Da Gynther Hansen (f. 1930) udsendte sin anden bog, Stemmer fra provinsen (1976), blev han rost for sin beherskelse af den mundtlige fortællestil, hvor selve samværet om fortællingen trækkes ud med indskud og omsvøb og masser af småord, som i optakten til „Høkerkonen“: „Tja, hvor længe har jeg kendt Jørgen, det bliver efterhånden mange år, jeg har da kendt ham allerede, da han havde smedjen længere oppe på vejen, men så gik han fallit, og det må vel være en femten år siden En anden fortælling, „Hos købmanden“, viser en sådan fortrolighed med traditionen, at tilhørere ligefrem blander sig, når en fortæller glemmer ting.

Den fælles, sønderjyske tradition fører imidlertid tilbage til verdenskrigene og dermed til oplevelser, som skiller folk, og samtidig fremgår det, at den moderne udvikling virker opløsende ind på traditionen. Det betyder, at nogle af stemmerne tilhører ensomme og isolerede fortællere, og i sin efterfølgende bog opdyrkede Gynther Hansen det, der skulle blive hans specialitet, den kværnende enetaler: Jeg. Jeg. Mig. Mit. Fire monologer (1978). De fire monologer er lagt i munden på en murermester, en indehaver af en tankstation, en kommunal tjenestemand og en koncentrationslejrkommandant, og sigtet er tydeligvis at trække en linje mellem de fire, fra murermesteren, der mener, at „det vigtigste, det er det folk anser dig for, den karl du er i andres øjne“, til lejrkommandanten, der mener det samme, idet dog fangerne naturligvis ikke regnes til de „folk“, man indretter sig efter. For Hansens egocentrikere er den sociale omverden grundlæggende af det onde, og de svinger mellem tillukkethed som lejrkommandanten og ukontrollerede raserianfald som murermesteren og tankmanden. Denne sidstes livsholdning resumeres i monologen „Jeg vil have det godt, fandemig“, hvor han lægger ud med sætningen: „Rent ud sagt de kan rende mig i røven alle de indbildske skiderikker der kommer rendende her (…).“ Hvis der er en samtalepartner i denne rablende og rasende monolog, er det fjernsynet, som uafladelig leverer nyt stof til forbitrede udbrud.

Gynther Hansen voksede op i Sønderjylland i en tysksindet familie med nazi-sympatier, og pariaeksistensen er nok den vigtigste kilde til forfatterskabets desperate og rasende monologer. Det selvbiografiske stof er omsat i romanform i trilogien Hitler, min far og mig (1988), Soldaterne (1989) og Danskerne (1990), hvor man følger den lille Ernst, der først lader sig besnære af sin storebrors brovtende nazisme, men senere på den dansksindede skole møder foragten for nazismen. I Fremskridtspartiet og i den politiske højredrejning i 1980'erne har Gynther Hansen fundet træk, der kunne minde om dem, han mødte i sin barndom, og i den satiriske roman Gusse Lik og hans folk (1992) har han hudflettet den lille mands perverterede storhedsdrømme.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet „…de kan rende mig i røven…“ - Gynther Hansen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig