Syv forspildte år

Sit gennembrud fik Hauberg med romanen Syv Aar for Lea (1944), der blev en anmelder- og publikumssucces af dimensioner. Bogen skabte debat og blev især læst som et angreb på den sorte skole i stil med Scherfigs Det forsømte Foraar. Og umiddelbart synes de to bøgers titler at pege i samme retning: Ungdommens livslyst kvæles af skolen, eller med den henvisning til Første Mosebog, der rummes i titlen på Haubergs bog: Jakob arbejdede i syv år for at vinde sin elskede Rakel, men måtte lade sig nøje med Lea.

Hauberg formulerer imidlertid en anden slags kritik af skolen end Scherfig – fordi det er en kritik af en anden slags skole. Det er ikke lærernes tyranni, hovedpersonen Ruth må døje med i de syv forspildte skoleår (fire i mellemskolen plus tre i gymnasiet), som skildres i romanens anden del, „Fata Morgana“. Skolen er langtfra så sort og sadistisk som hos Scherfig. Problemerne ligger andre steder: i en undervisning, der bestemmes af skemalægningen, ikke af det, eleverne har behov for at vide. I formidlingen af et fagligt stof, der aldrig sættes spørgsmålstegn ved. Hertil kommer den omstændighed, at Ruth som gymnasiast på den matematiske linje udsættes for en naturvidenskabelig lærdom, hun hverken har anlæg for eller interesse i.

Et frigørende perspektiv er der dog i denne erkendelse: Netop fordi hun som matematiker har været „stillet Ansigt til Ansigt med Materialismen“, er hun i trods blevet ansporet til at spørge efter meningen med det hele. Men romanens overordnede kritik går på, at skolen belønner en overfladisk tilegnelse af gold viden på bekostning af væsentlige eksistentielle spørgsmål og dermed skaber forhold mellem mennesker, der er præget af egoisme og distanceblænderi. Og dermed også af en selvtilstrækkelighed, som har politiske følgevirkninger. En ung mand giver hen imod slutningen de andre en opsang: „Nu har I puklet og puklet og været døve og blinde i 3 Aar, hvad kommer Spanien jer ved, lad dem forbløde, lad dem raadne op, hvad rager det jer, naar I bare har jeres Eksamen, jeres Snobberi, jeres Karakterer.“ Taberne er de elever, der ikke er kyniske nok eller formår at opbygge en tilpas selvsikker facade – som en af Ruths klassekammerater, der begår selvmord ved at springe ud foran et S-tog.

Skønt det var kritikken af skolen, der skabte røre i offentligheden, er Syv Aar for Lea ikke primært en debatroman om gymnasiet, men en kvindelig opvækstroman, tidens betydeligste ved siden af Tove Ditlevsens Barndommens Gade. Den formulerer helt andre sociale erfaringer end Ditlevsens roman, men er dog på visse punkter beslægtet med den. Det gælder skildringen af det frirum, som barnet opsøger og indretter hinsides forældrenes domæne og kontrol. Og det gælder det traumatiske forhold til seksualiteten. Som Lise i debutromanen er det først og fremmest omsorg og ømhed, Ruth søger i forholdet til gymnasiekæresten Erik, og hun skræmmes af hans lidenskabelighed. Seksualangsten og mangelen på symmetri i forholdet mellem kønnene genfindes som tema og anfægtelse i de tre romaner, hun nåede at skrive.

I romanens første del, „Det hvide Bjerg“, møder vi Ruth som ganske lille. Hun opfatter intuitivt forældrenes verden som præget af fortielse og forstillelse – men dog samtidig alt for ordrig. Livsfølelsen verbaliseres bort. Familien bor på det tidspunkt på landet. Ruth strejfer alene rundt i naturen og danner sig en parallelverden, hvor hun gør sig til ét med naturen og oplever den ekstase og rædsel, som er fortrængt i de voksnes verden. Der er panteistiske træk i Haubergs skildring af Ruths dybe naturforbundethed, men hendes opfattelse af barnet som det prototypisk „nøgne menneske“ er mere i slægt med surrealismen end med romantikken.

Romanen antyder, at denne naturopfattelse er kønsbestemt. Ruths storebror Svend har et anderledes praksisrettet forhold til naturen. Han er interesseret i skibe, mens Ruth samler på „unyttige“ hvide sten. Stenene foregriber med en veltilrettelagt symbolik det hvide bjerg, som Ruth finder på en vandretur i Norge. Her når hun frem til en ekstatisk indsigt i tilværelsen, men ikke til en afklaring af sit problemfyldte forhold til seksualiteten. Set i det lys ligner naturhengivelsen snarere en regression end en løsning, men naturoplevelsen er momentan, og romanen afstår fra at formulere et afklaret slutfacit. Den beskæftiger sig med de smertelige og næsten umulige vilkår for kvindelig identitetsdannelse i en verden, der defineres af mandlige værdier og indskrænkede forestillinger om, hvad der gælder for sand erkendelse.

Barndomsskildringen i første del danner den baggrund, der motiverer romanens kritik af skolen. Skolegangen er en transformationsproces, der forvandler barnets spontane sans for tilværelsens mysterium til den voksnes blaserte bedreviden, der kvæler mysteriet i ord og gør de unge til hinandens nidkære vogtere. At gå i skole er for en menneskelig betragtning ensbetydende med at blive dummere, men klarsynet på det hvide bjerg antyder dog, hvad skolen også kunne være: et sted, hvor børnene ikke konfronteres med færdigpakkede sandheder, men kan bringes til at fornemme den åbenhed og undren, der endnu kendetegnede videnskaberne i deres tilblivelsesfase, inden indsigterne størknede og blev til dogmatik og udenadslære.