussen har den 34-årige Jastrau arbejdet sig op fra en underklassebarndom. Som ung lyrikdebutant var han en hedspore, men boganmelder-arbejdet ved „Dagbladet“ (læs: Politiken) har givet ham afsmag for alle de letkøbte meninger, der flyder rundt på det kulturelle marked, og som årene er gået, han har fået et mere reserveret forhold til sin ungdoms radikale politiske anskuelser. Følelsesmæssigt er han bundet til mindet om sin afdøde mor og føler skam ved at have forrådt sin proletariske herkomst.

Forræderi-temaet anslås allerede i romanens begyndelse, hvor Jastrau giver en tigger penge „for at faa lov til at vende Ryggen til“. Men Hærværk handler bl.a. om det fortrængtes genkomst. Fortiden antager skikkelse af to ungdomsbekendte, kommunisten Sanders og digteren Steffensen, der dukker op i hans lejlighed på flugt fra politiet. De optræder provokerende og brutalt og pirker til hans skyldfølelse ved at minde ham om hans ungdoms forrådte idealer, både de politiske og de kunstneriske. Jastraus ægteskab går i opløsning, da konen Johanne forlader ham til fordel for en kollega på avisen. Jastrau siger sin stilling op og indskiber sig i det hærværksprojekt, der har givet romanen titel. „Jeg tror kun paa Forandring“, erklærer han målbevidst. Han sætter sig for at gå i hundene for at genfinde den sjæl, han har mistet. Selvdestruktionen frister ved at rumme en særlig løftelse, en vitalistisk længsel efter et råt og oprindeligt liv hinsides al borgerlig velanstændighed. Til denne omvending af alle værdier knytter sig en uendelighedsfølelse i slægt med religionens. Byens barer forvandles til templer, de prostituerede til præstinder, og Jastrau ser sig selv som en Jesus mellem skøgerne.

På sin dødsrute gennem Københavns natlige forlystelsesliv søger han meningen i det tabubelagte og foragtede: i jazzens „Naturlyd“, i alkoholens opløsning af civilisationens kunstige omgangsformer, i den illegitime seksualitet. Han kommer i selskab med drankere som „den evige Kjær“, der troner i Bar des Artistes, journalisternes foretrukne vandingssted, og som med sin forsumpede person er en advarsel om, hvordan det kunne gå Jastrau selv. Han indleder forskellige erotiske forhold og ser hen til proletariatets kvinder som forløsere, men interessen viser først og fremmest, at han slæber rundt på en fortsat moderbinding og romantiserede forestillinger om underklassen. Den prostituerede „Sorte Else“ bliver for ham elskerinden og moderen i samme person. Men fra Sorte Else stammer også den kønssygdom, der – med tjenestepigen som mellemled – overføres fra den skinhellige kulturpersonlighed Stefani til hans rebelske søn Steffensen, der netop har taget sit mere proletariske navn og tillagt sig bissemanerer i et hadefuldt forsøg på at lægge afstand til faderen.

Som Valdemar Rasmussen i den foregående roman er Jastrau et menneske, som besættes af ønsket om at blive en anden, men også her skuffes ønsket. Frigørelsesforsøget, der undervejs omfatter en hurtigt opstået og lige så hurtigt opgivet flirt med katolicismen, fører til en gentagelse af de samme mønstre i en slet uendelighed. Masker krænges af, men bag dem kommer stadig andre masker til syne. Romanens motto – „Frygt Sjælen og dyrk den ikke, for den ligner en Last“ – bliver omsider Jastraus selverkendelse. Romanen slutter med at pege på en vej ud af selvdestruktionen og den selvoptrævling, der ender frugtesløst. Jastrau får tilbud om at rejse til Berlin og blive sekretær for en økonomiprofessor. Men om han tager imod tilbuddet eller drikker sig ihjel, forbliver uvist.

