Vagabonderne

I mellemkrigstiden voksede interessen for en ny forfattertype: autodidakten. Før forfatterskolernes og creative writing-kursernes æra var de fleste forfattere selvlærte, men autodidakten var det i den radikale forstand, at han ikke havde modtaget sin kulturelle og litterære dannelse i dåbsgave, men selv måtte kæmpe for at tilegne sig den langt fra de autoriserede lærdomsinstitutioner. Autodidakten var ofte vidtberejst og havde prøvet lidt af hvert. Han var den sociale outsider, der gennem en omflakkende tilværelse til lands eller til søs havde lært den store verden at kende nedefra og i sine bøger berettede om, hvad det ville sige at tilhøre samfundets udstødte, krapylet.

Fortroligheden med den moderne tilværelses skyggesider finder man hos udenlandske forfattere som den polsk-engelske Joseph Conrad, der efter mange år i den britiske handelsflåde skrev Lord Jim (1900), der på dansk kom til at hedde Forlis, om tilværelsen til søs og om den hensynsløshed og egoisme, som dette liv fremmer. Amerikaneren Jack London havde prøvet at være østerspirat, fabriksarbejder, sømand og guldgraver. Han skrev om det barske guldgraverliv, og drenge i alle aldre slugte hans beretninger om ulvehunden i vildnisset, om storbyernes slum og – i Ulf Larsen (1904) – om en tyrannisk, men fascinerende skibskaptajn. I Danmark stod mange til søs i læselampens skær sammen med Jack London eller med den kække Peder Most fra Svendborg, som Walter Christmas (1861-1924) skrev en romanserie om i århundredets begyndelse.

Der var noget umiddelbart medrivende i skildringen af de oceangående fragtskibes mandfolkeverden, men perspektivet var ofte mere generelt: skibet dannede et mikrokosmos, som afspejlede det klassedelte samfund. Også i Skandinavien udkom romaner og noveller, der blev skrevet på baggrund af forfatterens egne erfaringer med tilværelsen på de store have, anskuet fra en position nederst i skibets hierarki. Den 22-årige nordmand Nordahl Griegs debutroman Skibet går videre (1924) handlede om hans oplevelser som letmatros. Bogen vakte opmærksomhed med sin skildring af miserable forhold om bord. Grieg fortalte åbent om rå seksualitet, der udfoldede sig, når skibet kom i havn, og om kønssygdommenes svøbe.

Også Aksel Sandemose (1899-1965) fra Nykøbing Mors – byen, han udødeliggjorde som Jante i gennembrudsromanen En flyktning krysser sitt spor (1933, da. 1938) – havde fristet en omskiftelig tilværelse, bl.a. som gartner, kolportør, kontorist og sømand, inden han debuterede med Fortællinger fra Labrador (1923). Sandemoses danske forfatterskab, der i alt tæller seks værker, er endnu præget af traditionel realisme. De foregår blandt sømænd på Nordatlanten og skandinaviske immigranter på de canadiske prærier. Her skildres mennesker i ekstreme situationer. Der opstår sprækker i civilisationens overflade, og gennem dem kigger det nøgne, dyriske menneske frem. En repræsentant for dette figurgalleri er den ærkenordiske nybygger Rasmus Dansker fra romanen Ross Dane (1928). Det var en mennesketype og et stof, Sandemose ofte vendte tilbage til og med inspiration fra psykoanalysen fandt stadig mere subtile betydninger i, efter at han havde bosat sig i Norge og fra 1931 kun skrev på norsk. En flyktning krysser sitt spor var en af periodens betydeligste proletarromaner, men med sin skildring af, hvorledes de underkuede bidrager til deres egen undertrykkelse, er den blottet for de visioner om kollektivitet og solidaritet, der ofte forbindes med 30'erne.

Tidens litteratur var også rig på landevejsriddere og forhutlede storbyeksistenser, skildret af forfattere, der selv havde prøvet, hvad det ville sige at føle sult og overnatte under stjernerne. Amerikaneren John Steinbeck havde i en periode levet som landarbejder og malersvend, da han i 1930'erne skrev om dagdrivere, der har meldt sig ud af samfundet, og i Vredens druer (1939) om ludfattige landmænd, der flygter fra Oklahomas tørke og økonomisk krise til Californien. Det sociale engagement og sympatien med de nødstedte delte Steinbeck med englænderen George Orwell, der havde været politimand i Burma, en usædvanlig – men for perioden alligevel karakteristisk – baggrund for en forfatterkarriere. Orwell valgte frivilligt at gå i hundene for ved selvsyn at kunne skildre pjalteproletariatets liv i storbyerne. Sine oplevelser fortalte han om i bogen Elendighedens London og Paris (1933).

Også i dansk litteratur blev den autodidakte forfatter en vigtig stemme, forfatteren med en fortid som landstryger, der ernærer sig af tilfældigt arbejde, undertiden på kanten af loven. Nis Petersen (1897-1943) flygtede fra et indremissionsk miljø i barndomsbyen Herning, hvor han voksede op hos sin mormor. I 1920'erne levede han en boheme- og vagabondtilværelse med spiritus og kvinder. Den tidligt forældreløse Mogens Klitgaard (1906-45) levede, allerede fra han var 16 år gammel, en omflakkende tilværelse, der førte ham gennem store dele af Europa. Det barske liv mærkede både Nis Petersen og Mogens Klitgaard og bidrog til deres tidlige død.

Der er store forskelle på Aksel Sandemoses, Nis Petersens og Mogens Klitgaards forfatterskaber, men de præges af en viden om, hvorledes tilværelsen arter sig blandt de små og udstødte. Omstrejfertilværelsen danner klangbunden, også når de skrev om andre slags mennesker end vagabonder. De bidrog til at udvide litteraturens virkelighedsbillede og videreføre den realistiske tradition, som for Sandemoses vedkommende dog blev afløst af mere eksperimenterende fremstillingsformer i forfatterskabets norske fase.

Deres realisme var af en anden art end den, man finder i en del af 1930'ernes arbejderlitteratur, med et skeptisk forhold til idealer som kollektivitet og solidaritet. Handlingen fremlægges ofte gennem en meget synlig fortæller, der giver sin mening til kende og krydrer beretningen med ramsaltede anekdoter. Sproget bærer præg af, at forfatteren er vant til at færdes i folkelige miljøer, hvor kunsten at fortælle skrøner og spinde en ende er veludviklet.

Således suppleres virkelighedsskildringen med frit fabulerende træk, og forfatteren sætter sig selv i scene på en måde, som kan føre til selvmytologisering. Det gælder frem for nogen Sandemose. Gennem hele sin forfatterkarriere legede han kispus med sine læsere, som han efterlod i pirrende uvished om, hvorvidt han i sine unge dage faktisk havde dræbt en mand i Misery Harbour. Og for Nis Petersens vedkommende har eftertiden kunnet konstatere, at han elskede at sætte trumf på, når han fortalte om sine oplevelser som vagabond, mens Mogens Klitgaard aldrig faldt for fristelsen til at fremstille landstrygertilværelsen som glamourøs.