Som forside til omslaget af Requiem & Messe valgte Bo Green Jensen et maleri af den belgiske symbolist Léon Frédéric: Søen. Det sovende vand fra 1897-98, der tematiserer naturens slumrende og fornyende kraft, de sovende små børn – genfødslen af et nyt årtusinde. Requiemet, dødsmessen i den katolske kirke, afholdes i Bo Green Jensens forstand over en død forbrugskulturs manifestationer i form af reklame, prostitution osv.: „Vi har lært at være små maskiner / Og købe alting udefra / Uden brændstof standser vi / Og forstener med øjne af glas: / Vi køber også lyst og mening / Og må tage imod dagens tilbud /For penge vi ikke har. / (…) / Vi håber på en hemmelig engel / Som træder ind ad en værtshusdør / Og forvandler vores verden“.

.

Også den romantiske digtning satte spor hos nogle af digterne og især hos Bo Green Jensen, der skrev ud fra den erklærede antagelse, at romantikken aldrig var hørt op, men sendte vedvarende sorte strømninger op gennem århundredet, der „metaforiseres i stadigt mørkere, mere komplekse former, mønstre og motiver“, skrev han i den litterære essaysamling Afstandens indsigt (1985). Symbolismen blev i Green Jensens konstruktion fra 1982 anskuet som romantikkens anden fase, og modernismen som dens tredje fase. Og hans dedikation til den engelske romantik er manifest: „Mens klassicismen kræver fodnoter, læser vi Blake, Coleridge og Shelley, om ikke som samtidige, så som en art dislokaliserede slægtninge. Shelleys „Stanzas Written in Dejectio“ er de flestes aftensang“.

Således har Bo Green Jensen præcist indtegnet generationens brug af traditionens litteratur. Hans bekendelser til de romantiske strømninger var også et eksempel på, at der – generationsfællesskabet til trods – var væsentlige divergenser: Som hans diametrale modsætning stod fx Søren Ulrik Thomsen, der i skarpe vendinger i Mit lys brænder tog afstand fra ikke alene romantikken, men også den af-romantiserede romantik. Når digterne øste af traditionen, var der således tale om radikalt subjektive valgslægtskaber. Eksemplerne er legio i firsernes digtning.

Bo Green Jensen indtog med sin debut i 1981 en særlig position ved så udelt at bekende sig til den romantiske tradition. Med sit ståsted som cand. phil. i engelsk litteratur med videre uddannelse og forskning i USA havde han særlig adgang til kilden af den strøm af britisk og amerikansk kultur, der flød til Danmark. Inspirationen fra musikere som John Lennon, Leonard Cohen, Bob Dylan, Jim Morrison er tydelig, og der er også i hans digtning et utal af referencer til hans forbilleder inden for nyere og klassisk engelsk og amerikansk litteratur: Dylan Thomas og Keats for blot at nævne to.

En enorm viden om mytisk, mystisk, religiøs romantisk litteratur og klassisk belæsthed skinner igennem i den store digtkreds Rosens veje, der består af de syv samlinger, der udkom i årene 1981-86: Requiem & Messe (Bo Green Jensens debut), Det absolutte spil, Den blivende engel, Mondo Sinistro, Undergangstestamentet, Stedernes Mening og Porten til Jorden. Som titlerne antyder, knyttes der tråde tilbage til middelalderen og romantikkens mystik. Stilistisk knytter kredsen sig til den mere bredt talende amerikanske lyriktradition.

I svingdøre standser vi og lytterEfter livet i byen udenfor.Fremmede for begge verdenerStår vi stille uden krav. ViserVores ar for engle der ber os gåAd Helved til. Hvem er vi og hvorforBlev vi sat på denne golde jord,Parodi på en verden i overflod.Vi lærer at indstille og få detHele med. Vi er børnene der bløder,Så lad os dø i fred.

Rosens veje står tilbage som et omfangsrigt (omkring 1400 sider) og væsentligt bidrag i 80'er-digtningen. Modtagelsen var blandet, men for sidste bind i Rosens veje fik Bo Green Jensen Kritikerprisen. Et gennembrud til det store publikum fik han med ungdomsromanen Dansen gennem sommeren, som udkom 1981, samme år, han debuterede som lyriker. Prosaen har han siden dyrket ikke mindst gennem sit virke som kulturjournalist.

Juliane Preisler (f. 1959) blev med sin originale stemme også en vigtig figur på firserlyrikkens scene. I debutdigtene Uden (1983) og efterfølgeren Ind (1984) gør hun barndommen og den unge kvindes nådesløse møde med voksenlivet til ledetråde, og ligesom hos Pia Tafdrup er erotikken et centralt tema forfatterskabet igennem.

I digtene er der en gennemgående dobbelthed af melankoli og drømmerisk vision på færde, samtidig med at en kras humor og ironi infiltrerer de følelsesladede poetiske tableauer. Digtene har ofte skarptslebne brudflader af surrealistisk eller grotesk tilsnit. Det er sansenære digte, der pendler mellem nærhed og distance, mellem fylde og forgængelighed, mellem ømhed og brutalitet, som det følgende digt fra samlingen Ind:

Hun blev ikke favnet, mentaget. Ømheden var tilfældigOg sjælden. I stedet var derkrydret smag og vin til huden.Slør til hendes øjne.Og en silketråd til hendesfingre. Så hun stak sig.Først for mørket løftedehun sit hoved. Der var slør iøjnene og blod på hendes fingre.

Her ser man, foruden Preislers særegne metaforbrug, også et andet karakteristisk træk ved forfatterskabet, nemlig brugen af myter og eventyrmotiver.

I modsætning til sine digterkolleger gjorde hun tidligt brug af prosaens forskellige former sideløbende med det lyriske spor, lige fra novellesamlingen Standset aften (1985), som blev efterfulgt af en række romaner med barndom, erotik og længsel som temaer, heriblandt den historiske roman Kysse-Marie. En historie om Marie Grubbe (1994), der leverer et forsvar for den kvindelige seksualitet.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Fra lyrik til prosa – Bo Green Jensen og Juliane Preisler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig