Siden paddehatteskyen over Hiroshima har atomfysikkens praktiske følger lagt en skygge ind over den moderne kultur. I dansk sammenhæng har tvillingereaktorerne i Barsebäck på Skånes vestkyst, kun 20 km fra København, ikke kun inspireret til politiske initiativer. Hvad pesten var for Dekamerons fortællere, er atomudslippet på Barsebäck for Vagn Lundbyes fortællere i Septemberfortællinger.

.

Der har altid været fortællere i den danske litteratur, men ved begyndelsen af 1960'erne havde de en svær tid. Man måtte ud i den geografiske eller sociale udkant for at finde forfattere med sans for den fortrolige fortællertone, den spændende handling og den velturnerede pointe. Ud over Karen Blixen kunne man nævne Willy-August Linnemann, der skrev en stor kreds af fortællinger fra grænselandet, William Heinesen, der fabulerede over livet på Færøerne, og Jørn Riel, der vandt et enormt, også internationalt publikum med sine skrøner fra Grønland. Men ellers?

Fortællingen var sendt til tælling, og i de fleste henseender blev den talt ned til nul: Nul fortæller, nul handling, nul hovedperson, nul plot, nul pointe. Peter Seeberg skrev romanen Bipersonerne (1956) om lutter bipersoner, Poul Vad skrev romanen De nøjsomme (1960) om en stribe personer uden appetit på verden, Per Højholt skrev med 6512 (1969) en dagbogsroman uden hoved og hale, Peer Hultberg skrev romanen Mytologisk landskab med Daphnes forvandling (1966), som med hans egne ord var „en fuldstændig narratorløs roman, uden nogen som helst direkte fortællerbemærkninger“, og Vagn Lundbye skrev Roman (1968), hvor hovedpersonerne ved romanens begyndelse endnu ikke har indfundet sig, enten fordi det ikke er tiden til at gøre deres entré, eller simpelthen fordi de endnu langtfra er færdige.

Fortælleren måtte dø, mente de eksperimenterende forfattere, fordi man ikke længere kunne tage autoriteten alvorligt. Hovedpersonen var rykket ud i periferien, fordi heltenes tid var forbi. Og den afrundede helhed var suspenderet, fordi den moderne verden var „uden midtpunkt“. Med tabet af midten mistede man også en moral, hvormed man kunne skelne mellem godt og ondt. Svend Åge Madsen demonstrerede i „uromanen“ Lystbilleder (1964), at der ikke findes noget olympisk perspektiv. Selv en voldtægt og en massakre kan anskues fra en mangfoldighed af synsvinkler.

Men tiden skulle vise sig at arbejde for fortælleren, og i 1988 samlede en række af de forfattere, som i 1960'erne havde forestået fortællerens ligbegængelse, sig om en genoplivelse af samme. Som en postmoderne Boccaccio samlede forlæggeren Hans Jørgen Brøndum – på litteraturforskeren Erik A. Nielsens initiativ – forfatterne Svend Åge Madsen, Ulla Ryum, Henrik Nordbrandt, Inger Christensen, Peter Seeberg, Maria Giacobbe, Hans Alfredson samt Vagn Lundbye om følgende projekt: Hver især skulle over 7 septemberdage inkarnere 7 fortællere, der hver dag skulle fortælle en historie om et bundent tema, herunder temaet „ingenting“. Og den ottende af de syv fortællere, Vagn Lundbye, fik rollen som de 7 fortælleres forsyn, der skulle binde det sammen til en helhed.

I Boccaccios Dekameron (o. 1350) var det pesten, der fik fortællerne til at samle sig uden for Firenze. I Septemberfortællinger er det en lige så tidsbundet katastrofe, en atomulykke, nærmere bestemt en ulykke på Barsebäck-værket, der samler fortællerne på skibet Café Liva, der skal evakuere dem fra København. Og ligesom fortællerne hos Boccaccio med deres frivole historier snakker sig uden om deres aktuelle lidelser, forlader „septemberfortællingerne“ tidens politiske problemer til fordel for en stribe personlige skæbner.

Tættest på en traditionel folkelig fortæller med en mundtlig fortælletone er Peter Seebergs taxachauffør Kenneth Pedersen, men taxaen er jo også – ligesom det skib, hvorpå de evakuerede befinder sig – et af de offentlige rum, hvor moderne mennesker kan mødes og udveksle historier.

På syvendedagen, hvor temaet er „ingenting“, fortæller Kenneth Pedersen en historie, som han selv karakteriserer som „ingenting“, men han tilføjer, at „Selv det inderste lille rum i et endeløst system af kinesiske æsker har noget i sig“, og i hans lille historie foldes en barndomserindring ind i et system af andre historier. Da fortællingen er slut, bemærker en af tilhørerne, at det er sørgeligt, „at det Danmark, som kommer frem i din fortælling, snart ikke findes mere“, men en anden tilhører indvender, at „Vi oplever det bare anderledes, fordi vi er blevet voksne.“ Hvem der nu end har ret, så er det en kendsgerning, at fortællingen skaber fællesskab og nærvær over den truende atomkatastrofe.

Som navnet antyder, er der mere konstruktion og papir over Svend Åge Madsens fortæller, datalogen Tomas Emil Fant, men at Madsen overhovedet medvirker i denne sammenhæng, viser, i hvor høj grad hans forfatterskab har flyttet sig siden debutårenes opgør med den traditionelle fortælling.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Fortælleren vender tilbage.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig