Ud af det blå rum

Det blå rum husede en generation, der til at begynde med så sig selv som outsidere, som subkultur, som underground, som eksilerede.

I forordet til generationsantologien Transformationer fra 1985 gjorde Pia Tafdrup sig til talskvinde for firsergenerationens opgør med „knækprosaen, bekendelsesdigtningen og den politisk sociale digtning“. Rigtigt rokke ved en samfundsindretning kunne et digt næppe, ifølge Pia Tafdrup. Det er i det små, forvandlingsmulighederne ligger, og her var Tafdrup i virkeligheden på linje med postmoderne filosoffers forestillinger om, at det kun for alvor er muligt at handle lokalt: „Verden er ikke en enhed. Enhver forestilling om sammenhæng er væk, enhver tro på en orden er afløst af det mangfoldiges princip.“ Postmodernismen ses her som et kalejdoskop af muligheder, en positiv åbning.

Disse holdninger fremførtes af firsermodernisten Pia Tafdrup samme år, som postmodernismen for alvor nåede frem i den danske offentlighed. Men allerede årene forinden var forlaget Sjakalens oversættelser af den nye filosofi en medvirkende årsag til, at de postmoderne teorier blev udbredt i Danmark. I 1982 kom Jean-François Lyotards Viden og det postmoderne samfund, og samme år udsendtes den italienske filosof Mario Perniolas Blændværker. Opløsningen af monopolet på værdier var i tiltagende, og det kunne også spores hos generationen af 80'er-lyrikere.