Et posthumt hovedværk

Under besættelsen tog Sonja Hauberg del i det illegale arbejde og knyttede forbindelse til en række politisk og socialt interesserede forfattere. Hun skrev dramaet Ebbe Skammelsøn, der med baggrund i folkevisen tolkede besættelsestiden. Stykket blev opført juni 1945. For scenografien stod hendes mand, maleren Richard Mortensen. I 1947 var hun medarrangør af en forfatterkongres i Helsingfors. Under rejsen blev flere af de danske deltagere smittet med tyfus og ved hjemkomsten indlagt på hospital. Hauberg var den eneste af dem, der ikke overlevede. Hun døde i august 47 og efterlod manuskriptet til romanen April, som formelt er et væsentligt mere udfordrende værk end de to forgængere.

April blev først offentliggjort i 1961, forsynet med et forord af vennen og forfatterkollegaen Ove Abildgaard, der var med på rejsen til Helsingfors. Han argumenterer for, at Hauberg nåede at skrive romanen færdig. Andre har været uenige, og spørgsmålet er ikke ligegyldigt: Vidner den undertiden dunkle symbolik og det fragmentariske handlingsforløb om, at værket ikke var afsluttet, eller er de udtryk for en ny og avanceret formforståelse? Det kan ikke udelukkes, at visse dele af værket var hensat til en videre bearbejdelse, som forfatteren ikke nåede, men der er næppe tvivl om, at hun ønskede at skrive et værk i et markant andet formsprog end de to første romaners symbolladede realisme.

Hovedpersonen i April er den 24-årige Jane Ulrich, der efter befrielsen føler sig deprimeret og rodløs. Barndomsvennen Palle omkom under modstandskampen, og bindingen til mindet om ham står i vejen for hendes aktuelle tilværelse. Den anden mand, hun føler sig knyttet til, er Henrik, som samtidig skræmmer hende, fordi hun ikke kan forlige sig med, at han vækker et erotisk, masochistisk farvet begær i hende.

Fortiden er opbrugt, fremtiden vil ikke begynde. I den situation siger Jane ja til at hjælpe sin kusine Gudrun, der ligger syg efter sin tredje fødsel. Det er et både psykisk og materielt udpint efterkrigs-Danmark, Jane møder i det nordsjællandske land- og sommerhusmiljø, hvor kusinen og hendes mand lever som hund og kat, men romanen udvikler sig til at blive andet og mere end kras socialrealisme.

Bemærkelsesværdige er eksperimenterne med synsvinkler, som lægger sig ind over hinanden og efterlader tvivl om, hvor grænsen går mellem hallucination og virkelighed. Eksempelvis følger vi den afdøde Palles bevidsthedsstrøm, mens han ligger døende i et beskyttelsesrum, eller rettere: Sådan tror læseren, det forholder sig, indtil det viser sig, at det er Jane, som efter hans død indlever sig i hans forestillinger. Men synsvinkelforholdene bliver endnu mere kringlede, for herefter følger et nyt hallucinatorisk forløb, der også involverer Palle, men nu som person i Janes egen drøm. Hun ser ham pludselig sidde på en beværtning. Hun ved, han er død, men alligevel er han lyslevende til stede! Nej, det er alligevel ikke ham, konstaterer hun, men bliver så alligevel overbevist om, at det er Palle.

Det er prosa uden arkimedisk punkt. Man er udleveret til Janes sansninger og føres med i de kolbøtteagtige fortolkningsskift, der ender med Janes nervøse sammenbrud. Som en ekstra manifestation af bevidsthedsplanernes glidende flertydighed henvises der til et besynderligt rosa skær, som falder ind over den mørke beværtning, hvor „Palle“ sidder. Det rosa skær synes at stamme fra en anden lyskilde og får først senere sin forklaring: Både Janes indlevelse i den døende Palles bevidsthed og den hallucinerede erindring om beværtningen finder sted, mens hun ligger ved stranden. Hendes øjne er lukkede, men sollyset trænger ind gennem øjenlågene og tinter de indre billeder.

Lige så usædvanlig er romanens symbolik, som er privat på grænsen til det utilgængelige. Jane hjemsøges af angstforestillinger knyttet til „Ansigtet“ og „Kløften“. Hertil føjer sig en tilbagevendende hallucination om en mand, der vil svøbe en grøn regnfrakke om hende med en tvetydig gestus, der på én gang er beskyttende og kvælende. Med sin paradoksale blanding af ømhed og brutalitet kan manden med regnfrakken tolkes som et udtryk for de dybt tvetydige seksuelle erfaringer, Jane har haft med Henrik, men rester af angstfyldte erindringer fra besættelsen indgår måske også i denne figur. Tilværelsen er lige så omskiftelig og mangeartet som den måned, der har givet romanen navn.

Da Jane forlod Henrik for at hjælpe sin kusine, var hun drevet af ønsket om at blive voksen. Hvad det vil sige, giver romanen ikke noget endegyldigt svar på. Som de to foregående romaner formulerer April en vision, man kan kalde regressiv – men det er en regression, der står i jegets tjeneste. Efter at have forladt sommerhuset kommer Jane til en gård. Her bor en lille familie, der modtager hende varmt og installerer hende i barneværelset. Også denne familie har lidt smertelige tab under krigen, den repræsenterer ikke nogen idyl, men det menneskeliges overlevelse. Den gamle kone, der er den centrale skikkelse på gården, har et blik, der er hvast som falkens og venligt som duens, og det er hende, der giver Jane et klaps bagi og opfordrer hende til at gå ud i verden og forsøge igen.

Det er en slutning, der kan forekomme eventyrlig, og måske læses April bedst som et – grumt – eventyr, fortalt med bevidsthed om, at sandheden er „det hele“, både falke og duer, hvast og blidt, dødsbevidsthed og livsglæde. Ud fra denne bevidsthed må et rent skønhedsdyrkende kunstsyn forkastes. Herom skriver Sonja Hauberg i et efterskrift til romanen. Hun afviser den kunst, der som „de nydeligste smaa Rococobroer“ fører hen over alle de farlige steder, og hun omtaler sit hidtidige forfatterskab som halvhjertede bestræbelser på at nå ned i bunden af kløften, og sin angst ved – med et andet naturbillede – at vove springet fra „den tredie Revle“. At besinde sig på det hele er også, både for Jane og hendes forfatter, at besinde sig på døden. Det jeg, der taler til sidst i bogen, er ikke det episke værks iscenesatte jeg, men det lyriske digts umiddelbare, og romanen slutter med disse dybt personlige afskedsord:

Jeg kan ikke tro det endnu. Det er jo kun mit Hjerte, der er stille. Hvis jeg fylder det med Rytmerne i Kornet og MarkernesDufte af Kraft, saa maa det vaagne og banke.

April blev jo først udgivet 14 år efter Sonja Haubergs død og kunne derfor ikke få nogen betydning for den tidlige danske efterkrigslitteratur, men med sin resolutte vilje til at gå til yderligheder foregriber bogen prosamodernismen. Det gælder genreblandingen med de bratte overgange mellem hverdagsrealisme og mytiske passager. Og det gælder det fragmentariske begivenhedsforløb, hvor den subjektive tidsoplevelse dominerer over den kronologiske tid. Med sit opgør med mellemkrigstidens flade rationalisme og sin eksistentielle betoning af skyld og ansvar – temaer som besættelsestiden og modstandskampen havde gjort aktuelle – er romanen et prægnant udtryk for stemninger og holdninger i den umiddelbare efterkrigstid.