Spilteori og ny-enkelhed - Jørgen Leth

Et af de centrale begreber i 1960'er-avantgardens kunst- og livssyn er spil. Når man ingen fast identitet har, er man henvist til at spille roller, som også nyrealisterne erkendte. Rollen er givet med en række spilleregler, som kan følges eller brydes med forskellig effekt. Hvad det i eksistentiel og kunstnerisk forstand så gælder om, er at tage spillet alvorligt og gå op i det med liv og sjæl, så længe det står på. Jørgen Leths Sportsdigte (1967) giver et eksempel på en sådan digtning, der tematiserer spillet, og som markerer et motivisk nybrud ved at inddrage sportsverdenen i digtningen.

„vi kører rundt og bliver aldrig færdige / med at forsøge at splitte feltet / stikke af, indhente, rykke på bakkerne“, hedder det indledningsvis i „Rundstrækning“. Det handler helt konkret om cykelløb og om at fungere optimalt i løbet. Men det kan også læses symbolsk som en holdning til tilværelsen og som en slags poetik. Der er imidlertid andre digte, som kun anstrengt lader sig læse symbolsk og blot fungerer som erindrede løbsbeskrivelser, portrætter af store cykelryttere og drømmen om en god baghånd i tennis. I ny-enkel stil peger disse erindringer og drømme demonstrativt ikke ud over sig selv, men koncentrerer sig om skildringen af, hvorfor et løb bliver tabt eller vundet. De drejer sig om cykelløbets eller tennisspillets særlige taktik, og om den fantasi og kunnen, der skal til for at spille med. Man må lade sig fylde af situationen og være i den for at mestre den, som når bordtennisspillere lægger op til en serv.

„jeg har lært meget af at køre på cykel / jeg, er blevet dygtigere til at være menneske / af at køre på cykel“, skriver Leth og gør hermed opmærksom på, at digtene godt kan læses som eksistentielle udsagn. De er da demonstrativt amoralske, for det gælder om at kunne leve sig ind i modstanderen, finde hans svageste punkt og hensynsløst at spille på det. Illusionsløst identificerer digt-jeg'et sig med James Bonds erotiske scoringer, ligesom kærlighed og fodbold flettes sammen og gensidigt kaster lys over hinanden.

Det særlige og provokerende ved digtene var deres lidet idealistiske beskrivelse af menneskelige relationer som spil blottet for ideale og etiske fordringer. Det reagerede flere anmeldere kraftigt på. Men derudover forekom de ny-enkle digte med sportserindringer at være private og lukkede om sig selv, fordi de ikke konsekvent havde symbolkarakter og dermed et almenmenneskeligt sigte og en åbning ud mod omverdenen hinsides cykelringen og skriftsiden. Modernistisk orienterede kritikere som Niels Barfoed og Finn Stein Larsen gik således både formelt og moralsk til sagen, hvad der yderligere accentuerede det generationsskifte, som Nielsens felt af eksempeldigtere udgjorde.

Jørgen Leth havde ellers debuteret i 1962 med en række konfrontationsmodernistiske krisedigte, men med Sportsdigte stemte han sin holdning og stil om, idet han som Hans-Jørgen Nielsen accepterede „spillets“ regler og verden, som den foreligger. Med kun få eksistentielle og politiske rystelser kunne han i 1967 kalde sin næste digtsamling for Lykken i ingenmandsland. Heri udfolder han ligesom Nielsen og de andre fra generationen et psykedelisk, surrealistisk skriftmix, hvor sportsmænd, filmfolk og erhvervsmanden Simon Spies optræder på den artificielle scene. Vietnam-krigen, der trænger sig mere og mere på i den vestlige bevidsthed, kommer også ind i „Mit Vietnam-digt“, men som noget forbigående, der drukner i et fiktivt interview med en filmstjerne og i digtets egen æstetiske fascination af andre ord end napalm, nemlig „sølv“, „guld“, „musik“, „lys“, „nær“, „jeg“ og „ord“.

I stil med Leths digte og med Klaus Rifbjergs Amagerdigte finder man ny-enkelheden hos Kristen Bjørnkjær (f. 1943) og Charlotte Strandgaard. Denne enkelhed, som giver sig udslag i en metafor-fri prosalyrisk digtning, har de nære menneskelige relationer som motiv. Den såkaldte „knækprosa“, som bliver overmåde populær i den problemdigtende 1970'erlitteratur, er sådan set allerede sat i scene hen mod slutningen af 1960'erne. Strandgaards Indimellem holder de af hinanden (1969) anslår helt ud i titlen, at det drejer sig om samlivsforhold, om kvinde, mand og børn i et spil af roller og attituder.