Sidegaden

Nå-generationen, den tavse generation blev de unge kaldt. Den normale verbale og politiske oprørstrang fra en ung generation udeblev. De debattører og journalister, der formede mediernes bevidsthed, regnede med en kommunikationsmåde, de selv forstod og håndterede, måske en videreførelse af studenteroprøret fra 68, men den form for protest udeblev.

Det franske begreb „Le Bof“ blev på dansk til Nå-generationen. I dagbladet Politiken kunne man i 1979 finde efterlysningerne i artikler med overskrifter som „Nå-generationen og et svar på den“, „Den store følelse“ og „Den tavse generation“. Langsomt gik det op for offentligheden, at svaret lå i en anderledes – og anderledes kommunikerende – ungdomsbevægelse Europa over. Netop velfærdssamfundets ungdom påtog sig alt det hæslige og fortrængte i samfundet – symbolsk såvel som bogstaveligt. Udtryk som 'skråt op' og 'no future', 'lort nok' (kontrol læst bagfra), bevidst uskøn musik og forrevet plakatdesign var en del af den æstetik, der knyttede sig til især punkbevægelsen i disse år. Punken var anarkistisk og bygget på 'gør-det-selv'-tanken i mangel af muligheder for uddannelse og arbejde. Punken var også et subkulturelt oprør mod den efterhånden meget etablerede musik- og underholdningsindustri, med udspring i de engelske Art Schools og grobund hos arbejdsløse unge uden fremtidshåb. 'Gør-det-selv' udmøntede sig i mange tilfælde i enkle kunstneriske udtryk som selvfremstillede smykker af kæder og sikkerhedsnåle og T-shirts med påskrifter, og i musikken for eksempel i: 3-greb-på-spaden-er-nok! Gør-det-selv udviklede sig hurtigt til ta-det-selv-aktioner fra supermarkeder og til besættelser af kondemnerede beboelsesejendomme og fabrikker.

I kraft af udgangspunktet i kunstskolerne var bevægelsen ikke uden kunstneriske forudsætninger. Man kan spore inspiration fra dadaismen og surrealismens collageteknikker samt fra en af 1960'er-kunstner-nes guruer, William Burroughs, og hans cut-up-teknik.

De unge danske kunstnere var inspirerede af punkbølgen og tog den til sig i mere eller mindre koncentreret aftapning. Efterlysningerne af en synlig generation blev besvaret fra kunstnerisk side blandt andet som multikunstudstillingen Nå!80, multikunstantologien Platform (1980), billedkunstudstillingen Kniven på hovedet (1981) og tidsskriftet Sidegaden (1981-84), der i sit meget ambitiøse udgangspunkt ville påtage sig at være organ for alle kunstarter. Sidegaden var den mest markante generations-manifestation. Initiativtagere og redaktører var blandt andre Michael Strunge og Marianne Lindgren, og tidsskriftet blev et fælles forum for litteratur, billedkunst, musik, teater og aktuelle begivenheder i byen. Der blev kastet symbolske brosten mod hovedstrøgets dyre butiksruder og pæne mennesker. Sidegaden formulerede – som navnet siger – generationens vilje til at bevæge sig bort fra hovedstrøgene, væk fra mainstream og den kapitalfikserede og fremskridtsorienterede tænkning, der sås som en spændetrøje for al fantasi og billedskabende kraft.

I lederen til første nummer blev der i satiriske vendinger gjort direkte front mod 68-generationen, „en generation med gulerødder, i dyner og permanent på rulleskøjter med en whopper i hånden – på jagt efter jobs og lænker, på jagt efter Nye Ting“. Heroverfor står det tavse folk – som det lyder med en hentydning til det prædikat, 68-oprørsideologen og forfatteren Erik Thygesen havde givet generationen – der søger „væk fra strømmen af penge, søger ud, søger ind i sidegaderne“.

Tidsskriftets anarkistiske layout var både udtryk for punkkulturens collagestil og generationens oplevelse af et forrevent verdensbillede. Ikke alle var begejstrede. Nogle så ligefrem en politisk trussel i bladet, hvis ideologi blev slået i hartkorn med fascismen og nynazistiske tendenser. Selv tog Sidegade-folkene i Michael Strunges penneføring til genmæle ved at fremhæve, at tidens fascisme bedst kunne findes i „Maskinen – forretningen (Danmark) – hjemmet – bondegården – manden“, hvorimod digterne stod for „Hjertet/blodet – musikken – gaden – det biologiske – det dobbelte køn“ (Sidegaden nr. 3, 1982).

Ud fra disse multikunsttiltag kunne det umiddelbart tage sig ud, som om der her var tale om en generation, der arbejdede mod fælles mål på tværs af kunstarterne, men det var ikke tilfældet; på trods af generationsfællesskabsfølelsen arbejdede man i mange forskellige retninger. Måske var det derfor, medierne med forenklende slagkraft snart fik betegnet generationen som betonsymbolister, snart som nyekspressionister, punkmodernister eller sorte romantikere.