I Daniel Defoes berømte roman fra 1719 fører Fredags fodspor den snusfornuftige og selvdisciplinerede Robinson Crusoe ud i en usikker verden af drømme og fantasier. Det nye kulturtidsskrift Fredag bragte som sin første forsideillustration et billede af Nina Sten-Knudsen, hvor en tvetydig skikkelse – er det en mand eller en kvinde, en indfødt fra Australien eller Afrika – med tøvende skridt bevæger sig ud i vildnisset.

.

Tidsskriftet Fredags redaktion May Schack, Jørgen Flindt Pedersen, Jørgen Chr. Hansen og Carsten Jensen hyldede dog både oplysning og ovenlys. Fotografi fra 1985.

.

I 1960 påbegyndte Gyldendal udgivelsen af et firebindsværk med dansk lyrik. Hans Magnus Enzensberger læste det og måtte konstatere, at det stod skralt til med fornyelsen. I 1963 skrev han til det tyske tidsskrift Akzente essayet „Gulliver in Kopenhagen“, hvor han konstaterede, at i den danske hovedstad blev eventuelle lyriske giganter holdt grundigt nede af lilleputter og havedværge. Danmark var offer for den sociologiske lov om kulturel forsinkelse, og litterært viste denne forsinkelse sig ved, at en fin historisk meldug lagde sig hen over de fleste af de digte, der var skrevet af danske digtere i 1900-tallet. Ganske vist nød Danmark godt af en konsensussøgende kultur, hvor en „borgerlig socialisme“ beherskede det offentlige liv, men æstetisk forsinkede alle kompromiserne konfrontationen med den aktuelle virkelighed:

Ironien bliver indladende, melankolien dekorativ, opmærksomheden overfor detaljen spidsborgerlig, dannelsen flov, engagementet for civilisationen udelukkende til at leve og lade leve, idyllen til kitsch.

Ifølge Enzensberger var det først Anden Verdenskrig og besættelsen, der fik danskerne til tøvende at famle sig ind i det tyvende århundrede – han nævner Ole Sarvig, Thorkild Bjørnvig og Ole Wivel – og det var først Rifbjerg og hans generation, der for alvor sprængte de bånd, der holdt Gulliver fastspændt til livet i Lidenlund: „Fra at være et underudviklet land i poesiens verden er Danmark blevet en af dens mest levende provinser.“

Enzensberger karakteriserer Vindrosen som et af Europas bedste og mest aktuelle tidsskrifter, og omkring Vindrosen tegnede sig nu et mønster, hvor linjerne i dansk litteratur løb sammen med linjerne i den internationale litteratur. Det begyndte nogenlunde på slaget 1960, hvor den introverte linje i 1950'ernes litteratur afløses af en ekstrovert, konfrontationssøgende linje. Inspireret af bl.a. Ezra Pound og Pablo Neruda intonerede Ivan Malinowski således en digtning, som videde horisonten ud over præstegårdens have, helt derud hvor alting kun består af sine yderpunkter, „hvor ingenting følgelig består“, som han formulerede det i digtet „Disjecta membra“. Fra den østeuropæiske litteratur modtog slavisten Jess Ørnsbo impulser til sit lyriske stormløb mod bureaukrati og borgerlighed. Og Rifbjerg vaskede tavlen ren med Konfrontation (1960) – men var også rummelig nok til at holde en nostalgisk åre flydende. Selv har han peget på, at hans „lokale“ Amagerdigte (1965), med hyldesten til Amagerbrogade som hjertefloden, er skrevet af samme tidsånd, som inspirerede The Beatles til „Strawberry Fields Forever“.

I Vindrosen i 1960'erne var der stadig langt mellem forfatterbidrag fra lande uden for Europa og USA, men i 1966 introduceredes Frantz Fanons Fordømte her på Jorden, der var kommet på fransk i 1961. Her mødte der den danske læser et uhørt aggressivt budskab. I sin introduktion skrev Johannes Glavind, at Fanon „benytter et rædselsfuldt sprog, vælger de mest følelsesladede billeder og de skrappeste ord fra gaden for at udtrykke fornedrelsen og rædslen.“ I en anmeldelse i Politiken skrev Rifbjerg mere indforstået, at Fanons bog, som måske er kolonilandenes vigtigste kampskrift, fremlægger sine synspunkter „med nærmest poetisk raseri og isglødende saglighed.“ Den verbale vold var tilsigtet. Ifølge Fanon var den et redskab for de koloniserede, som kolonisternes retorik har reduceret til krybende, stinkende dyr. Når skøntalende humanister taler om den vestlige kultur, trækker den koloniserede sin hugkniv, og „i nøjagtig samme øjeblik han opdager sin menneskelighed, begynder han at pudse sine våben.“ Volden bliver et ritual, der tillader en ny menneskelighed at triumfere.

„Europa springer læk overalt“, skrev Sartre i forordet til dette manifest for en antikolonialistisk kultur, og mens Europa sprang læk og ikke længere selvfølgeligt kunne bestemme kursen for den internationale udvikling, dannede de mere eller mindre forhenværende kolonier nye brændpunkter: Algier, Congo, Cuba, Vietnam. Også litterært begyndte forfattere fra Latinamerika, Afrika, Asien at melde deres ankomst, bl.a. i Vindrosen. Inden tiåret var slut, kunne den danske læser gøre sig bekendt med forfattere som argentineren Jorge Luis Borges, cubaneren Alejo Carpentier, chileneren Pablo Neruda, nigerianeren Chinua Achebe. I 1970'erne førte protesterne mod Vietnam-krigen og mod militærdiktaturerne i Sydamerika til en stærk antiimperialistisk bevægelse, og engagementet forplantede sig til litteraturen, hvor bl.a. guatemalaneren Miguel Ángel Asturias blev flittigt oversat. I 1980'erne meldte titlen på det nye litterære tidsskrift Fredag, at det havde valgt side i kampen mellem kolonister og koloniserede.

Den tredje verdens forfattere var på en helt ny måde blevet synlige, og samtidig begyndte forfattere fra Vesten – som Sartre – i stigende grad at skrive på en anfægtelse over modsætningen mellem den rige verden og den fattige verden. Det nye massemedium, fjernsynet, bragte den tredje verdens lidelser ind i dagligstuerne, og Jens Smærup Sørensen beskriver i Gøremål (1973), hvordan fjernsynsreportager fra krige som Vietnam-krigen betyder, at også seerne bliver ofre for bomberegnen. Som bomberne falder ud af bombeflyene, falder ordene ud af tv-skærmen, mens billederne svider nethinderne.

Frantz Fanon agiterede og argumenterede for en afrikansk litteratur, og siden 1960'erne er Afrika kommet på det litterære verdenskort, dels med sorte forfattere som Chinua Achebe og Ben Okri, dels med hvide sydafrikanske forfattere som Doris Lessing og J.M. Coetzee. Hos de danske forfattere, som på forskellig vis har identificeret sig med Afrika, er det dog kontinentet snarere end litteraturen, de har holdt op som spejl.

Man kan nævne Cecil Bødkers Salthandlerskens hus (1972), der bygger på hendes rejser i Etiopien, Anne Marie Ejrnæs, der i Ravnen (1983) trækker på såvel sine studier i afrikansk litteratur som sine rejser i den afrikanske virkelighed, og Michael Strunge, der i sine „urene poesier“ Nigger 1 og Nigger 2 fra 1982 og 1983 skriver, at „poesien set overalt er en stolt afrikaner.“ Janus Kodal, der har været bosat i Vestafrika, iscenesætter sig selvironisk som slaveholdende fyrste i digtsamlingen Fyrst Zibebes bekendelse (1998), og Katrine Marie Guldager, der tilbragte nogle af sine barneår i Zambia, trækker på sine erindringer i novellesamlingen Kilimanjaro (2005). En direkte inspiration fra afrikansk litteratur finder man dog kun i Arthur Krasilnikoffs Nattens rygrad (1999), hvor han med baggrund i sin årelange interesse for buskmændene i Kalahari-ørkenen har overført deres sagn, myter og moderne skæbne til romanform.

Med hensyn til Latinamerika var det ikke kun det, Peter Legård Nielsen kalder Det forheksede kontinent (1996), der lokkede forfatterne til. Det var i højeste grad også litteraturen, der lokkede. I 1982 skrev Hans-Jørgen Nielsen til tidsskriftet Kritik essayet „Episk, mytisk“, hvor han tværs over sin egen lyriske modernisme trak linjer fra „sin episke mor“ til den brede, blomstrende epik skrevet af forfattere fra den tredje verden som Gabriel García Márquez og Manuel Scorza.“ Guatemalaneren Miguel Ángel Asturias' hallucinerende prosa giver genlyd i Ib Michaels magiske realisme, brasilianerne Euclides da Cunha og Guimarães Rosa har inspireret Henrik Stangerups Vejen til Lagoa Santa (1981), og Vagn Lundbye fortæller, hvordan han selv på en grønlandsfærd hensættes til Colombia under læsning af García Márquez' Hundrede års ensomhed. Til den litterære forlokkelse må imidlertid føjes den politiske forlokkelse. Den cubanske revolution i 1959 gjorde Latinamerika til det kontinent, som op gennem 1960'erne og 1970'erne tændte op under de revolutionære drømme, ligesom Rusland i 1920'erne og 1930'erne havde fungeret som en magnet for håbet om den store samfundsomvæltning. Inge Eriksens store roman Victoria og verdensrevolutionen (1976) skriver sig direkte ind i dette mønster.

En anden ø i Det Caribiske Ocean, Haiti, kom i til at danne scene for en litterær selviscenesættelse, der afstedkom den vel skarpeste bogdebat i nyere tid. I den selvbiografiske Det uperfekte menneske (2006) erklærede den gamle modernist Jørgen Leth, at det er „min ret“ at tage kokkens teenagedatter som elskerinde, ja, tage hende bagfra med rullende kamera, og han spørger selv i bogens mest forkætrede og citerede passage, om det er „kolonialismens erotiske vision, der kommer sivende bagfra og fremkalder en dobbelteksponering af denne scene, således at man både er midt i den og kan iagttage den udefra.“

Koloniherredrømme hører dog til undtagelserne i den danske litteratur, der er skrevet siden Anden Verdenskrig, og selv om Johannes V. Jensen i „Forsvundne Skove“ (1899) brugte Østasiatisk Kompagni og Sydøstasien som afsæt for drømme om at bekræfte de raske i retten til riget, er der ingen koloniherrer in spe blandt de forfattere, som siden 1960 har hentet inspiration på disse fjerne strøg. Asien er som bekendt asiatisk i vælde, og forskellige hjørner af kontinentet har fundet hver sine fortalere. Eik Skaløe lagde en vigtig rute, da han med Steppeulvene i 1967 sang „Itsi-bitsi, tag med til Nepal“, og bl.a. Suzanne Brøgger lagde vejen forbi Katmandu. Henrik Nordbrandt har gjort Tyrkiet og Mellemøsten til en fortrolig provins af dansk litteratur, ligesom Klavs Bondebjerg med digte og radioreportager har gjort den arabiske verden nærværende, og endelig har Hans-Jørgen Nielsen og Marianne Larsen været ambassadører for fjernøstlig lyrik, bl.a. haikudigte. Orientalske fascinationer prægede også den amerikanske beatgeneration, hvis tekster er blevet omsat til dansk af bl.a. Peter Laugesen og Dan Turèll, men dermed glider perspektivet fra Asien til Amerika, og netop Dan Turèll har defineret sig som en typisk „amerikanerdansker“, opflasket med den amerikanske populærkultur.

Til alle disse møder mellem den danske litteratur og verdenslitteraturen skal føjes betydningen af ekspeditioner til fjerne verdenshjørner. Forfattere som Jørn Riel, Peter Seeberg, Thorkild Hansen, Ib Michael, Vagn Lundbye, Per Kirkeby og Henning Mortensen deltog alle i regulære ekspeditioner, hvortil kom, at flere af dem drog på lystrejser med Troels Kløvedals Nordkaperen.

Selvfølgelig var der også forfattere, der som Frank Jæger stædigt hæftede sig ved det nære udgangspunkt, hvad enten dette nu lå i Farum, i Tranekær eller i Helsingør, og Per Højholt har ligefrem hævdet, at han kun ved at gå ad de samme stier i Hørbylunde dag ud og dag ind har fået blik for de små forskelles betydning. Ret beset var den nationalromantiske linje i 1970'erne inspireret af de samme stemninger, som fik andre til at søge en art oprindelighed i Lagoa Santa, i Mayalandet, blandt buskmænd eller beatniks.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Europa springer læk.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig