Tingenes sagte og svævende stemmer - Paul la Cour

Udgivelsen af Paul la Cours poetik Fragmenter af en Dagbog i Hereticas første nummer fra 1948 var et klart varsel om, at en klimaforandring var undervejs i dansk litteratur. Da fragmenterne senere på året blev samlet og udgivet i bogform, erklærede kritikeren Jens Kruuse i en kronik i Jyllands-Posten, at „De „Fragmenter af en Dagbog“, der i Udtog kom frem i „Heretica“s første Nummer (…) er saa væsentlige og saa betydningsfulde, at man maaske en gang vil datere en ny Epoke, stor eller lille, med det 1948, der staar paa Omslaget“. Ordene var store, men de har holdt stik. Bogen kom til at gøre epoke ved i dansk litteratur at genindføre traditionen for, at digtere på baggrund af egne erfaringer udgiver eksplicitte refleksioner over digtningens væsen. Det er denne tradition, som Per Højholt, Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen har fulgt op på med deres senere poetikker, som Fragmenter af en Dagbog i flere henseender har været retningsgivende for. Det var et led i Heretica-gruppens bestræbelse på at højne digtningens betydning, at dens principper nu – i modsætning til de foregående årtier – skulle gøres til genstand for offentlig diskussion på et højt teoretisk niveau. Med Fragmenter af en Dagbog ydede la Cour et anseligt bidrag til dette projekt. Da han troppede op ved et redaktionsmøde og fremlagde fragmenterne, var det for de nystartede heretikere nærmest som at få et program foræret. I selvbiografien Romance for valdhorn fra 1972 fortæller Ole Wivel, at redaktionen sad „nærmest lamslået“ over at høre „så præcis en formulering af vort tidsskrifts anliggende“.

Det var således en poetik, der ramte plet, men den ramte også flere ømme punkter i samarbejdet omkring Heretica. Der var nemlig mere på færde i Fragmenterne end i den lokale litteraturhistoriske situation, som Heretica orienterede sig polemisk i forhold til. Poetikken var la Cours poetiske gennembrud, men den var også kulminationen på et forfatterskab, der var næsten lige så gammelt som medarbejderne ved Heretica. Faktisk debuterede Paul la Cour (1902-56) kun to år senere end Tom Kristensen med digtsamlingen Dagens Alter (1922), som han senere strøg af forfatterskabet. Han blev født på gården Søgaard i Rislev ved Næstved, som faderen, skribenten Jørgen carl Barfoed Dornonville de la Cour, måtte afstå året efter. Igennem hele barndommen flyttede familien fra sted til sted med den økonomiske ruin i hælene: „Vi var Nomader, altid paa Vandring“, konstaterede la Cour i et tilbageblik i Solhøjde (1959). Han gik på Øregård Gymnasium, men tog ingen studentereksamen og stod efterfølgende i lære, først i landvæsenet og senere hos en boghandler i Rønne, hvor han begyndte både at skrive og male. Året efter debuten drog han til Frankrig og blev der i syv år, hvor han vagabonderede og for en tid arbejdede som filmarkitekt for den danske instruktør Carl Th. Dreyer på produktionen af stumfilmsklassikeren La Passion de Jeanne d'Arc (1928, Jeanne d'Arcs Lidelse og Død). Desuden sendte han tre digtsamlinger og en roman hjem til udgivelse i Danmark og fungerede som litteraturanmelder ved Sind og Samfund (1928-30).

Da han vendte tilbage i 1930, videreførte han denne anmeldervirksomhed og etablerede sig i skyggen af Tom Kristensen som en af årtiets toneangivende kritikere, samtidig med at han udsendte digtsamlinger, kunstmononografier og romanen Kramer bryder op (1935). Digtsamlingerne Levende Vande (1946) og Mellem Bark og Ved (1950) blev vel modtaget, men den største succes fik la Cour med Fragmenter af en Dagbog (1948), som placerede ham centralt i samtidens lyrik, samtidig med at den samlede op på godt tre årtiers erfaringer med at skrive digte.