Pelle hedder hovedpersonen i Arne Herløv Petersens (f. 1943) romanserie Fjerne mål. Første bind, Imod fremtids fjerne mål udkom i 1975 og blev læst som et konglomerat af, hvad der var sket med arbejderklassen og venstrefløjen fra den kolde krig i 1950'erne og frem til 1972 og EF-afstemningen. Navnet Pelle forpligter; forfatterens intention er at forlænge den tradition for at skrive arbejderklassehistorie, der lå i Martin Andersen Nexøs berømte værk Pelle Erobreren. Pelle skal rumme det tidstypiske, og han er rundet af arbejderklassen. Faderen er kommunist, typograf og Spaniensfrivillig, broderen Allan går den slagne vej på arbejdsmarkedet, bliver værkfører og trofast socialdemokrat, mens Pelle bliver akademiker og tager hele turen rundt på venstrefløjen, fra DKP, SF, VS, Folkebevægelsen mod EF og blødt tilbage til DKP. I kraft af sin uddannelse kommer Pelle på afstand af familien; han vil nødig optræde som 'klasseforræder', og tiden arbejder for den søgende intellektuelle.

Imod fremtids fjerne mål er en socialrealistisk roman delt i fire tidsafsnit. Hver del har en indgangsportal, der består af en strøm af citater fra tiden, data om politiske begivenheder, slagsange og andre mere eller mindre kuriøse historiske kendsgerninger. Den store historie ligger som en ramme om Pelles liv, og af og til griber den ind i hans konkrete gøren og laden. Betoningen af denne sammenhæng er med til at skærpe fornemmelsen for Pelle som en livskraftig mand, rundet af sin tid og generationstypisk. Han interesserer sig for sex, politik, historie, protestsangere, jazz, kollektiver og mere sex. Der er en god del 1968 over Pelle, men de udflippede hippietendenser huer ikke den politisk skolede.

Pelles drøm er den store folkelige modstand mod kapitalen, som manifesterer sig i romanens udgang: „Med mellemrum så man såkaldt kendte mennesker. Men mange af dem var der ikke. Det var det anonyme København, der protesterede. Det var fabrikkerne, kontorerne, butikkerne. Det var folk, der ellers aldrig deltog i demonstrationer eller politiske møder. I titusindvis havde de forladt det fjernsyn, myten sagde de aldrig ville gå fra.“ Man kan diskutere, hvor meget hold der var i Arne Herløv Petersens politiske vision. Symptomatisk nok er Pelle i det sidste bind i romanserien, Himlen under jorden (1994) blevet IT-ekspert og har fået egen virksomhed.

Imod fremtids fjerne mål, Blussende våger (1991) og Himlen under jorden skildrer, hvordan klassekampstænkning i arbejderklassen langsomt men sikkert viger til fordel for pragmatisk langmodighed, mens Ditte Cederstrands store arbejderromanserie i syv bind, De uspurgtes historie (1974-82), prøver at holde fanen højt. På vejtrods alt hedder slutbindet i fortællingen om familien Strand, der oprindelig kommer fra Skåne og slår sig ned i Danmark og gennemlever 1900-tallets dramatiske kamphistorie. Også her er valget til EF den begivenhed, der lukker og slukker.

I 1979 modtog Martha Christensen (1926-95) LO's kulturpris. Dermed anerkendtes et forfatterskab, som styrer fri af den klare politiseringstrang, der ligger i store dele af arbejderlitteraturen, og paradoksalt nok blev det Martha Christensen, som fik fat i den romanlæsende del af arbejderklassen, mens de agiterende arbejderromaner overvejende blev læst af venstreorienterede studenter.

Forfatteren var uddannet fritidspædagog og arbejdede i en menneskealder på et fritidshjem på Fyn. De daglige erfaringer med samfundets tabere – fx de evnesvage – og plejernes forskellige forsøg på at kompensere for de udsattes mangler er en vigtig ballast i Martha Christensens jordnære realisme. Velstandssamfundet bryster sig af ansvarlighed over for svage og udsatte grupper, men forfatterens erfaringer viser, at ideerne langtfra indfries i praksis. Det er moralen i En fridag til fru Larsen (1977), og gennembrudsromanen Som de vil ha' dig (1974) demonstrerer, hvordan psykologiske mekanismer på tværs af alder og rang sætter sig igennem og svækker individet. Gruppepressets intrikate psykologi har Martha Christensen et udviklet blik for, og hverken bogens frelste pædagog eller syndebukken i drengegruppen går fri; forskellen mellem plejere og klienter er tit minimal hos Martha Christensen. Den pointe går igen i I den skarpe middagssol (1972), hvor det endog drejer sig om en politibetjent og en morder.

Forfatterens største succes har ubetinget været Dansen med Regitze (1987, filmatiseret af Kaspar Rostrup i 1989). Ægteparret Regitze og Karl Aage holder fest i deres elskede kolonihavehus, og de nærmeste venner er inviteret. Man hygger sig, og mens løjerne står på, vandrer fortælleren Karl Aage ned ad memory lane, og vi får glimt af højdepunkter og kriser. Der er flest af de første; til gengæld er baggrunden for både festen og Karl Aages erindringsture alvorlig: Regitze har ikke langt igen, og aftenen er i virkeligheden en definitiv afskedsfest. Det aner læseren efterhånden, og den viden giver fortællingen tyngde. Romanen bliver på en gang livsbekræftende og melankolsk. Når tiden er knap, tænker man klarere og gennemskuer fejltrin. Tilværelsens proportioner går op for Karl Aage, samtidig med at han må besynge sin elskede, der er gennemført reel, kontant og udstyret med en sikker intuition. Determineret i kærlighed og en suveræn moder. Regitze er imidlertid ikke et overjordisk pragtstykke, snarere skal hun opfattes som indbegrebet af hverdagsmennesket, der holder livet oppe for sine medmennesker og sin familie. Den delikate balance mellem det vemodige og det elementært livsbekræftende, forsonende, samt hyldesten til en dansk kolonihavekultur er baggrunden for romanens folkelige succes.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Fjerne mål og det nære liv - Arne Herløv Petersen og Martha Christensen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig