Med bøgerne om sine syv Thuleekspeditioner blev Knud Rasmussen en folkekær forfatter og højt respekteret forsker. Også politisk kom han til at spille en vigtig rolle, da han med sit indlæg ved Den Internationale Domstol i Haag bidrog til, at domstolen anerkendte Danmarks overhøjhed over hele Grønland. Billedet stammer sandsynligvis fra en rejse til Alaska.

.

Vagabondforfatteren – og i det hele taget forfatteren uden eksamenspapirer, men udlært i livets hårde skole, blev en repræsentativ skikkelse i 1930'erne. Læserne tørstede efter virkelighedsskildringer, men også efter eksotiske fortællinger, der for en stund kunne få krisens monotone hverdag til at fortone sig. Vagabonden forenede i sin skikkelse det virkelighedsnære, det filosoferende og det eksotiske, som også Storm P.s talløse tegnede vagabonder gjorde det. Der stod glans omkring forfattere, som havde prøvet tilværelsen som tallerkenvaskere, løsarbejdere, udskud, eller – fra et mere privilegeret perspektiv – fortalte om en fortid som ejer af en underskudsgivende afrikansk kaffeplantage!

Hvor aparte Karen Blixen end kunne forekomme i 1930'ernes litterære sammenhæng, så fascinerede hendes skæbne dog af nogle af de samme grunde. Her var en aristokratisk, men også absolut uborgerlig story-teller, som i et brev fra Afrika i 1928 havde bragt proletariatet sin hyldest: „Hvis jeg ikke kan være med Aristokratiet eller Intelligentsiaen, maa jeg ned i Proletariatet eller de herude dertil svarende Natives, thi med Middelklassen kan jeg ikke leve.“ Blixen havde med sjæl og krop involveret sig i en fjern og dragende virkelighed. Som en anden af tidens beundrede skikkelser, polarforskeren Knud Rasmussen (1879-1933), havde gjort det under koldere himmelstrøg, på rejser i Grønland og arktisk Nordamerika. Rasmussen nåede et stort publikum med sine dagbøger, samlinger af grønlandske myter og rejseberetningen Den store Slæderejse (1932).

Også forfattere i anden række opfyldte dette behov. Knud Andersen (1890-1980) skrev skumpiskede romaner, digte og rejsebeskrivelser på baggrund af et langt livs oplevelser som skipper på sejlskibene „Monsunen“ og „Kap Horn“. Den ligeledes glemte Cai Schaffalitzky de Muckadell (1877-1972), som var uddannet søofficer, skrev ungdomsbøger om Søkadet Flink, Søløjtnant Erik Viking og i besættelsesåret 1940 om alle raske drenges foretrukne søhelt: Peter Willemoes. Behovet for skrøner, beretninger fra de store have og frostknagende polarekspeditioner var umætteligt i 1930'erne og i de efterfølgende besættelsesår med deres stærkt begrænsede bevægelsesfrihed.

Men behovet var ikke bundet til denne tid. Et halvt hundrede år senere blev det opfyldt af den jordomsejlende skipper Troels Kløvedal, af Jørn Riels række af skrøner med grønlandsk motiv, af Jan Stages reportager fra verdens skiftende slagmarker – men dog især af fjernsynet med dets virkningsfuldt formidlede illusion af selvsyn.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Fortællinger fra den vide verden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig