Eksempler på liv - Helle Helle

I Helle Helles (f. 1965) debutbog Eksempel på liv (1993) begynder den gennemgående figur Marianne med at kaste alfabetet op. Bogen er da i bogstaveligste forstand et opkast af ord. Hun ender med at række ud efter „O“, som både kan stå for den tomme mængde og ønsket om slutte en ring. Et afrundet udsagn er der imidlertid ikke tale om i traditionel betydning, men selvkredsende er teksten da. Eksempel på liv består, ligesom de punktromaner, den er i familie med, af løsrevne fragmenter og upræcise angivelser af tid og sted. Noget foregår „to gader længere væk“ i forhold til et udgangspunkt, der ikke eksisterer som andet end en sproglig markering i teksten. Der er forbindelser på kryds og tværs i de 58 tekster, som samlingen består af, men de refererer ikke til noget ydre rum eller nogen ydre tid. Referencerne skaber i stedet et selvberoende univers, der „lever“ sit eget liv ved siden af alt andet. Kunst taler ikke om verden, men skaber en verden, ligesom det også var på tale i forbindelse med både Hammann og Hesselholdt.

Sprogets selvkredsende bevægelse blev brudt i Rester, hvor erkendelse af sprog som sprog til forskel fra verden stadig er gældende, men hvor en realistisk reference til verden også er tydelig. Problemet her er, hvordan den fragmentariske reference til verden skal forstås. I titelnovellen er en kvinde på besøg hos en gammel ven, hvis kone er død. Men der er rester tilbage efter hende, ligesom der mellem kvinden og manden er rester af et forhold, der aldrig blev til noget. Resterne kommer frem i løbet af det døgn, hun besøger ham. Hun får tilbudt konens kjoler, der stadigvæk hænger i skabet, og de spiser den is, konen lavede om sommeren. De går også i seng sammen. Alt sammen foregår det i en atmosfære præget af ubehag, fordi resterne tydeliggør en grundlæggende tomhed og meningsløshed. Personerne befinder sig i en velkendt verden, hvor de ikke føler sig hjemme. Det tema tog Helle Helle op med ægteskabsromanen Hus og hjem (1999), hvori en yngre kvinde vender tilbage til sin barndomsegn efter nogle år i hovedstaden. Hun og manden har købt et hus, men de har svært ved at skabe et hjem. Handlingsmæssigt foregår der ikke meget i romanen, som lægger op til lidt utroskab, der dog aldrig bliver til noget.

Et gennemgående motiv i 1990'er-prosaen er familiens opløsning og drømmen om en familie. Det gælder om at få samling på sit liv og skabe sig et hjem med far, mor og børn. Oven på de livsstilseksperimenterende 1960'ere og 70'ere lyder det svært ordinært, men det er ikke desto mindre et stærkt udtrykt behov. Er det ikke egen familie, der søges, bliver det til alternative familiære forbindelser, hvor venner indtager søskendes plads, og ældre personer agerer fædre og mødre. Også her kan man se en minimalistisk tendens, idet man kan opfatte det som en søgen efter de elementære menneskelige relationer, der ikke er nogen selvfølge mere.

Hvor modernismen gennem 1900-tallet gerne søgte det spidsbelastede og ekstreme øjeblik, så tenderer minimalismen – helt i pagt med 1960'ernes ny-enkelhed – mod det trivielle. I hverdagen findes et oplevelses- og erkendelsespotentiale, som gør, at den lille søvnige provinsby Rødby og livet om bord på en Rødby-Puttgarden-færge kan give anledning til en historie om tilværelsens store eksistentielle spørgsmål om liv, død og kærlighed og meningen med det hele. Hvis alle tider og steder er lige gyldige i en postmoderne verden, kan Rødby lige så vel som København og New York danne et eksempel på liv. Det er, hvad der sker i Helle Helles roman Rødby-Puttgarden (2005), hvis handling udspiller sig i det perifere grænseland, hvor der er en konstant bevægelse mellem de to havnebyer, men ikke nogen tilsvarende udvikling. Mennesker dør og bliver født, rejser ud og vender hjem, uden at der sker så meget ved det. Mænd går og kommer i kvindernes liv, som de har gjort det i generationer. Kun troløsheden er en trofast gæst dér, hvor kærligheden ikke binder og forpligter, og ingen kender sine egne følelser eller har nogle præcise længsler.

I princippet var der så mange muligheder for generationen, der voksede op i 1980'erne, men i praksis bandt miljøet, og de sociale gentagelsesmønstre var svære at bryde. Det mærker digteren in spe, Jane, i romanen, da hun vender hjem til Rødby efter et mislykket uddannelsesforløb i Næstved. Der er dog håb for hende om at bryde trummerummen, i og med at hun har sprog til at formulere sit liv i. Det sprog ligner godt nok hendes afdøde mors, der, når nogen spurgte hende, hvordan hun havde det, svarede med at fortælle, hvad hun lavede. Sådan fortæller Helle Helles alter ego i romanen også med stor blufærdighed og alligevel sans for at indkredse det væsentlige.

I Rødby-Puttgarden er der et mere markant episk forløb end ellers hos Helle Helle. Her er en livshistorie udfoldet, og den er fortalt i præteritum. Men selvom fortælleren sidder inde med historien, sætter hun sig ikke igennem med den alvidende fortællers overblik og fortolkning. Jane er kun lige på niveau med begivenhederne, som hun beretter om, og hendes bevidsthed er fuldt ud solidarisk med det miljø, hun beskriver. Med den konkret forankrede miljøbeskrivelse i tid og rum har Helle Helle forladt den fortælleform, som var karakteristisk for hendes 1990'erprosa. Den blev fortalt af stort set refleksionsløse fortællere, der beretter i nutid og fra et ikke nærmere bestemt sted. Præsensformen lader begivenhederne fremstå uden fortids- og fremtidsdimension, så man intet aner om personerne før og efter de skildrede begivenheder. Det understreger det fragmentariske i oplevelsen, samtidig med at det suggererer et nærvær af meget kortvarig karakter. Denne fragmentering er endnu mere markant i Helle Helles kortprosatekster i Biler og dyr (2000), hvor selve den korte form skaber sit eget system, som først og fremmest tydeliggør forskelle og kun lader identitet være et potentiale, som læseren selv må udgrunde i en stadig vekslende oplevelse af tomhed og fylde.