Hans-Jørgen Nielsen i 1970, iført hippietidens dresskode: pagehår, pandebånd, hjemmefarvet lyserød undertrøje og halskæde. I samme periode skiltes de stærkt politisk orienterede og de mere „syrede“ ungdomsoprørere. For en tid gik Hans-Jørgen Nielsen den politiske vej og lod den kunstneriske del af sit forfatterskab ligge, indtil han gennemarbejdede sin egen og generationens historie i romanen Fodboldenglen (1979).

.

Da Hans Jørgen Nielsen (1941-91) i 1986 så tilbage på 1960'erne, blev det til et gruppebillede bestående af folk, som han arbejdede sammen med på Eks-skolen og omkring tidsskriftet ta'. Eks-skolen – eller Den Eksperimenterende Kunstskole – var et atelierfællesskab skabt i opposition til Kunstakademiet. Her var der intet professorvælde, ingen akademiske regler og ingen fordomme om den „rigtige“ finkultur og den underlødige massekultur. Man definerede sig selv i opposition til den etablerede kunst, der indbefattede den modernistiske lyrik og dens kritikere som Torben Brostrøm og Niels Barfoed. Man var først og fremmest autodidakter, der tog hinanden i skole. Og endelig var man for fleres vedkommende børn af den lavere, men fremstormende middelklasse og førstegenerationsstudenter, der ikke havde hele den borgerlige dannelse liggende i sig som en selvfølgelighed. I revoltens navn så man det som en gevinst og mulighed for frigørelse.

På Eks-skolen mødtes billedkunstnere som Bjørn Nørgaard, Paul Gernes og Per Kirkeby med digtere som Hans-Jørgen Nielsen og Erik Thygesen. Men det var karakteristisk, at der blev arbejdet tværæstetisk. Per Kirkeby både malede og digtede, og Hans-Jørgen Nielsen både digtede og deltog i happenings, malede og spillede. Der var tale om kollektive arbejdsprocesser med vægten lagt på processen og aktionen, hvorfor ingen af disse „værker“ består længere.

Tilbage fra disse eksperimenterende år står Hans-Jørgen Nielsens fire 60'er-digtsamlinger: at det at (1965), konstateringer (1966), output (1967) og fra luften i munden (1968). Tilsammen viser de både forandringer i forfatterskabet og i årtiets digtning. Set i forhold til den ordrige konfrontationsmodernisme tager at det at sig ganske minimalistisk ud. Et „læsealbum“ – fyldt op med „tavler“, „ikoner“, „mobiler“ og „tekstlandskaber“ – er samlingens mærkværdige genrebetegnelse, der dækker over en konceptkunst, som Nielsen på bagsiden af bogen giver en slags læservejledning til. Han taler om sprogets egenverden, om spilsystemer og „at det at er trods det egenrådigt sproglige synspunkt ikke uden eksistentielt korrelat. Det sproglige eksperiment er i sidste instans også et eksperimentelt synspunkt på virkeligheden i en given historisk situation.“

Når han sætter en datamaskine til at generere digte, er det således et ekstremt forsøg på at sætte det skabende individ i parentes og anonymisere „kunsten“. Ord og sprog er et materiale, man kan lege med efter regler eller systemer, som man selv definerer, for så at se, hvad der sker. For det meste sker der ikke så meget, men Nielsen får dog demonstreret en digtning, som er tømt for mening, men ikke for betydning. Der er intet digter-jeg, der udtrykker sig selv, men et sprog, der maskinelt gør, hvad det siger, og som peger på sin egen logik og materialitet. Verden er ikke dyb og sjælen heller ikke. En „episk“ tekst består således af elleve ord, der kombineres på en måde, så der sker en bevægelse af ordene som „hovedpersoner“ hen ad syntaksen. Ordenes systemsatte bevægelse udgør alene handlingen, sådan som man også ser det hos en digter som Johannes L. Madsen (1942-2000) i hans første sprogtematiske digtsamlinger a b se digte (1965) og og & og (1966).

Det drejer sig om at blive følsom over for ordenes egenverden, og „digtene“ kan anskues som en sådan sensibilitetstræning af læseren. Den lykkes bedst i tekster som „skematisk prosa“ i konstateringer, hvor sproget bevægelse bliver til en erotisk forbindelse mellem „ham“ og „hende“, og dér hvor Nielsen i fra luften i munden slipper humoren løs, idet den gamle baron von Münchhausen ikke suser af sted på en kanonkugle, men på en skrivekugle hen over papiret og ud igen.

Mennesket som enestående og genialt subjekt er tilsyneladende sat ud af spillet. Og det er helt i orden, som det fremgår af konstateringer. Heri udtrykkes en accept af verden, som den er: „det er og det er nok og det / er godt nok / og det er godt nok som det er (…) jeg konstaterer // det er det hele“. Nielsen taler altså ikke om eller som et frustreret og fremmedgjort individ i en fremmed verden, for der er, som han skriver i „Nielsen“ og den hvide verden (1968), ikke noget at blive fremmedgjort fra. Der er en række muligheder og holdninger, som jeg'et kan indtage. Rifbjerg sagde, at det ikke gælder om at blive sig selv, men at blive det, man kan. Synspunktet bliver radikaliseret i Nielsens udgave, fordi individet kan så meget og ikke mere er udeleligt eller tragisk spaltet, men derimod et uoverskueligt mulighedsfelt i en virkelighed, der simpelthen er det, som foreligger horisonten rundt, som han jublende formulerer det. Man er ikke, hvad man nu engang er eller kan, men hvad man gør i forskellige situationer. Han kaldte det for attituderelativisme, og det blev et modebegreb, der vakte debat. For er mennesket virkelig sådan en Pinocchio-figur, der glad kan synge, at der er ingen bånd, der binder ham?

At virkeligheden ikke havde den hierarkiske struktur, som man førhen havde tillagt den, fremgår af den måde, Nielsen gør op med de klassiske centrallyriske temaer på. I output gør han således døden til et eksempel på noget, man vælger at skrive om blandt fænomener som rødgrød, modul og lagerbygning. Men synspunktet passer ikke i praksis. Nielsens digtning drejer sig om den store hvidhed, der rummer hele spektrets farver og er alt, men samtidig også er den store forskelsløshed, der ikke er til at skelne fra døden. Nielsen dyrker denne hvidhed på nærmest zenbuddhistisk måde, hvad der dels ligger som en trend i 1960'erne og ind i 70'erne med navne som Dan Turèll og Peter Laugesen, dels er en særlig disposition hos ham selv, der begyndte sit forfatterskab med en gendigtning af en række japanske haiku-digte (1963). Psykologisk set kan man tale om en form for dødsdrift, som også ligger i afsværgelsen af individualiteten, idet han i lighed med Andy Warhol gør sig til en maskine. Der er altså ingen sjæl, ingen ånd, men upersonlige bevæggrunde og handlinger. Skriftjeg'et er en skriftmaskine, der på én gang producerer og produceres af skriften: „Det er mig der skriver jeg. Jeg skriver mig.“ Skriften synes at styre sig selv gennem en række udvalgte, men arbitrære systemer, og hermed fuldkommengør Nielsen i dansk litteratur den fordrivelse af mennesket fra kunsten, som Ortega y Gasset skrev om i 1925.

Men han blev ikke ved det. Den flade og endimensionale litteratur blev også ham for meget, og i 1968 indgår der et surrealistisk element i fra luften i munden. Det er syret poesi med aner tilbage i William Burroughs' cut-up-teknik. Stykket „hinsides syntaksen, samtidig med alt andet“ blander fiktive figurer med Fidel Castro og William Burroughs i en drømmemaskine, der viser pornografiske billeder i en usammenhængende kværnen. Skabelse og sammenbrud sker i én og samme bevægelse. Alt er muligt her, hvor „JEG er grebet ud af luften“, som det hedder i titeldigtet. Nielsen arbejdede videre i denne stil med den eksperimenterende roman Den mand der kalder sig Alvard (1970).

Den lethed, der er ét med forestillingen om de „glade 60'ere“, varede ikke ved. Da politiseringen tog til omkring 1970, holdt Hans-Jørgen Nielsen stort set op med at digte. Eksperimenterne, som han havde udført i 60'erne, anså han nok for „eksistentielle korrelater“ og som kunstpolitiske udtryk, men nu gjaldt det en større kamp end den, som udspillede sig for et fåtal af kunst- og litteraturinteresserede. Nu var det masserne, det gjaldt.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Jeg er en maskine – Hans-Jørgen Nielsen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig