Minimalisme

Den minimalistiske tendens, man kan se i dyrkelsen af den korte prosaform, er et udbredt fænomen blandt 90'er-digterne. I ekstrem grad finder man den i Solvej Balles to fænomenologiske studier i sociale sammenhænge, \u0026amp; (1990) og Eller (1998), men ligesom det er tilfældet i Hesselholdts romaner, så rummer disse komprimerede tekster et stort betydningspotentiale, som bekræfter den minimalistiske skoles credo: „less is more“. Minimalismen, der oprindelig var en strømning i billedkunst, skulptur og musik i 1960'erne, og som havde få, men markante nedslag i dansk litteratur hos blandt andre Hans-Jørgen Nielsen og Charlotte Strandgaard, slog bredere igennem i 1990'erne. Den kunne ses i lyrikken, og i prosaen antog den en abstrakt filosofisk og symbolsk form hos blandt andre Solvej Balle og Christina Hesselholdt, og en konkret realistisk form hos blandt andre Helle Helle, Katrine Marie Guldager og Simon Fruelund. Hos de sidstnævnte finder man i forskelligt omfang indflydelsen fra Raymond Carver og hans short cuts af anspændte situationer, ligesom der er klare paralleller til den norske Kjell Askildsens stramme psykologiske studier og den svenske Stig Larssons uforløste kriser.

Var det korte et fællestræk for adskillige digtere, så var det til gengæld meget forskelligt, på hvilke tekstlige niveauer de minimalistiske reduktioner blev sat i værk. Hesselholdt reducerede de klassiske elementer tid, sted og handling, så episoden trådte frem på bekostning af en episk og organisk enhed, men hun lod både symbolerne og fortællerinstanserne yngle. De realistisk orienterede digtere satte derimod symboldannelsen i delvis parentes og lod – som Helle Helle – det stilistiske skrumpe ind, så beskrivende adjektiver og adverbier blev et særsyn. Hos Helle Helle hverken vrisser, hulker eller hvisker personerne, de „siger“ blot noget, og det er op til læseren selv via det sagte og situationen at forestille sig, hvordan det bliver sagt. Hermed er også antydet, at minimalismen overlader en stor del af betydningsdannelsen til den opmærksomme læser og dennes fantasi. Læseren får ikke først og fremmest lejlighed til at identificere sig med de fiktive figurer, men må selv træde i aktion. Jo mere minimal teksten bliver, des mere maksimal bliver betydningen af læserens indsats og af den situation, hvori der læses og fortolkes.

Minimalismen tematiserer indirekte læserens egen rolle, som man ikke kan undgå at blive opmærksom på, fordi man er henvist til selv at skabe en sammenhæng i de mange detaljer og fragmenter, der hobes op. Det interessante ligger ikke så meget i det, der bliver fortalt om, for det kan ofte være sært udramatisk, som det ligger i udsigelsesforholdene – det vil sige hvem, der siger hvad, hvornår og på hvilken måde – samt i det skisma, man som læser står i, når man skal fortolke teksterne. Man kan nemlig hurtig blive usikker på, om man overfortolker teksterne og ser symboler og psykologiske dybder, hvor der ingen er. I Helle Helles novelle „Fasaner“ fra samlingen Rester (1996) møder en mand op i sin gamle lejlighed, som nu bebos af en yngre kvinde. Han er påtrængende, hun er afvisende, men motiverne for deres handlinger forbliver uklare. Manden efterlader nogle fasaner, men om de er en slags gave, eller om han blot har glemt dem, ved man ikke. Et eller andet er på spil, og personernes usikkerhed forplanter sig til læseren. Man befinder sig i en tilstand, hvor intet kan afgøres endeligt, og det er den, der er novellens pointe. Måske er verden ikke så dyb, som man godt kunne tænke sig, at den var. Måske er den blottet for nogen form for metafysisk dimension, hvad enten den skulle findes i den menneskelige psyke eller i det hinsides. Nedtoner man symbolikken i novellerne, står man tilbage med et radikalt udsagn om en åndsforladt verden. Hvad den måtte have af betydningsmæssige dybder og perspektiver, er noget, læseren selv binder den på ærmet.