Terrorismen bliver ikke kun tematiseret hos Tage Skou-Hansen, den dukker også op i Henning Mortensens Brandfælder (1974), hvor den dog har en mere impulsiv karakter. Benno, der ellers bakser med at skrive, sætter ild til det lokale Bilka i Århus. Den skriftrevolutionære idealisme skal forvandles til politisk praksis – eller? Man kan ikke påstå, at den rablende jeg-fortæller har meget styr på sagerne, men det er heller ikke meningen. Teksten er udbrud, sammenstød på kryds og tværs af sprog, politik, fænomener og begreber: „ustyret kreativitet i en næsten spastisk pærevælling, klumper og klatter, bare brug løs af det hele, collager af reklamer, porno, fødselsdagskort, lokumspapir, krigsbilleder og cirkusbilletter, og jeg bliver mere og mere aggressiv.“

Brandfælder går i selvsving, tematiserer sig selv, og man forstår, at fortælleren er ved at løbe sur i det; konen er heller ikke begejstret for synet af Bennos ryg, og hun mistænker ham for at lide af regulær dovenskab og en forskruet opfattelse af, hvad sproget er: „Alt det sludder med, at sproget kun kan arbejde med sin egen funktion!“ Der må være andre måder at lave verden om på end ved at dyrke sproglig maksimalisme. Henning Mortensens tekst har en humoristisk distance til denne kredsen om skriften som en revolutionær genvej; omvendt er sproget så betydningsbærende, at man ikke må kaste vrag på skriften. En svær balance, ikke mindst i midten af 70'erne, hvor venstreradikaliseringen betød et opsving for mere enkle kunstneriske former.

Henning Mortensens (f. 1939) forfatterskab spænder vidt. Fra en skrifttematiserende rablekunst, som er særlig markant i første halvdel af 70'erne og bl.a. tæller digtsamlingen Pisken smælder gennem det blødende tusmørke, sne (1971) og den genremæssigt brogede I dag svømmede vi i Siambugten (1972) til en nøgtern realisme, der for alvor lanceres med Yvonnes verden (1975). Jo længere man når frem i forfatterskabet, desto færre vilde og formeksperimenterende tekster. Galskabsdigtene var med deres æstetiske uregerlighed og urene karakter ment som et opgør med 60'ernes fortættede modernisme, som skulle erstattes af en processuel og altomfattende skrift – en revolutionær skrifttematisering, der forenede forfattere som Jens Smærup Sørensen, Peter Laugesen og Dan Turèll. I Henning Mortensens udlægning lyder det: „Skriften er det sprog der er bærer af energier, af seksualitet, af oprør, frihedslyst og galskab. Den er grænsesprængende både i mental og i politisk forstand.“ Symptomatisk nok for 70'ernes æstetiske og politiske udvikling kølnes begejstringen for skriften som en hovedvej eller genvej til revolutionære forandringer. Novellesamlingen Solister (1977) benytter således en anden, tidstypisk strategi, nemlig en ironisk-realistisk form, der afslører fordækthed og selvbedrag hos parcelhusdanskeren og andre almindelige typer.

Brandfælder er et overgangsværk, der forener en kulørt vild skrift med en realistisk genkendelig beskrivelse af Århus og omegn. Den udmærker sig endvidere ved at rumme katastrofiske visioner, et blik for det horrible og mentale mørkeland, som skulle blive et forfatterkendetegn. Henning Mortensens flair for afdækning af det inhumane har affødt en lille bunke splattertekster. Hypnose (1977) er det første tilløb, og tendensen kulminerede med den efter danske forhold aldeles uhyggelige Legenden om den diskrete dreng (1988). Forfatterens vedvarende interesse for det mentalt sensible, for den psykologiske fordobling og tvillingemotivet ses markant i Sminke (1986) og Tvillingerne (1997).

Selv om forfatterens stil og æstetik forandres, vidner Henning Mortensens uhyre produktivitet om en vedvarende optagethed af skriften, med eller uden revolutionære aspirationer og med en konstant lyst til at prøve alle genrer. I 1993 udkom romanen Havside sommer som det første bind i serien om Ib Nielsen. Ti bind blev det til i alt, og forfatteren vedstår, at meget i den brogede personudviklings- og slægtshistorie er fiktivt skriveri, baseret på selvbiografisk materiale. Og da den læreruddannede forfatter har prøvet lidt af hvert og besøgt politisk konfliktfyldte steder som fx Israel, betyder det, at serien om Ib både har en orientering mod den brede skildring og det psykologisk dybdeborende. Den nære, personlige historie og centralfigurernes fortrængte fortid står side om side med storpolitiske konflikter, herunder terrorisme og staten Israel med dens spændinger, i serien om forfatteren Ib fra Horsens. Men snarere end at være en slægtshistorie eller en personlig udviklingshistorie blev de ti romaner en panorering hen over et mentalt landskab i formudtryk, der strækker sig fra den brede realisme til den introverte psykologiske skildring.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Frihedslyst og galskab - Henning Mortensen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig