Tage Skou-Hansen på Århus Stadion i 1973, det år han udgav Medløberen, den første moderne danske roman, der handler om fodbold og dens særegne mandeverden, på det tidspunkt stadig lidt af et reservat i kønskampen. Forfatteren trækker på egne erfaringer med inspiration hentet hos den svenske kollega Per Olov Enquist, som med Sekundanten (1971) havde vist, hvordan idræt indlejres i det politiske spil.

.

Erik Aalbæk Jensens figurer søger frigørelse i en autoritær ideologi, mens Christian Kampmanns søger den personlige frihed, som den antiautoritære bevægelse lokkede med. Begge forfattere ender med at skrive om frihedens begrænsninger. Heroverfor står Tage Skou-Hansens forfatterskab, der accentforskyder problemet med frigørelsen og den radikale forandring; hos Tage Skou-Hansen (f. 1925) er længslen efter det radikale opgør en ledetråd. På den ene side er forfatterens romaner spækket med beskrivelser af, hvordan velstandssamfundet og dets materialisme skaber tilpasningsduelige mennesker, på den anden side søger de bærende figurer altid mod afgrunden. Det er dette dobbeltblik, som kendetegner forfatterskabet. På én og samme gang er Holger Mikkelsen, forfatterskabets gennemgående romanfigur, en dresseret socialdemokrat, en 'medløber', som i det små vil forbedre verden, og en anarkistisk individualist, der kan se den indre logik i 1970'ernes terrorisme. Ikke fordi han nødvendigvis er revolutionær idealist, men fordi han projicerer sine erfaringer fra modstandskampen ind i det unge mindretals kamp mod overmagten. Omdrejningspunktet for forfatterens nøglepersoner er altid drømmen om en anden og bedre fremtid.

Symptomatisk nok er det to beslægtede, enkle ord, som forfatteren lader henholdsvis Holger Mikkelsen og Aksel fra serien Det runde bord bruge om de skelsættende handlinger, der forandrer og definitivt bryder med magten, nemlig 'det virkelige' og 'det væsentlige'. Den ældre Holger Mikkelsen efterlyser virkeligheden i På sidelinjen (1996), og hvad 'det væsentlige' er, bliver et ledemotiv i fortællingerne om Aksel og hans eftermæle.

Længslen efter 'virkeligheden' og dens radikale forandringer understøttes af to komponenter, som forfatterskabet betoner igen og igen, nemlig dels mødet med en bjergtagende erotik, dels ønsket om at skabe eller leve med en grænseløs poesi. Hovedpersonen Aksel i serien om Det runde bord sværmer for fortættet modernistisk poesi, men da han ikke selv kan skabe den, forskyder Aksel længslen efter det store spring ud i en livstruende praksis. Aksel melder sig nemlig som østfrontfrivillig, men hans motiver er nogle helt andre end dem, man finder i Erik Aalbæk Jensens roman. I modsætning til den gængse nazist foragter han flertallet, hoben. Aksel er den elitære poet, der søger døden i krigshandlingen, og først dér, på kanten af døden, melder de transcenderende visioner sig langt om længe. Aksels handling er inderligt beslægtet med den klassiske avantgarde, der fabulerede om at forvandle kunst til liv, men hvilket liv? For den elitære er der en direkte forbindelse mellem poesi, krig og død. Den orientering og Aksels valg er svær at kapere for vennerne, og de fire bind i serien, Springet (1986), Krukken og stenen (1987), Det andet slag (1989) og Sidste sommer (1991), handler om, hvordan de 40 år senere stadig ikke kan greje grundene til Aksels fald ud over afgrunden.

Aksel er en reserveret, sublimerende mand, der først forløses kropsligt på slagmarken. Holger Mikkelsen derimod forvandles i mødet med Gerda; deres lidenskab transcenderer kærlighedens grænser, men deres relation er forbudt, hvilket blot forstærker drifternes rus. Når Holger Mikkelsen bliver ved med at kredse om modstandskampen, hænger det dybest set sammen med Gerda og det erotiske. Ganske vist finder han sammen med et mandligt kollektiv, der mærker hans politiske tænkning for resten af livet, men uden Gerda er det lidenskabelige fundament bag advokatens vedvarende interesse for de radikale forandringer ikke til stede.

Medløberen (1973) er tilløbet til suiten om Holger Mikkelsen. Den midaldrende jurist har den 20 år yngre Bente og dennes søn Bruno som logerende. De to har ikke noget forhold, men Mikkelsen fortæller gerne en underholdende og lang godnathistorie om en talentfuld fodboldspiller, der bliver frosset ud af holdkammerater og hustruen. Historien er et fordækt selvportræt af fortælleren, der elsker fodbold, fordi sporten er kollektiv, grundet i et fællesskab, samtidig med at den lever højt på individualistiske præstationer. Bente falder ikke for boldspilleren, derimod for fortælleren, og i de efterfølgende romaner har det umage par et on and off-forhold. Holger lever på Bentes nåde. Hun nyder den frie kærligheds frugter ude i byen, venstrefløjens Århus, alt imens Mikkelsen servicerer Bruno. Det passer manden glimrende; titlen på en af de senere romaner, På sidelinjen (1996), antyder, at det ligger til Holger Mikkelsen at betragte omverdenen på afstand. Holde lidenskaberne i ro og vegetere over tilværelsen.

Men i Den hårde frugt (1977) og Over stregen (1980) bryder virkeligheden ind. Han møder Gerdas datter, Eva, der er involveret i en terrorhandling, og Mikkelsen påtager sig at forsvare pigen i retten. Eva legemliggør længslen efter den dybe mening, og det prikker hul på Mikkelsens konforme overflade. Samtidig sidder læseren og venter på gensynet med Gerda. Alle ved, at de to er skabt for hinanden, men hvor bliver foreningen dog trukket i langdrag! Selv benægter Mikkelsen, at han lider af fortidsfiksering, men hans utallige selvmodsigelser beviser, at han er mere end engageret.

Selv om Holger Mikkelsen søger sandheden, er han så personligt begravet i historien, at selv en nok så overbevisende tirade om landets miserable udvikling skal ses i lyset af, at han enten er på vej hen til eller bort fra Gerda. Og Eva viser sig ikke overraskende at vide en masse om moderens hemmelige kærlighed, ja på et tidspunkt bliver det sagt, at Eva virker som et barn af de to, hvilket forklarer, hvorfor Holger aldrig flirter med Eva. Men hun vækker Holger, dels fordi hun er som en skygge af Gerda, dels fordi hun har den forandringens glød, som Holger har savnet i årevis. Eva og Holger er fælles om at længes efter kollektive visioner. De er også fælles om at have en udtalt distance til de mange. Socialisten Holger er også en individualistisk liberalist med eksistentialistiske tilbøjeligheder.

Tage Skou-Hansens Holger Mikkelsen-romaner har flere lag, som skyder sig ind imellem hinanden. Lidenskaben mellem Holger og Gerda er lige fra De nøgne træer strømførende, og dens oprindelige historiske kontekst – kampen mod den totalitære nazisme og opgøret med forældregenerationens og det officielle Danmarks lunkne opportunisme – forstærker kun Holgers følelse af det dybt meningsfyldte i det umulige forehavende. Denne historiske kerne vækkes til live i 1970'er-nes polariserede samfund, da unge anarkister vil gøre op med velstandssamfundets materialisme og udbytning af den fattige verden. At dette oprør inkarneres af Gerdas datter betinger, at Holger må sitre i sin grundvold. Fortidens og nutidens lidenskaber, fortidens og nutidens revolutioner, fortidens kunst og nutidens mediekultur glider frem og tilbage mellem hinanden i ét væk hos Tage Skou-Hansen. Frem- og tilbageføringen giver værkerne deres egensindige energi: „Inderst inde vidste vi [Holger og Gerda] hele tiden, at det aldrig kunne blive os og altså sled vi i lænkerne, der var ingen risiko ved det, de skulle nok holde. Det var lidt ligesom med drømmen om revolution i dag. Den får en masse næring fra visheden om hvor umulig enhver omvæltning er.“ (Den hårde frugt).

Analogiseringen mellem det gamle og nye oprør determinerer romanerne. Der er den klare forskel mellem Mikkelsen- og Aksel-bøgerne, at de sidste drejer sig om en intellektuel aristokrat, der vælger at gå ud i afgrunden på østfronten, mens Mikkelsen og de andre modstandsfolk vil en demokratisk verden. Men dybest set er de to projekter tæt på hinanden: Det afgørende ligger i opgøret som sådan, i realiseringen af vilde længsler. Erfaringerne fra krigen bliver ved med at rumle, hvorfor begge romanserier beskæftiger sig indgående med forskelle og ligheder mellem den determinerende fortid og nutidens oprør eller mangel på samme.

Figurerne går ikke fri af denne dialektik. Deres alder og erfaringer betinger, at de ser sammenhænge. De er selv en del af historien, har taget deres tørn, hvorfor de ikke er sandhedsvidner, men nok sandhedssøgende. Figurbeskrivelsen er således mærket af en dobbeltbevidsthed, der fx sætter sig igennem i bøgernes tilbagevendende og betydningsmættede refleksioner over landskabers forandringer. Tage Skou-Hansen er berømt for disse detaljerede panoreringer hen over landskaber og registreringer af arkitekturens skiftende signaler, men de analytiske signalementer er desuden pejlinger af et alt for distanceret indre. Holger Mikkelsens materialismedespekt og konsumkritik bunder så at sige i hans uforløste og romantiske opgør med biedermeier-Danmark anno 1945. Et opgør, der får en ekstra privat motivering, fordi Holgers far i sin tid blev afsløret som banksvindler, og den uretmæssige formue blev kanaliseret ind i pralende familieforbrug. Når Holger Mikkelsen gang på gang harcelerer over forbrugerisme, er det en reminiscens af dette uforløste faderopgør.

Tvetydige motiver til analytiske refleksioner over landskaber og arkitektur finder man fx også i Krukken og stenen, hvor modernismens arkitektur hyldes af arkitekten Ejnar, men målt med det liv, der glider Ejnar af hænde, bliver den fremsynede landskabsanalyse også et sindbilledligt udtryk for, hvor galt afmarcheret Ejnar er. Drømmen om det rationelle og fornuftige menneske er et vildspor, og man forstår, hvorfor hustruen Tove efter så mange spildte år en dag siger – „jeg orker ikke mer med dig.“ Tove er da også en af seriens kvinder, som i sin tid var glødende optaget af Aksel.

Så længe den fortsat sanselige pragtkvinde Gerda er der, orker Holger Mikkelsen. Et sted i På sidelinjen forsøger han ganske vist at bluffe sig og læseren til at mene, at nu er der ikke mere at trække på, men nulpunktsbeskrivelsen angiver samtidig de nøgleord og de spændinger, der gør Tage Skou-Hansens forfatterskab spændende og udfordrende: „Jeg anede jo ikke, hvad jeg i grunden længtes efter. Om det var glemsel eller fornyelse. Noget tabt eller noget kommende. Om jeg overhovedet længtes mer.“

Der er meget telling og ganske lidt showing i Tage Skou-Hansens romaner. I lange passager har de essaykarakter, og der er massive beretninger om fortidige hændelser. Det er sigende for forfatterens hang til det generaliserende, at når Holger og Eva fx strides verbalt, er der ikke langt fra det konkret personlige niveau til det almene. Hvis Holger har begået en fejl, bliver det straks udlagt som et træk, der ligger til hans generation. Figurerne er således transparente, filosofisk eller sociologisk reflekterende og yderst sjældent banalt selvcentrerede. På den anden side formår forfatteren at skildre figurer så sammensat, at de både er blændede af deres egne interesser og har blik for det almene. Holger kan se sig gal på udviklingen, men selv om hans skepsis har sine private grunde, er figurens kritiske udfald aldrig indskrænket privat, fordi Tage Skou-Hansen har udpræget sans for at tænke generaliserende. (De nøgne træer er behandlet i De nøgne træer – Tage Skou-Hansen).

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Borgerens længsel efter det radikale opgør - Tage Skou-Hansen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig