Klaus Rifbjerg på slap line i tv-programmet Visevært for en aften i 1964. Vennen Leif Panduro havde inviteret ham i studiet, hvor han foldede sig ud sammen med det kritiske forbillede Poul Henningsen, der med sin evige smøg i munden spiller på den folkelige harmonika. Der skulle gøres op med den forlorne borgermusik, og det blev der i både toner, ord og handling.

.

Da de danske tv-seere den 4. marts 1964 tændte for fjernsynet, var der „Visevært for en aften“ på programmet. Leif Panduro var aftenens vært, og han havde inviteret vennerne med i studiet. Klaus Rifbjerg læste små-uforståelige digte op, kritikeren Niels Barfoed klimprede på guitaren, PH spillede på harmonika og sang på drævende københavnsk og med en smøg i mundvigen. Og så var der øller på bordet og masser af bandeord i luften. Det vakte forargelse, der kom telefonstorm, og der blev skrevet sidevis af læserbreve. Man kunne ikke lide den provokerende form og den indbyggede arrogance, som Rifbjerg og Panduro førte sig frem med i medierne. De mente at vide, hvad der var godt for seerne, men spillede da netop den autoritære og formynderiske rolle, som de i fiktionen tog afstand fra.

Digterne slog sig op på den romantiske forestilling, at de havde, om ikke et guddommeligt budskab til folk, så dog et budskab, der ville frigøre dem og gøre dem til sandere mennesker. Rifbjerg mente i 1966, at man kunne se efterkrigsperioden som en analogi til det enkelte menneskes opvækstperiode. „Man er bragt ned til et nulpunkt og skal derfra bygge en ny eksistens op for en hel menneskehed eller sig selv.“ Og i den opgave spiller kunstnerne en rolle. For Rifbjerg selv og hans venner „gjaldt det om at komme så langt i det humane, at man på sit personlige udspil gav hele personen og derved også kunne tillade sig at kræve de andre ud af busken. Kender vi ikke os selv og vore vilkår, har vi nemlig ingen mulighed for at etablere et forhold til dem og således bringe os selv og tilværelsen videre.“ Ved at sætte sin eksistens på spil skulle kunstneren altså kunne bringe ikke bare sig selv, men også andre ind i en positiv udvikling.

Sven Holm digtede en hel eventyrlig historie om kunstneren, der med sin kunst redder mennesket ud af de dødes rige. I „Det vidunderlige instrument“ (1961) er tre søskende ofre for deres fars tyranni. Han hæmmer dem i deres vækst og udnytter jordens resurser på en destruktiv måde. Men den yngste, dovne dreng laver efter en gammel mands anvisning en violin, der har magiske egenskaber. Når han spiller på den, må alle danse. Det bliver til hans søskendes befrielse og faderens død. Efter endt mission drager drengen af sted fra hjemmet på vej mod nye horisonter og nye opgaver. Han har altså mere held med sit foretagende end Orfeus havde, da han skulle redde Eurydike, og Holm kan således udtrykke en stor og glad tro på kunstens frigørende muligheder.

Hvad der her er naivt og eventyrligt udtrykt, adskiller sig imidlertid ikke fra den holdning, som de kulturradikale modernister lagde for dagen i deres skrifter og i deres optræden i offentligheden. Deres frigjorte bajerdrikning for åben skærm og respektløse omgang med den danske sangskat skulle blive alles frigørelse fra enhver snærende konvention. Kunstneren var mand for at stille sig op og sige, hvad der trængte til at blive lavet om på. Ligesom da Dalgas stod op og sagde, at heden skulle opdyrkes, mente Panduro.

Villy Sørensen argumenterede ligefrem for, at digteren havde en ganske særlig rolle i det demokratiske samfund. Kunstneren er blevet „samfundets skarpeste kritiker“, der sætter fingeren på velfærdssamfundets ømme punkter. Kunsten er ikke skønmaleri, skønt det store publikum kræver det af den. Dens genstand er det sande, og – skriver Villy Sørensen i Hverken-eller (1961) – „jo mere „moderne“ digtningen bliver, jo større troldsplinter får digterne i øjnene og kan altså se „hvad der er galt ved en ting“ til forargelse for de fleste, der helst vil nøjes med at se det skønne og det gode ved tingene“. Udtrykket „moderne“ skal her forstås i forlængelse af det moderne gennembrud i 1870'erne og naturalismen og altså i en (kultur)radikal tradition, der ser „den sande kunstneriske indsats“ som protesten „mod de skønne illusioner, der bestyrker menneskene i deres sløvhed, og protesten mod de grumme forhindringer for menneskelig selvudfoldelse“.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Digteren og samfundet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig