Storbyen og natten

Storbyen blev i 1980'erne igen – ligesom omkring år 1900 – undergangens, kaosmagternes og forløsningshåbets drømmeby. Det var også i denne periode, at den københavnske middelalderby med nye steder som Café Victor, Krasnapolski og Café Dan Turèll invaderedes af cafékulturen med dens lyse rum, spejlvægge og cappuccinodufte. Cafeen blev storbyens sted par excellence. Væk var jazzmiljøet med skæggede mænd, piger i træskostøvler og islandske sweatere og bajere på bordet – det var 'in' at have stil, høre David Bowie og drikke te og cappuccino, mens man lyttede til lyrikoplæsning. Digterne kom for alvor igen til syne i byens rum efter i en årrække at have veget pladsen for politiske talere. Digtoplæsning blev til begivenheder, der trak fulde huse, ikke mindst på Café Victor, hvor sprogekvilibristen F.P. Jac tronede. Og selvom salgstallene ikke var lige så høje som tilskuertallene, var det tidspunktet, hvor forlagene Borgen og Gyldendal gik sammen om at lave en lyrikbogklub, som dog kun eksisterede en kortere periode.

Natten fik særlig betydning for mange af firserdigterne, der hermed – som også surrealisterne gjorde det – vendte sig mod den vesterlandske traditions forenklede opfattelse af natten som en ubetydelig del af det menneskelige liv. Pointen var, at det som mørket rummer, paradoksalt nok skjuler sig i dagsbevidsthedens skarpe lys, mens sproget som en nattens sol kunne kaste lys over de egentligt betydningsfulde ting. Byens gader om natten blev som veje ned til det underbevidste. I Claus Bohms tidstypiske film Nattens Engel fra 1981 vandrer Michael Strunge rundt i et nattemørkt og neonoplyst øde København som en baudelairesk flanør, til møder med nogle af generationens forfattere, blandt andre F.P. Jac og Bo Green Jensen. Om nattens frisættende kræfter siger Strunge i filmen: „Jeg har altid været meget betaget af natten – samfundets fravær (…) Jeg er ikke i tvivl om, at når man holder sig vågen om natten presser de ubevidste lag sig op og påvirker én.“

I det blå rum samledes lyrikere, musikere og billedkunstnere omkring deres kunst. Og selv om der hos de fleste af forfatterne var mere fokus på jeg'et og individualiteten frem for det store Vi (med en væsentlig undtagelse i Strunges værker), var generationsfølelsen stærk og udmøntede sig i en lang række arrangementer, udstillinger, fælles publikationer og programmatiske erklæringer i opposition til de umiddelbare forgængere. Generationsantologien Platform (1980) var den første samlede manifestation.