Hærværk indskriver sig i det sene 1800-tals tradition for kriseprægede udviklingsromaner. Lige så udpenslet den er i redegørelsen for de illusioner, hovedpersonen undervejs gør sig, lige så påholdende er den i formuleringen af et slutfacit. Men samtidig udsætter den traditionen for kraftig bearbejdning. Den er en roman om livet i det moderne København med dets feberhede puls, regnvåde asfalt, trafiklarm og stadige jagt efter adspredelser. Den foregår i en by, der aldrig sover. I barerne har jazzen og ventilationsanlæggenes evigt summende cikader afskaffet stilheden, lysreklamerne har afskaffet mørket, den stadige kværnen afskaffet eftertanken. Kristensen fremhæver uoverskueligheden som et kendetegn ved storbyen. Anskuelser af alle slags krydser hinanden i polyfon forvirring – men netop overopbuddet af meninger er desorienterende for den, der som Jastrau rejser spørgsmålet om meningen med det hele. Som københavnerroman adskiller den sig fra forgængere som Herman Bangs Stuk og Holger Drachmanns Forskrevet – ved ikke at foregøgle, at der eksisterer alternativer til storbyeksistensen. Der findes ikke noget fristed hinsides byen – det endelige valg står jo for Jastraus vedkommende mellem København og Berlin – og de lejlighedsvise udflugter i det grønne tjener blot til at markere, at her hører personerne ikke hjemme. Storbyen er deres biotop, deres livsvilkår. De bærer ikke på erindringer om en anderledes, „naturgroet“ tilværelse, og så lidt som i Livets Arabesk optræder der repræsentanter fra den ældre generation, der kunne minde om det, der var engang. Den forældreinstans, som forbliver et gyldigt pejlemærke i Jacob Paludans Jørgen Stein – rigtignok kun på det individuelle, ikke det samfundsmæssige plan – optræder hos Kristensen især som en skam og et traume. Traumet har vidt forskellig baggrund hos proletarbarnet Jastrau og overklassesønnen Steffensen og kalder derfor også på forskellige reaktioner, men uanset om forældregenerationen har kompromitteret sig eller blot gjort sig usynlig, har den mistet sin normgivende autoritet.

Det mindst interessante ved Hærværk var det, der vakte størst furore og fremkaldte betydelig nyfigenhed ved bogens udgivelse: at den er en nøgleroman med nærgående portrætter af en række af Kristensens kolleger på Politiken. Den skabte sin egen særlige tradition for journalistromaner, som bl.a. blev videreført af Henrik Stangerup i Slangen i brystet (1969), hvor Politiken ligeledes hedder „Dagbladet“.

Eftertiden har i højere grad interesseret sig for tidsbilledets almene træk og haft blik for romanens usædvanlige kvaliteter som prosakunstværk. Kulørerne er langtfra så grelle som i Livets Arabesk, traditionsopgøret ikke lige så frontalt; til gengæld er spektret af kunstneriske virkemidler mere omfattende. Kristensen blander træk af impressionisme, kubisme, symbolisme, ekspressionisme og realisme i en helhed, der unddrager sig entydige æstetiske rubriceringer. Hærværk er det måske vigtigste danske bidrag til fornyelsen af den europæiske roman efter Første Verdenskrig, både i sine sansninger af storbylivets kaos og i sin gengivelse af personernes bevidsthedsstrøm. Her har James Joyces Ulysses (som der undervejs direkte henvises til) været en inspiration, skønt Kristensen er langt mere tilbageholdende end Joyce i anvendelsen af 'stream of consciousness'.

Fra Ulysses henter han også ideen med at indfælde skildringen af den aktuelle tilværelse i mytiske strukturer, som er af væsentlig ældre dato. Jastrau er en Odysseus, der gæster mange steder på sin omskiftelige sejlads. Han er som nævnt en Jesus blandt skøgerne. Og han er en Dante, der bevæger sig gennem helvede og skærsild – uden at nå paradis. Indskrivningen af det aktuelle i det mytiske har som hos andre samtidige europæiske forfattere – foruden Joyce også T.S. Eliot og Thomas Mann – to funktioner, som rent logisk kan forekomme modsatrettede, men i praksis virker sammen: De viser i en nedgørende, travesterende gestus kløften mellem en heroisk fortid og en ussel nutid. Alligevel vidner de om, at de mytiske mønstre har bevaret deres gyldighed.