Erotisk idyl i en højspændt tid. Jens August Schade og veninde ved restauranten Nyhavn 17 sommeren 1943. Schade kendte alle den indre bys listige steder, men var i højere grad den kosmiske livsfølelses besynger end egentlig værtshuspoet. Den rolle indtog den jævnaldrende Sigfred Pedersen (1903-67), hvis viser om Katinka og Søren Bramfri blev folkeeje.

.

Jeg ser mig selv i Spejlet - staa frem som Danmarks Digter / med Sjæleliv og Hatten i min Haand / og sælge mine Varer som en forfinet Købmand - / og sige: Her er prima Vers med Aand. // - Berømt skal dette blive, som Danmarks Lov blev skrevet / og sat paa store Hylder i en Krog / og dænget til med Tiden af gammelt Støv og Mug - / og skyder nye Skud i denne Bog. // Køb derfor disse Linier - Du, som dog elsker Danmark, / den lille Modersplet paa Jordens Kind - / og sæt Dig i din Stol, naar Du en Dag faar Tid / og lul Dig med min Bog i Landet ind. // Fra Forfatterens Forord til Sjov i Danmark (1928).

.

Jens August Schade (1903-78) videreførte den panerotiske tendens i dansk lyrik. Som ganske ung overtog han stafetten fra Sophus Claussen og Thøger Larsen (i hvis tidsskrift Atlantis han debuterede), og mange år efter rakte han den videre til Benny Andersen, Jørgen Sonne og Klaus Rifbjerg.

Schades debutsamling den levende violin (1926) bar med rette undertitlen „aandelige sange og sanselige“. Der er fri omsættelighed mellem kødeligt begær og kosmiske energier i Schades univers. Lysten løftes op i en himmelsk sfære. Det er den samme livsgnist, der funker i underlivet og universet. Så kortfattet kan sammenhængen formuleres, i „smilet“ fra debutsamlingen:

men alle er vipaa vej mod solenmin pige føleren ild bag kjolen

Samstemtheden mellem universets evige rytmer og erotikkens øjeblik er et hovedmotiv i forfatterskabet. Med gennembrudssamlingen HjerteBogen fra 1930 fik det mere overdådige udtryk, men livssynet forblev det samme. Schade var altid parat til at finde „en Kvindemunds skælvende Sjæl / spejlet i Jordbuens Glød“. Også digteren selv er i overensstemmelse med kosmos. Frem til sine sidste digte i samlingen Overjordisk fra 1973, finder Schade stadig nye billeder på samstemtheden mellem kosmos og menneske. Livet er en stortromme, men det bulder, som trommeslageren laver, er et ekko af himlens torden.

Der udveksles mange oceaniske kys gennem alle digtsamlingerne. Forfatteren kysser selv på sin blyant og lader „usigelige Strømme af Hetærer“ passere revy i et Danmark fyldt med værtshuse, sovekamre og aftenblæst i gardiner. Ordene dansk og Danmark optræder så ofte i forfatterskabet, at man må kalde Schade en nationalsindet forfatter, men det Danmark, der er genstand for hans hyldest, er ikke højskolesangbogens, det er letsindets mirakuløse lilleputland. Den formindskelse af virkelighedens størrelsesforhold, der er et af hans virkemidler, peger tilbage mod 1800-tallets biedermeier-digtning, men hos Schade bruges det bl.a. til at idyllisere de sanseligt-erotiske områder af tilværelsen, der engang var dæmoniske eller unævnelige. Overraskende perspektivvridninger, forstørrelser og skalareduktioner optræder overalt. Han lader redningsbåde sejle rundt i gadernes skinnende pytter samtidig med, at mægtige storme tuder i tændstikæsker.

Ligesom Soya blev Schade af samtiden opfattet som frivol forfatter. Han levede en bohemetilværelse med uafladeligt skiftende „muser“, hvilket gav næring til københavnersladderen og skabte legender om hans person. Som andre pionerer risikerede han at sejre sig ihjel, efterhånden som hans frisindede holdninger vandt udbredelse. At Schade undgik forældelsen hænger sammen med, at hans ærinde hverken var belæringen eller den udpenslede skildring af elskovsakten. Hans elskende pars sanseberusende flugt gennem himmelrummet kan minde om Chagalls malerier. „Foraar i Bøgeskoven“ fra samlingen Kærlighed og Kildevand (1936) viser en digterisk behandling af det erotiske, hvor artisteriet træder i stedet for den direkte benævnelse. Digtets brug af den lange, dvælende tillægsform er karakteristisk for hans sproglige raffinement; kærlighedsudøvelsen er snarere en tilstand end en aktivitet:

Engle og Djævle i samme Person ligger straktekyssende hverandre og smygende sig ind til hinanden,plukkende Blomster og stikkende dem ind i hverandressolrøde Munde i Foraarsaftenens Dyb.

Den boheme-prægede holdning til tilværelsen viser sig også i andre former for uborgerlig adfærd end dem, der har med det seksuelle at gøre. Det gælder den lille genistreg „Københavnerliv“ fra Hjerte-Bogen:

Jeg har hørt, at Linie 14gaar mod Nord en tidlig Morgen,jeg har ikke set det selv.Jeg er staaet op for sentmit hele Liv.

Det er livskunstneren og det kroniske B-menneske, der her taler, blomsterbarnet, som med en blanding af vemod og flabethed konstaterer, at han befinder sig på uovervindelig afstand af sine medborgeres dagligdag. Det kunne have været sjovt at gøre sporvognsturen med, men sådan skulle det altså ikke være, når man – som Schade senere skriver – tilhører klassen af forbrydere i en travl verden.

Tilværelsen anskues fra outsiderens skæve vinkler. Verden mister sine vante proportioner og konturer, når han i „Kan du høre solen stå op?“ fra Schades højsang (1958) gør sig til ét med spætten og ser alt fra dens omvendte perspektiv, så kirketårnets spir peger nedad og biler kravler som fluer under loftet. Men selviscenesættelsen kan også være særdeles direkte. I „Auguststjerner“ fra Kærlighed og Kildevand er oplevelsens centrum forfatteren selv. Han gør det private kosmisk ved at lade sine egne navne danne henholdsvis anslag og kulmination:

Auguststjerner skyder smaa Pile udfra Himlens Bue, som skød nu Gudmed Flitsbuestreng gennem grønne Bladeet pragtfuldt fløjtende Digt af Schade.

„Sne“ fra Kællingedigte (1944) åbner sig for et hverdagsunder, som kun tilsyneladende er mere banalt. Jeg'et udtrykker sin overstadige glæde ved sneens komme, men gør det i en tæt stime af klicheer. Det er ikke til at afgøre, om det er jeg'ets egen rundtossede salighed, der serveres med et anstrøg af selvironi, eller om digteren gør sig til organ for præcist aflyttede almindeligheder, mennesker udveksler indbyrdes. Under alle omstændigheder er digtet et humoristisk stykke minimalisme. Ved at fremhæve banalitetens mirakel og gøre det med underdrejet, sprogbevidst humor peger digtet frem mod Halfdan Rasmussen og Benny Andersen:

Jeg har hele tiden haabet paa Sne,det er dog sjovt, at den kom.Ja, nu ligger den der –se, hvor hvid den er,jeg er saftsusemig glad for den,jeg har jo hele tiden nok tænkt, at den ville komme.

Og saa ligger den der lige med ét –det er dog sjovt, at den saadan kommer,uden at man gør noget som helst for det,jeg har ikke halet den ud af Luften,den er kommet saadan af sig selv.

Underdrivelsen og motivformindskelsen er lige så karakteristiske for Schades poetiske teknik som besyngelsen af verdensaltet. I „Odysseen“ er hovedpersonen på rejse mod hovedstaden: „MAN SER et lille Futtog blandt Stikkelsbær og Ribs,/ nu rejser Sjov igennem Danmarks Rige!“. Digtet indgår i Sjov i Danmark (1928), en slags selvbiografisk dannelsesroman på vers. Her følger vi den lille Sjov, der vokser op i provinsbyen „Skæve“ (virkelighedens Skive), udsættes for skoletidens ubehageligheder i „Skoleborg“ (Viborg med katedralskolen), for så at blive pint med endnu mere utilgængelige lærdomme i København (her refererer Schade til sine kortvarige studier i nationaløkonomi ved universitetet). Sjov kommer så langt ud, at han går i selvmordstanker – men selv om man er født i Skæve, kan man rette sig, og til slut genfinder han sin barnesjæl, sit navns rette mening og sine erotiske ben i Café Ekstasen. Sjov i Danmark skriver sig ind i en tradition for satirisk behandling af det snobbede og søvnige provinsliv, men tonefaldet er afdæmpet og sørgmuntert i redegørelsen for, hvad der sker – og især ikke sker – i Skæve:

Så gaar vi os en lille Tur i Blæsten,man skal jo vise lidt sit gode Tøjog hilse paa sin Nabo, og Borgmestren,og føle sig. – Dér var en Fugl, der fløj.

