Det litterære marked

Kunstnerne havde altså stadigvæk noget at skulle have sagt, sådan som de havde haft det, dengang et orakel som Martin A. Hansen med vægt udtalte sig om tilværelsesproblemer og aktuelle spørgsmål, og „alle“ lyttede andægtigt til. Men situationen var en anden nu, og Elsa Gress spurgte simpelthen i en artikel om modernismen: „Er der nogen der hører efter?“ (1962) og pegede på en kløft mellem den frie kunst og publikum. Folk hørte i hvert fald provokationerne, men om det kom længere end dertil, var spørgsmålet. Noget blev hørt – og ikke mindst set. Panduros tv-stykker blev ekstraordinært populære, og hans romaner solgte godt. Men det gjorde folk som Rifbjerg og Benny Andersen også. I november 1964 lå Rifbjerg øverst på bestsellerlisten med Og andre historier, og Andersen fulgte efter med Den indre bowlerhat.

Litteraturen havde så gode kår, at Politikens leder kunne sammenfatte situationen 6.12.1964 med overskriften „Bøgernes triumf“ og konstatere, at 1964 havde været det største bogår nogensinde. Der blev langet bøger over boghandlernes diske som aldrig før, og det, selv om konkurrencen fra radio, tv og film var stor. Man kan pege på to forhold, der førte til denne succes. Der var et stadig voksende publikum i den stadig større og økonomisk velfunderede middelklasse, og så slog effekten af billigbogssystemet igennem.

I 1954 var man så småt begyndt på at udgive billigbøger af finlitterært tilsnit i Fremads Folkebibliotek, og siden fulgte de andre forlag. Gyldendals Tranebøger bragte fra 1959 forlagets store forfattere til billige penge, og Hans Reitzels Forlag udgav både danske klassikere og aktuel udenlandsk litteratur til spotpris. I 1959 oprettede forlaget Lademann bogklubben Union med internationale bestsellere og klassikere. Gyldendal fulgte efter i 1966. Markedet boomede med billige bøger, og man var ikke henvist til „kiosklitteraturen“, som den mindre fine litteratur blev kaldt, og som talte navne som den endnu storsælgende Morten Korch (1876-1954) og hans efterfølger Ib Henrik Cavling (1918-78), der producerede kærlighedsromaner på stribe for et kvindeligt publikum. For mænd skrev Sven Hazel (f. 1917) bloddryppende og handlingsmættede krigshistorier om Anden Verdenskrig, og Willy Breinholst (f. 1918) leverede humor på samlebånd. Og så var der alle de udenlandske i dansk oversættelse. Der var både de mere seriøse kriminalromaner af Dashiell Hammett og Raymond Chandler og de kulørte cowboyromaner med Bill og Benn i revolverdueller. Man kunne altså få fin litteratur til billige penge, så der var i princippet intet til hinder for, at folk „hørte efter“, hvad de „rigtige“ digtere havde at sige.

I 1960'erne styrkede man også grundlaget for den kommende generations læsning, da man med nye love i hånden etablerede børnebiblioteker og skolebiblioteker. Her skulle den „lødige“ litteratur stå til rådighed for børn og unge. Det var i første omgang passende voksenbøger og i anden omgang bøger skrevet specielt for børn og unge. Den kulørte serielitteratur og tegneserier afskrev man som „smudslitteratur“ og opfordrede i stedet „rigtige“ forfattere til at skrive kvalificeret børne-og ungdomslitteratur. Selv Det Danske Akademi ansporede til en forædling af børnebogen og gav i 1967 Cecil Bødker en pris for Silas og den sorte hoppe. Den havde, mente man, det varierede og kunstneriske sprog, som den kommercielle børnelitteratur var så fattig på. Sammen med den almindelige velstandsstigning skabte denne institutionalisering af børne- og ungdomslitteraturen et kæmpemarked, som toppede i 1970'erne og fik sine store navne med Thøger Birkeland (f. 1922), Bent Haller (f. 1946) og Bjarne Reuter (f. 1950).

Med Silas-figuren ramte Bødker den ny tids oprørske ungdomsideal. Ridende, fløjtende og fri fremtræder Silas, og han repræsenterer det unge utilpassede menneske, hvis udviklingsvej Bødker gjorde til en hel serie på 14 bind. Silas og den sorte hoppe står om et kunstnerisk og meget læst alternativ til triviallitterære og populære seriebøger som Flemming-bøgerne (1918-29) af Gunnar Jørgensen (1896-1963), Jan- (1942 ff.) og Puk- (1952 ff.) bøgerne og den importerede Enid Blytons bøger om De 5. Også på børne- og ungdomsbogfronten blev der ført kulturkamp. Motiver og temaer blev ført ajour og fornyet i 1960'erne, hvor blandt andre Ole Lund Kirkegaard (1940-79) lod humoren, fantasien og de antiautoritære ideer flyde frit og sprogfornyende i Lille Virgil (1967), Albert (1968) og Orla Frø-Snapper (1969), ligesom Benny Andersen gjorde det med Snøvsen og Eigil og Katten i sækken (1967).