At fortælle menneskene - Svend Åge Madsen

I en artikel i Politiken i 1972 erklærede Svend Åge Madsen, at han i sine første fire bøger havde søgt at befri sig for handling og personer i en eksperimenterende og asketisk fiktion, at han i de følgende fire benyttede sig af pasticheformer, men at han med romanen Dage med Diam (1972) var på vej ind i en tredje fase af sit forfatterskab.

I de første fire bøger – romanerne Besøget (1963), Lystbilleder (1964), Tilføjelser (1967) samt novellesamlingen otte gange orphan (1965) – er personerne fikseret i hver sit projekt, i hver sit perspektiv på verden. I de følgende fire bøger – romanerne Liget og Lysten (1968), Tredje gang så tar vi ham… (1969), Sæt verden er til (1971) samt novellesamlingen Maskeballet (1970) – flettes personer og perspektiver sammen, men fikseret i hver sin genre. I Sæt verden er til erklærer en af de fem fortællere, at det er, som om „vi allesammen lever i hver sin verden, fjernt fra hinanden“, men at vi må håbe, vi ligesom de fem fortællere, der er sammen i ét bind, efterhånden allesammen kan komme til „at leve nærmere ved hinanden“.

Fortællingen er hermed ikke længere en fiks idé hos den enkelte, men et redskab for fællesskab. Der formuleres en drøm om „en vildtvoksende roman“, som samler vidt forskellige personer, stilarter mv. i „et sluttet hele“, og den drøm realiserede Svend Åge Madsen i sit efterfølgende forfatterskab. Tugt og utugt i mellemtiden (1976) blev det store gennembrud for en fremstilling, der med et historisk-antropologisk tilbageblik på 1970'ernes Århus kombinerede modernisme og realisme, eksperiment og erfaring.

Ligesom Honoré de Balzac gennem 30 romaner genskabte sin samtids Paris med et enormt persongalleri, hvor personerne gik igen fra roman til roman, snart ude i kulissen, snart midt på scenen, har Svend Åge Madsen med romaner som Se dagens lys (1980), Af sporet er du kommet (1984), At fortælle menneskene (1989) og Syv aldres galskab (1994) skabt et fiktivt Århus, hvor slægter og personer efterhånden lever nærmere med hinanden inden for et sluttet hele.

Som det fremgår af titlen At fortælle menneskene, er fortællingen ikke længere en fiks idé, der isolerer den enkelte, men tværtimod en sproghandling, som skaber fællesskab. Den vildtvoksende, fabulerende roman tager ganske vist sit udgangspunkt i isolationen, men kun for at bryde den med fortællekunsten. En medfødt deformitet har isoleret grosserer Skovslets datter Ikona fra verden, men i samme grad som hun er holdt ude fra verden, har hun virket dragende på kvarterets drenge, og en dag tager Tøger Vendor mod til sig til at besøge hende. Tøger har gaver som fortæller, og grosserer Skovslet får arrangeret, at Tøger deler ud af denne gave ved „at fortælle menneskene“ for hende.

I essayet „Den existentielle fortælling“ (1992) skriver Svend Åge Madsen, at der i Danmark med baggrund i Søren Kierkegaards eksistentialisme og H.C. Andersens fortællinger findes en særlig tro på „fortællingens kraft“, der står i modsætning til realismen med dens forestilling om, at verden i en eller anden forstand kommer før fortællingen om den, og han illustrerer sit synspunkt med At fortælle menneskene:

Vi har, ligesom Ikona, modtaget verden som en strøm af fortællinger, som er puttet ind i vores hoveder, hvor de er vokset sammen og har passet sig ind i hinanden.Og vi får kun vores verden til at fortsætte ved, ligesom Tøger, at fortælle videre, prøve at digte videre på de fortællinger, som vi kun har hørt en del af. Vi er henvist til at skabe sammenhænge ved at digte forbindende forklaringer.

Henimod slutningen af romanen tegner Madsen et grotesk billede af, hvad der sker, når man forlæser sig på realismens fortællinger: Man begynder at leve i fortiden, man lever i spejlbilleder, man slukker for sin egen verden, man æder sig overmæt i fortællinger, hovederne svulmer op af „fiktionsfedme“, og da hovederne sprænges af al den megen fiktion, vælter ordene ud som orme. Hvor den „existentielle fortælling“ skaber sociale bånd, skærer den realistiske fortælling de samme bånd over.

Moderne samfundsforskere har talt om, hvordan symbolfortolkning er blevet hverdag inden for næsten alle fagområder, og det er da også slående, i hvor høj grad „fortællingen“ er blevet et tema inden for fag som teologi, psykologi, sociologi, antropologi, historie, lingvistik, ligesom firmaer af enhver art siden 1990 er begyndt at sværge til „story-telling“ som en måde at markedsføre firmaet og tilføre dets produkter en ekstra værdi gennem den historie, der knytter sig til dem.

Teologerne begyndte at tale om det, som Svend Bjerg i sin doktorafhandling kaldte den Den kristne grundfortælling (1981), og historikerne begyndte at interessere sig for barndommens, dagliglivets og følelsernes historie. Når Ebbe Kløvedal Reich lancerede Festen for Cæcilie (1979) som en afskrift af et retsdokument fra 1309 indemuret i Lateranets kældre i Rom, sender han i virkeligheden en hilsen til den franske mentalitetshistoriker Emmanuel Le Roy Ladurie, som med tidens historiebestseller, Montaillou (1975, da. 1986), på grundlag af inkvisitionens retsprotokoller, opbevaret i Vatikanets bibliotek, genskabte dagliglivet, som det formede sig i stort og småt i den franske middelalderlandsby Montaillou i 1300-tallets begyndelse. Peter Høegs ambition om at fortælle „de danske drømmes historie“ i Forestilling om det tyvende århundrede (1988) er et andet eksempel på den voksende interesse for det, man kaldte mentalitetshistorie.

Men også i andre fag begyndte man at tale om fortællingens magt. Kognitionsforskeren Mark Turner henviste i Den litterære bevidsthed (1996, da. 2000) til parablen i sin redegørelse for, hvordan alle tankeprocesser, fra simple sammenligninger til planlægning og evaluering, har litterær karakter. Kulturforskeren Fredric Jameson henviste i The Politi-cally Unconscious (1981) til allegorien i sin redegørelse for, hvordan fx psykoanalyse og marxisme leverer forklaringer på kulturmønstre. Litteraturforskeren Peter Brooks redegjorde i Reading for the Plot (1984) for det såkaldte „narrative begær“. Og i 1980'ernes kulturdebat blev begrebet fortælling selve omdrejningspunktet, da sociologen og filosoffen Jean-François Lyotard i Viden om det postmoderne samfund (1979) introducerede distinktionen mellem „store fortællinger“ og „små fortællinger“.

Svend Åge Madsen var kun en af mange danske forfattere, der efter 1960'ernes nultime fik blik for fortællingen. Selv inkarnerede lyrikere som Per Højholt og Jørgen Sonne kastede sig over denne genre, Højholt med sine „blindgyder“ inspireret af Jorge Luis Borges, Sonne med romanerne Natten i Rom (1983) og Elskovs grønne ø (1984). En forfatter, som tidligt havde dyrket den lille fortælling, var schweizeren Peter Bichsel, og i 1983 udsendte forfatterforlaget Arena en oversættelse af hans At læse. At fortælle fra året før. Her lægges der ud med nogle betragtninger om, at det ikke er det fortaltes indhold, men selve det at fortælle, der er litteraturens mål, og at trangen til at fortælle og at lytte til fortællinger bunder i vores sørgmodighed over, at tiden går, og „at vores liv er endeligt, at vores venners liv er endelige.“ Men nødvendigheden konfronteres i fortællingen med muligheden, da fortælleren ikke er optaget af, hvad der er sandt, men af, hvad der kunne være sandt.