Eksistens i anførselstegn - Solvej Balle

Solvej Balle (f. 1962) gjorde det selv med novellecyklussen Ifølge loven. Fire beretninger om mennesket (1993), som blev hendes litterære gennembrud, og som hurtigt indtog pladsen som et af 1990'ernes væsentlige værker. „Hvad man ikke kan veje må man overveje,“ hedder det her med et fikst ordspil. Og da den menneskelige eksistens netop ikke kan vejes og lade sig forklare fuldt ud naturvidenskabeligt, får digtekunsten en rolle at spille. I den kan man nemlig overveje, hvad det vil sige at være menneske og tage fat dér, hvor naturvidenskaben bliver tavs. Det første stykke i samlingen, „§1“, drejer sig om dette problem, idet biokemikeren Nicolas S. søger efter det signalstof i organismen, der holder mennesket oprejst. Efter flere fejltrin og omveje lykkes det ham at lokalisere et flygtigt molekyle i en netop afdød kvindes legeme, og tilsyneladende har han løst gåden. Men mens han har fundet frem til dette stof, har han mistet jordforbindelsen og ikke mærket sit eget legemes behov og glemt sit forhold til en levende kvinde. Erkendelsens pris er således, at man ved at se ét ser bort fra noget andet, og altså aldrig sidder inde med hele sandheden på en gang. Desuden er han på de videnskabelige præmisser, han efterlever, ude af stand til at tage den menneskelige vilje til at rejse sig og handle i betragtning, og dermed har han negligeret et væsentligt, men umåleligt element i den menneskelige væren. Det afsløres med både guddommelig humor og skarp ironi.

De fire personer i de fire beretninger er alle søgende mennesker. De søger noget grundmenneskeligt, hvad enten det skulle være et molekyle, evnen til at føle smerte, at være ingen eller at blive til en ting og komme i en ligevægt med verdens stof. Denne søgen mod det menneskelige er lige så meget en afvikling af det menneskelige, og de fires konfliktfyldte projekter lider da også skibbrud. Der er hele tiden den tilfældige detalje, som de i deres monomane handling ikke har kunnet forudse, og den vælter det hele – eller bliver til en ny åbning. Nicolas S. begår en lille fejl først i sit videnskabelige projekt og siden i sit private liv. Og Alette V., som med sin død tror at blive en ting blandt andre ting, bliver ikke opfattet sådan af omgivelserne. Hun vedbliver at være et menneske og bliver ironisk nok under Nicolas S.' lup – for det er hendes lig, han dissekerer – hans bevis for det menneskelige princip. At det så også er noget helt andet end det, han ser, er endnu en ironisk pointe, for hans mikroskopi viser ikke skygge af den vilje, der fik Alette til at opgive sin menneskelige eksistens.

Ifølge loven havde Balle oprindeligt tænkt skulle være en roman, men den blev til noget andet. Det er karakteristisk ikke bare for hende, men for adskillige af 90'erdigterne, at de opgiver den store episke fortælling med dens ophøjede blik på begivenhedsforløb og fortolkningen af verden. Det store episke drive er ikke deres sag, og de dyrker i stedet den kortere prosa og eventuelt som Balle de mere subtile sammenhænge af motivisk og tematisk art. Den tendens ser man blandt andet i Helle Helles Eksempel på liv (1993), i Pablo Henrik Llambías' Hun har en altan (1996) og i Katrine Marie Guldagers novellecyklusser København (2004) og Kilimanjaro (2005). Sammenhængen hos Balle kan være, at den kvinde, Nicolas S. dissekerer, er hende, der i den afsluttende novelle tager livet af sig, ligesom eftersøgningen er et gennemgående motiv. Endelig er fortællemåden og fortællerens holdning et gennemgående træk. Karakteristisk er fortællerens køligt distancerede sprog, som efterligner en formel, videnskabelig diskurs og anlægger et såkaldt fænomenologisk blik på menneskers handling og tingenes verden. De registreres med en absurd overdreven detaljerigdom eller uhyre abstraktionsgrad, som peger på et grundlæggende anskuelses- og sprogproblem. Med pinlig præcision synes alting at gå korrekt for sig, og så er det alligevel slet ikke nok, når det ikke bare er mennesker, man vil beskrive, men selve Mennesket, man vil berette om.

Balle spejler med sit sprog en videnskabelig diskurs, hvis begrænsning samtidig demonstreres. Det betyder imidlertid ikke, at der er tale om teknikforskrækkelse eller nedladende humanistisk kritik af naturvidenskaben. Der var i 1990'erne en udbredt fascination af især den mere spektakulære og spekulative del af naturvidenskaben, som kom til udtryk i en stor interesse for Niels Bohrs komplementaritetsbegreb, der blev et løsen på virkelighedsproblemet. Der kan være flere sandheder at sige om samme fænomen, afhængigt af hvordan man betragter dette.

Den udbredte interesse for naturvidenskaben viste sig i sin populære udgave, da videnskabsjournalisten Tor Nørretranders toppede bestsellerlisterne med sin introduktion til den moderne naturvidenskab i kulturel og tværfaglig belysning med Mærk verden. En beretning om bevidsthed (1991). Den blev solgt i pallevis og lå fremme på folks sofaborde. Det samme gjorde nordmanden Jostein Gaarders pædagogiske introduktion til filosofihistorien i Sofies verden (1991, da. 1992) og Peter Thielsts og Joakim Garffs indføringer i Søren Kierkegaards filosofiske univers. De peger på en anden tendens i tiden, nemlig den filosofiske interesse, som også skinner igennem i Balles forfatterskab fra den filosofisk anlagte debut til den kunstfilosofiske afhandling Det umuliges kunst (2005).