Schade kan på få verselinjer hoppe fra solens atomeksplosioner og lige lukt ned i „Bluser imellem Bryster / hos fornemme Piger og Kvinder“. Hans digte veksler i en håndevending mellem stort og småt. Kaosteoriens tale om, at en sommerfuglevinges sitren kan forårsage voldsomme storme andetsteds på kloden, ville være visdom efter hans hjerte.

Som panerotiker står Schade i en gammel tradition, men som versemager kendte han også til nyere tendenser. Han var fortrolig med Baudelaire, Sophus Claussen og 1920'ernes ekspressionister, og der er et anstrøg af surrealisme i hans vision af instinkternes underste, kollektive land hinsides civilisationens hæmninger – på dette punkt, men ikke på ret mange andre, kan han minde om Gustaf Munch-Petersen. Men trods disse modernistiske træk var og blev Schade monist. Modernismens splittelseserfaring var ham lige så fremmed som kristendommens syndsbevidsthed, og det erotiske lyssyn rakte gennem hele forfatterskabet. I „Konkyliens Sang“ fra Kællingedigte fremlægger han sin egen surrealisme à la Schade, en surrealisme uden politiske overtoner, eller dagsaktuelle – man mærker intet til, at digtet er skrevet under besættelsen:

Skønne og skyldfrier Skabningerne,som en rød Traadslynger Floden sigfra Skød til Skød,fra Slægt til Slægt, gennem Livets Landtil Evighedens Hav –

Helt så let og flagrende er stemningen ikke altid. Der er en ram erotik i suiten „Kællingedigte“ fra samlingen af dette navn. Her spiller Schade med hestebrune fingre på et hølyst instrument og betror sin elskede, at hans Pegasus søger sin føde i en „hestepære-duftende Stald“. Og i „En ussel Skabning“ fra samlingen Jordens Ansigt (1932) fører tømmermænd til voldsomme selvanklager. Digtets jeg er en lort, som Vorherre har fået på skoen og nu tørrer af i græsset. Lige så mismodigt er anslaget i „Morgenstemning“ fra samme samling, men selv her dæmpes tragedien af de bevidst dilettantiske rim med humoristisk effekt. Vist er tømmermænd ubehagelige, men hos Schade er de ikke af moralsk art, og medfører trods alt ikke verdens undergang:

Graa hviler Dæmringen over mit Pissoir,i Gaarden fejler en ung Dame nogetog kaster ud af Vinduet op i Vejret, der er lidt taaget,– Januarmaanen skinner paa det, der er lidt broget.

I forfatterskabets helhed fylder spleen-oplevelserne ikke nær så meget som livsberuselsen. Med sine lovsange over kroppens og instinkternes fri udfoldelse var Schade i slægt med mellemkrigstidens animalisme, men der er ingen brovtende mandighed i hans digte, og han havde hverken sympati eller anlæg for at skilte med en virilitet, der udfolder sig uden for soveværelset. Det, han besang gennem hele det lyriske forfatterskab, var kærligheden som en formidabel, mirakuløs naturkraft.

Sjov i Danmark er det nærmeste, man kommer til et Schade-værk, der kan opvise et nogenlunde gedigent handlingsforløb. Inspirationen bag hans romaner og skuespil er grundlæggende lyrisk. De er episodiske, associative og forsynder sig mod de fleste regler om, hvorledes man opbygger et plot og tegner en karakter. Med velvilje kan de betragtes som grænseoverskridende genreeksperimenter. Mere nøgternt vurderet viser de en lyriker uden for sit rette element, for Schade har ikke noget på hjerte, som han ikke allerede har formuleret med større koncentration i sine digte.

Mens dramatikken – der bl.a. omfattede en aktualisering af historien om Marsk Stig (1934) – stort set har været upåagtet, vakte romanen Mennesker mødes og sød Musik opstaar i Hjertet (1944) et vist røre, som både blandt tilhængere og modstandere snarere var moralsk end kunstnerisk motiveret. Allerede titlen viser, hvad det hele handler om: søde elskovsmøder i tilfældig orden og tilfældigt tal. Lige så kringlet og forvirret handlingen er, lige så enkelt og ligefremt er budskabet. Med flere ord, end han plejer at bruge, fortæller Schade os, at den frie, kosmiske kærlighed er en velsignelse, den borgerlige seksualmoral en forbandelse. Det var et budskab med appel i det tidlige ungdomsoprørs dage, og instruktøren Henning Carlsen filmatiserede romanen i 1967 på basis af sit eget og Poul Borums manuskript. Desværre bekræftede filmen ikke en udbredt antagelse: at dårlige romanforlæg resulterer i gode film.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Jens August Schade.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig