Troubadur - Ib Michael

I et portræt har Ebbe Kløvedal Reich beskrevet Ib Michael (f. 1945) som „en digter, der jager sin myte.“ Denne jagt har ført ham ud på omfattende rejser fra tidernes begyndelse til verdens ende, hver gang med et uafsluttet faderopgør i bagagen, og hver gang med ekstasen som den store forløser. Ib Michaels rejser har inspireret til mange historiske romaner med linjer tilbage til den kinesiske oldtid, den europæiske middelalder og opdagelsen af Amerika, men ligesom hos Ebbe Kløvedal Reich smelter fortid og nutid sammen i et udvidet og mytisk nu.

I 1970'erne foretog Ib Michael sammen med bl.a. Per Kirkeby en række ekspeditioner til Latinamerika, hvor han fandt en myteverden, der dannede et perfekt alternativ til den moderne verden. I bøger som Indianerliv i regnskoven (1973), Mayalandet (1973) og Hjortefod (1974) skrev han sig ind på livet af disse myter og fulgte op med en oversættelse af Popol Vuh – Quiché-mayaernes folkebog (1975). Efter endnu et par rejsebøger – Rejsen tilbage (1977) og Rejsen til det grønne firben (1980) – var han klar til selv at træde i karakter som den alvidende fortæller, der i dyb fortrolighed med mytens univers kunne udlægge både mening og morale.

I Kejserfortællingen (1981) opererer han inspireret af holografiet med et nu, der samler alt: fortid og nutid, øst og vest, Mashiant, der er kriger hos den første kinesiske kejser, og Travers, der er moderne opdagelsesrejsende. „Min livshistorie er ikke kronologisk fremadskridende“, erklærer Travers, men må dog indrømme, at „kinesisk højadel og europæisk middelklasse blander dårligt“, og i tilgift giver han en slags portræt af Ib Michael:

Kejsertro på den ene side og et forlænget pubertetsopgør med enhver (faderlig) autoritet på den anden (…) og alt det proppet ned i et hylster, som elsker bevidstløsheden på Neonlysenes Strøg, stryger efter stjernedrys, og bliver slap i knæene hver gang han ser en teenybopper suge en pølse ind over et par ketchupsminkede læber.

I 1984 kom romanen Troubadurens lærling, hvor han stortalende iscenesatte sig som en middelalderlig troubadour, Trofaldino, „den smukkeste og vildeste sjæl“, der i samme „højkæftede“ leje fra begyndelse til slutning beretter om sin rejse gennem Europa sammen med sigøjnerpigen Tijar, fra 1347, da pesten rammer Italien, til 1368, da han igen befinder sig i Siracusa på Sicilien, denne gang på skafottet, hvor magistraten har tilstået ham det „sidste ord“, som er identisk med romanens lange beretning, hans „livs ballade“.

„Jeg nægter at tro, at nogen tid kan være uden troubadurer“, erklærer Trofaldino, men han må tidligt erkende, at han er „en troubadur som oftere og oftere synger i tavshed“, og den fandenivoldske beretning ligner mest af alt en svanesang – og en forhaling af den død, der venter den dødsdømte. Ordene bliver magiske redskaber, der med rim og rytme fremmaner mytens nærvær. Trofaldino er selv som den gamle, blinde fortæller, der behandler sproget som en juveler eller glaspuster, og som forvandler vokaler til pokaler.

Trofaldino, der hylder kroppen og kærligheden, erklærer, at han er imod „det bestående“ og altid „på forvandlingens side“. Middelalderens undtagelsestilstand under pesten ligner til forveksling et billede på ungdomsoprørets undtagelsestilstand inklusive „bunkepul“, men Trofaldino må fortrydeligt erkende, at den gamle moral rejser sig igen på trods af hans nyskabende frisprog: „I det hele taget går det mig på nerverne, som man er i færd med at hobe moraler op i kunsten og samfundslivet.“

Skafottet kan ligne en negativ udgave af det mytiske motiv med træet i verdens midte. I trilogien Vanillepigen (1991), Den tolvte rytter (1993) og Brev til månen (1995) fremstår træet i positiv udgave som skæbne- og stamtræ. I Vanillepigen føres læseren indledningsvis ind i en verden, der ligger lysår fra den ligefremme tone hos den kæphøje troubadour. En skikkelse, en „skygge“ ankommer en novemberaften til sin fødeby, Roskilde, som selv synes at føre en skyggeeksistens. Han føler sig udenfor og fremmed, og da han ser ind i folks stuer, fornemmer han, „at hvis man fjernede murene, ville stuerne blive stående i en dirrende gelé, gennemlyst af det blå lys fra tv-skærmene.“ Han prøver at finde den nøgle, der kan lukke op for denne verden, og han finder den, da han genkalder sig, hvordan han som dreng under det store kastanjetræ i haven finder et skelet. Dette skelet, som viser sig at være hans stamfar, bliver „påklædningsdukke“ for hans fantasier, og historien bliver hermed paradoksalt en nøgle til myten.

I Den tolvte rytter er det stamfaderens historie, der fortælles. Hans navn er Gómez, han er en spansk-indiansk lejesoldat, der som en af Napoleons soldater kommer til Koldinghus, hvor han gør stammoderen Ane-Catrine gravid, og han ender selvfølgelig sine dage under et kastanjetræ. Soldaten viser sig i forfatterskabet at være en mytisk arketype, rigt udstyret med guld og våben, som genopstår i forskellige skikkelser: som colombianeren Tomás de la Cruz, som den kinesiske kriger Mashiant, som oberst Leschley, som onkel Viggo.

Ved flere lejligheder har Ib Michael erklæret, at han skriver på den „i mytologisk forstand“ samme roman. Blandt disse genopførelser af myten om den udødelige soldat og den frie fantasi er de vigtigste fantast-romanen Prins (1997) og den historiske roman Paven af Indien (2004). Inspireret af Inkakrøniken, Poma de Ayalas gennemillustrerede krønike fra 1600-tallets begyndelse, fortælles her historien om denne krønikes tilblivelse og om forfatterens rejse gennem bjerge og jungler for over for myndighederne at fremlægge sit vidnesbyrd om folkedrabet på indianerne, men igen er historien hyllet i mytens skær. Den er fortalt af en stum fårepige, som lærer at læse af Poma de Ayala, alias „Paven af Indien“, og selv om hun dræbes, fortæller hun videre, idet hun under stadige forvandlinger, fra hund til slange til falk, følger rejsen til Lima. Den store historie er historien om dette folkedrab, som i de sidste linjer af bogens efterskrift udlægges som „endnu et udtryk for den evigt aktuelle sorte legende om verdens fattige, alle dem der aldrig bliver hørt før det er for sent og vore tårne brænder.“

Den analogiske historieskrivning spejler ikke kun den ene epoke i den anden, men også den store historie i den lille historie, og i Paven af Indien afrundes den store historie om indianernes protest mod de spanske kolonisatorers overgreb med den lille historie om sønnens opgør med sin far. I det næstsidste kapitel reduceres krønikeskriverens ledsager, drengen Patricio, til „en slaskedukke“ af sin far, men reddes, da hans kniv nærmest af sig selv „med flænsende saftlyd“ stikkes op i faderens brystkasse. Denne lille historie kobles tilbage til den store historie, da fortælleren oplyser, at „Don Francisco dør, så gennemhullet som sin navnebror, den stukne gris som i sin tid erobrede kontinentet.“ Tilbage bliver alligevel spørgsmålet om den lille histories egen historie.

Litteraten Poul Behrendt forsøgte sig med et svar i Bissen og dullen. Familiehistorier fra nutiden (1984). Med blandt andre Ebbe Kløvedal Reich og Hans-Jørgen Nielsen som eksempler argumenterer han for, at det anti-autoritære oprør, som begyndte i 1960'erne, er en følge af et „mentalitets-historisk epokeskift“ med centrum i nye familiemønstre. Da anti-autoritære oprørere rykker ind på scenen, har de faderlige autoriteter måttet vige for institutioner uden for familien, samtidig med at de inden for familien er på vej til at overdrage magten til kvinderne. I deres personlighed spaltes oprørerne derfor mellem en kvindelig følsomhed i de nære relationer og en maske af bisset maskulin autoritet i de sociale relationer, ikke mindst dér, hvor de handler på vegne af den store historie.

Mens Ebbe Kløvedal Reich og Inge Eriksen næsten kappes om at fremhæve kvindernes rolle i historien, har Ib Michael kredset om oplevelsen af identitetstab – fra Kilroy, Kilroy (1989), der handler om en jagerpilot, der har mistet sin hukommelse, over den skyggeagtige eksistens i Vanillepigen, der først vinder identitet, da han får åbnet nøglen til barndomserindringerne, og videre til den lille fårepige, der åbner Paven af Indien med ordene: „Før var jeg ingen.“ Og i hvert enkelt tilfælde bliver de først til „nogen“ i det øjeblik, de kobler sig på den store historie.

Drengen Patricio bliver også først en selvstændig person, da hans far dræbes, men der hæfter en stemming af teater ved det bloddryppende faderopgør i Paven af Indien. En anderledes intim og komisk karakter har opgøret i Vanillepigen, hvor fortælleren som lille dreng ikke bare ser, at faderen bestiger tjenestepigen, men også, at han har bremsespor i underbukserne.