Når Kirsten Thorup arbejder på en roman, skriver hun i hånden på linjerede ark i spiralblokke. Først næste gennemskrivning foregår med computeren som redskab. Her en manuskriptside til romanen Førkrigstid (2006), et tidsbillede af den danske lilleby i årene op til Anden Verdenskrig.

.

I den store litterære afvandring fra land til by finder man også Kirsten Thorup, men selv om hun lader sine figurer flytte mellem kendte lokaliteter, er det, som om de hverken føler sig hjemme her eller dér, hverken i provinsen eller i den store by. I debutdigtene Indeni – udenfor (1967) handler indledningsdigtet om vanskeligheden ved at beskrive et værelse: Man kan ikke fastholde billedet af værelset, når man lukker øjnene; man kan heller ikke fastholde det, når man står uden for det; og man kan slet ikke fastholde det, når man står midt i det. Man er netop indeni og udenfor og derfor i et ingenmandsland, hvor man kommer i tvivl om, hvem man selv er, og hvilken virkelighed, man befinder sig i.

Gennem hele sit forfatterskab har Kirsten Thorup kredset om dette ingenmandsland, og undervejs har hun udvidet perspektivet fra lyrik til prosa og fra øjebliksregistreringer af storbyeksistensen til omfattende undersøgelser af holdbart og uholdbart i omstillingen fra et patriarkalsk og næsten feudalt landbrugssamfund til en mobil og moderne storbyvirkelighed.

Med Lille Jonna (1977) indledte Kirsten Thorup et kæmpeværk på fire stadig mere omfangsrige romaner, Den lange sommer (1979), Himmel og helvede (1982) og Den yderste grænse (1987), hvor hun forsøger at komme ud af ingenmandslandet. Romanerne kortlægger udviklingen af det moderne Danmark, fra 1950'erne til 1980'erne.

Jonna er fortælleren, der tegner dette kort, og samtidig i de to første og den sidste af romanerne én figur blandt andre i de vidt forgrenede handlingsforløb. Men i Himmel og helvede optræder hun kun som fortæller og vel at mærke som en fortæller, der kun med meget store mellemrum henleder opmærksomheden på sig selv. Romanerne handler både om en fase af Danmarkshistorien og om vanskelighederne ved at beskrive denne fase.

De første to romaner beskriver barndommen og opvæksten og trækker på det stof, som Kirsten Thorup kendte fra sin opvækst i Gelsted på Vestfyn, hvor hendes far havde en lille blandet landhandel. Ligesom Knud Sørensen viser hun, hvordan det usagte og underspillede kendetegner landsbykulturen: „I øvrigt var det ikke en familie af mange ord,“ fortæller den på mange måder særdeles tilbageholdende titelperson i romanen Lille Jonna og tilføjer, at den fortællelystne mor var en undtagelse, men derfor blev hun også „dysset grundigt ned af min far og mine brødre, når de syntes hun havde snakket længe nok.“

En romantitel som Lille Jonna stiller en udviklingsroman i udsigt, men den holder ikke løftet. „Jeg kan ikke holde mig til én person, det er mig komplet umuligt at se verden fra ét bestemt menneskes synsvinkel,“ indrømmer Kirsten Thorup i et interview i Bogens Verden i 1987. Både på fortællerens og på det fortaltes niveau udvikler hun romanformen, så den med hendes egne ord kan „skildre vor tid og dens mennesker“, mennesker der er blevet meget mere flydende, „fordi man har fået alle de dér apparater, som ligesom forlænger én med antenner.“

I Lille Jonna fortæller Jonna, at hun netop havde oplevet sin mor som et sådan antennemenneske, „at hun stod i hemmelig forbindelse med radioen og fik besked om hvad der foregik i alle verdensdele og at det på en eller anden fantastisk måde var hende der styrede hele verden.“ Men læseren erfarer også, at Betty, som Jonna distancerende kalder sin mor, er lige så „lille“ som Jonna selv. Hun en af de „små“ i landsbyen – og endnu mindre, da de efter faderens bortvisning fra forpagterboligen må rykke ind i skolens gymnastiksal, der bl.a. også tjener som husvildebolig. Selv om moderen længes efter „en videre horisont“, er hendes verdensbillede bundet til landsbyens lilleverden. Ordsprog, mundheld, leveregler og eventyr er hendes redskaber i forsøget på at finde en orden, men det er en orden, der står for fald. Et moderne alternativ er radioen, og Jonna, der er fortrolig med psykiatriske begreber som „depression“ og „traumatisk“ og „fortrængning“ fortæller, at radioen var hendes mors „bedste nervemedicin.“

Lille Jonna slutter med, at Jonnas bror John flygter fra landsbyen, „væk fra malkekøerne og markarbejdet“, og Den lange sommer begynder med kapitlet „Cykelforretningen 1959“. Det er industrialiseringen og urbaniseringen, der så småt melder sig, men mens Betty erklærer, at hun ikke forstår byen, indstiller Jonna sig på „højhuse, asfalt og det hektiske byliv“. Hver på sin måde kommer de imidlertid til et ingenmandsland. Betty indlægges på et sindssygehospital, og Jonna får ansættelse på „patent- og varemærkedirektoratet“. Men paradoksalt er det Betty, der nyder de nye omgivelser, hvor hun møder „mange interessante mennesker“, mens Jonna oplever en total fremmedgørelse:

Jeg vidste kun at jeg ville leve på en anden måde end Betty og Carl-Frederik. Men jeg havde ingen modeller på noget andet og mere storslået. Ingen idealer. Jeg vågnede op om natten og lå i mørket og tænkte: jeg eksisterer slet ikke, jeg hører ikke hjemme nogen steder, jeg er uden for verden.

I Himmel og helvede forsvinder Jonna også fra fortællingen, når der ses bort fra de få steder, hvor hun træder frem som det fortællende jeg. Men flere af de nye, fantastiske og groteske skikkelser på Vesterbro ligner et forskudt billede af persongalleriet fra landsbyen. Jonna går igen i den violinspillende Marie, der ikke ligner nogen af forældrene, men synes at have „sprunget fødselen over“ for at komme „til verden med tøj og sko på som en fuldendt idé“; Jonnas mor, den eventyrfortællende Betty, spejles i den hekseagtige Jasmin; Jonnas vidtløftige far Carl-Frederik, der prøver at skjule sig bag sine skrøner, har mange træk tilfælles med Jasmins mand, den hemmelighedsfulde Bols; Jonnas moster, den handlekraftige gammeljomfru Marie, spejles i frøken Andersen, der efter 25 år som nærmest usynlig lægesekretær slår sig op som bordelværtinde; og endelig foregriber husvildeboligen i skolens gymnastiksal de grotesk-komiske forhold i Bols' lejlighed, hvor der ligesom i Dostojevskijs romaner er et ustandseligt mylder af mennesker på vej hen over tærskler og ind og ud af værelser, en spændt og opgejlet atmosfære med „en evig folkevandring“ af fremmedarbejdere og andre logerende.

Som titlen antyder, bevæger Himmel og helvede sig mellem ekstremer. Fortælleren Jonna lokaliserer sig fra allerførste sætning præcist på Vesterbro, i gaden Westend, ved „en smal port mellem en elegant møbelforretning og en lille snusket aviskiosk“, nærmere bestemt Vesterbrogade 69, 4. sal, men alligevel viser det sig, at også dette Vesterbro er et „ingenmandsland“, og man forstår, at Jasmin ved at røre ved alt, butiksruder, husmure, lygtepæle, uafladeligt må sikre sig, at virkeligheden ikke forsvinder. Men ingenmandsland er ikke kun et negativt ord. Det er også et positivt ord, fordi det er et land uden mænd. I Lille Jonna forbinder Jonna „noget guddommeligt“ med sin moster Marie, fordi „en kvinde uden en mand forekom mig at stå i direkte forbindelse med de højere magter“, og i slutningen af Himmel og helvede siger John om Jonna: „Man føler sgu ikke at det er en kvinde man er sammen med.“ I ingenmandslandet kan kvinden blive sig selv – som gammeljomfruen frøken Andersen, som heksen Jasmin, som den lysende engel Maria og som fortælleren Jonna, der som fri kunstner kan svæve over handlingen og samtidig smyge sig ind i bevidstheden hos de forskellige personer. Også John ser dog værdier i det vesterbroske ingenmandsland: „Her kan man gøre hvad der passer én uden at der er nogen der blander sig eller har ondt i røven.“

I Den yderste grænse vender Jonna tilbage i handlingen, og romanen binder med slutkapitlet om moderen Bettys 85-års fødselsdag sløjfe på de vidt og vildt forgrenede handlingsforløb. Romanen går dog ikke kun i sin mor igen. I slutningen af Himmel og helvede introduceres den politiske kamp som et alternativ til kunsten og den personlige sjælepleje, og i Den yderste grænse antydes den sociale utopi som et alternativ til ingenmandslandet. Men som helhed slutter romanen på en dyster tone. Asger, den politiske student fra Himmel og helvede, dukker op igen, nu skrivende på et storværk om en ny økonomisk verdensorden. Men som Jonna konstaterer, er de begge „hjemløse vandringsmænd“, begge „familiens sorte får“, og begge befinder sig i et ingenmandsland. Asger er „den der ingen steder kommer fra og ingen steder skal hen“, mens Jonna kalder sig selv „en hjemløs komet, frit svævende i himmelrummet.“ På overfladen er der tale om en realistisk roman, som detaljeret fortæller om Jonnas flytning til Sdr. Højrup, en stationsby, der var „vokset eksplosionsagtigt“, hendes indflytning i et nietages betonbyggeri, hendes arbejde på en skole og senere i et supermarked, Føtex nærmere bestemt. Men romanen søger ned under overfladen ligesom Jonnas datter Laila, der forklarer en hærværkstur gennem byen med sit ønske om „at få hele byen til at forsvinde. Og se om der var noget nedenunder.“ Under overfladen og ude ved „den yderste grænse“ trækker det op til undergang. Jonnas erfaringer er ikke uden berøringsflader til Johannes' Åbenbaring.

Gennem en dobbelt pastiche på dannelsesromanen og udviklingsromanen tegnes i Elskede ukendte (1994) et signalement af to figurer, taberen René Hansen, der ender som julemand og vinder, og den religiøse fanatiker Karl Valentin, der klager over at stå „uden for handlingen i den videofilm, der kaldes „Livet“.“

Med den selvbiografisk prægede Bonsai (2000) vendte Kirsten Thorup tilbage til den historie, der blev fortalt om Jonna: provinspigen, der kommer til København, hvor hun gifter sig med en biseksuel mand. Men det lange, episke stræk er helt væk i Bonsai, som både i stil og stof er betydeligt mere eksperimenterende. Titlens japanske træ fortæller om beskæring af muligheder, men også om de muligheder, der ligger i beskæring. Romanen er indrammet af to båndede henvendelser til en psykiater, der definerer sig selv som „en hvid væg med ører“. Netop som „ingen“ kan man betro hende „alt“.

I den raffinerede lille roman Ingenmandsland (2003) berettes om en mand, en døende olding. Ufrivilligt befinder han sig på plejehjemmets „aflastning“, der sammenlignes med en koncentrationslejr. Personalet forhindrer ham i at komme ud, men hans datter tager initiativ til at få ham ud. I mødet mellem far og datter rulles en historie op, der „åndelig talt“ strækker sig over næsten et århundrede, fra „den gamle verdens urokkelige tro på en højere orden og mening“ til hendes verden, der karakteriseres som „et åbent felt, hvor intet var givet, hvor alt kunne ske, og hvor fremtiden var et ubesvaret spørgsmål.“ I faderens porøse bevidsthed flyder før og nu og drøm og virkelighed sammen, men netop derigennem ophæves fortrængningerne, og han lader gennem sætningsstumper sin datter ane, at også fortiden kan rumme ubesvarede spørgsmål: Hendes rigtige mor er ikke moderen, men mosteren. I afdækningen af historiens mange lag skifter synsvinklerne, der følger far og datter, både når faderen frigør sig fra sit kropslige hylster for at begive sig på vandring fra stjerne til stjerne, og når datteren ved besøg på plejehjemmet næsten svæver over gulvet for at blive „usynlig og ikke-eksisterende.“ Hvis bogen stiller sig skeptisk over for frigørelsen i den sociale og sjælelige virkelighed, der er fortættet i plejehjemmet, stiller den sig til gengæld optimistisk over for frigørelsen i den sproglige formulering. „Jeg-fortællere kan ikke dø“, hedder det i romanens afsluttende sætning.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Ingenmandsland - Kirsten Thorup.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig