Det var ikke kun fra den provinsielle underklasse, at modernismen blev mødt med kritik. Den blev også imødegået af digtere, som bekendte sig til en realistisk tradition, og digtere, som ville bryde med den metafordyrkende digtning indefra og reformere modernismen. Og endelig blev den sidst i årtiet udsat for en kraftig politisk kritik fra venstreorienteret hold.

Man kan dog notere, at de første til at tage afstand fra modernismen – som term – var modernisterne selv. Efter de første store år i begyndelsen af 1960'erne blev det hurtigt tid til eftertanke, og i Louisiana Revy lancerede man i januar-marts 1962 en stor enquete over to numre, hvori kunstnere af enhver art samt kritikere skrev om fænomenet. Man var ikke udelt begejstret for begrebet „modernisme“, fordi det allerede var blevet et hurra-ord for nogle, der som Uffe Harder hævdede, at modernismen „er blevet det tyvende århundredes kunst“, og dermed gjorde den til norm. Omvendt blev begrebet også brugt som skældsord i offentligheden. At blive kategoriseret som modernist var det samme som på forhånd at blive dømt uforståelig. Og at blive stemplet som modernist var at blive sat i en snæver bås, som fastholdt én i positioner, som man måske aldrig havde sympatiseret med eller i hvert fald havde forladt, sådan som fx Ivan Malinowski var i færd med.

Modernisme var så meget forskelligt, at begrebet efterhånden forekom mange så udvandet, at det ikke kunne anvendes. Man prøvede at holde modernisme op over for traditionalisme, men det var ikke nogen heldig manøvre. Om noget var den modernistiske digtning, der så dagens lys omkring 1960, nemlig traditionsbevidst. Det var bare andre litterære traditioner, den trak på, og så kunne den slet ikke undvære de kulturelle traditioner i bred forstand, fordi den levede af at gøre op med dem. Men uanset modernismebegrebet var og er et mangehovedet uhyre, så har det dog bidt sig litteraturhistorisk fast, så vi stadig trækkes med det.

Modernismen, som den er præsenteret ovenfor i forbindelse med især Rifbjerg og Ørnsbo, er blandt andet kendetegnet ved et voldsomt metaforsprog, en abstrakt fantastik og en mytisk jeg-digtning. Denne jeg-digtning er i princippet materialistisk og anti-metafysisk anlagt, men har i praksis en metafysisk dimension, fordi den peger på evige traumer og universelle vilkår. Det er i forhold til netop disse karaktertræk, at modernisterne selv modificerer sig og fra midten af årtiet og frem orienterer sig i mere saglig retning, hvor ting og fænomener registreres, uden at der finder nogen voldsom og anmassende symbolisering sted. Rifbjerg gør det blandt andet i sine „demokratmodernistiske“ eller „ny-enkle“ erindringer i Amagerdigte (1965), og Malinowski gør det med sine politiske Åbne digte (1963).

I prosaen skrev modernisterne generelt i traditionelle realistiske former med det enkelte individ og dets psykologi i centrum. Netop denne psykologiske dybdeboring og interessen for outsiderne bliver i nogen grad opgivet til fordel for en fokusering på mere almene sociale samspil og samspilsramte individer i dét, som man talte om som nyrealisme. Det er heller ikke nogen heldig betegnelse, da realismen til stadighed fornyer sig gennem sin evne til at indoptage nyt stof, men ny var den da i den forstand, at den bød på andre fortolkninger af forholdet mellem individ og miljø end dem, man finder i 1930'ernes kritiske og sociale realisme, ligesom den byder på en anden psykologi end den, der var fundamentet for Rifbjergs og Panduros individcentrerede 60'er-romaner.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Opgør med modernismen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig