Rebildfesten 4. juli 1976 med Solvognens aktionsteater som indianere.

.

Glyptoteket 1981. Billedstofteatret opfører forestillingen Zoner, bygget over myten om Amor og Psyke, med musik af Sods.

.

I 1981 gør Torben Brostrøm status over 1970'ernes litteratur. Det sker i bogen Den ny åbenhed. I indledningen forsøger kritikeren at balancere mellem åbenhed over for årtiets forskellige afarter af brugslitteraturen og en diplomatisk formuleret distance. Opgaven er ikke indlysende let for bannerføreren af 1960'ernes komplekse og excentriske konfrontationsmodernisme. I modsætning til denne var kunsten i 70'erne præget af 'den store almenhed', en udbredt dyrkelse „af åbenheden, offentliggørelsen af det private og af sandheden om kønnet, arbejdet og klassen“. Indholdet, ikke formen var sagen. Brostrøm indrømmer, at det betyder, at kunsten „kan både have en vigtig social funktion ved sin formidling af viden og være et nødvendigt led i kunstneriske udviklingsprocesser“. Men den skal vel at mærke stå „ved siden af en visionær, måske krævende og eksperimenterende poesi“. Denne er imidlertid marginaliseret.

Endnu et 'måske' dukker op: „Når en brugsrettet digtning strækker sig i retning af rapport om det reale, udtyndes måske den særlige kunstneriske karakter.“ Formuleringen er forsigtig, fordi de æstetiske normer på få år har fjernet sig fra den forudsætningskrævende og formbevidste kunst. Det formelle synspunkt, hensynet til den rent æstetiske side af sagen, var ugleset i store dele af 70'ernes digtning. I strømmen af åbenhedens ytringer dukker der dog undtagelser op, også i Brostrøms bog, om end han ikke bruger mange ord på navne som Dan Turèll, Peter Laugesen, Jørgen Leth og Per Kirkeby, der på hver deres måde dyrker en blandingsskrift, som i vid udstrækning skyr den kommunikative kunst og henter inspiration i rock og andre æstetiske former, der ikke harmonerer med en populistisk æstetik.

Ved siden af knækprosaen er årtiets vigtigste digteriske udfoldelse den, man finder hos disse genre-udfordrende digtere. Men samtidig hermed er der 'de gode gamle' – fra Benny Andersen, Klaus Rifbjerg, Ivan Malinowski til Peter Poulsen og Vagn Lundbye – der ufortrødent, men ikke uanfægtet digter videre. Suppleret af fx Marianne Larsen, som skriver politisk lyrik, i pagt med markante dele af tidsånden.

Fællestrækket i årtiet er en søgen efter det enkle formsprog og en digtning, som er udadvendt og engageret. Tendensen kommer fx til udtryk i offentliggørelsen af det private eller i miljødigtningen, som skal mobilisere læserne imod den tiltagende økologiske ubalance. En side af denne tendens gør digtningen hverdagslig, mens en anden giver rum for patos. Dermed er antydet, at ny-enkelheden har flere former. 1970'ernes digtning ligner lidt af en brokkasse, og den har sine diversiteter. Der er plads til det hele. Lyrikken får et folkeligt gennembrud i 70'erne, fordi den i vid udstrækning forsøger at forvandle personlige erfaringer til almene.

Den skærpede samfundskritik og politisering, som 60'er-revyerne var et udtryk for, påvirkede også opfattelsen af, hvad teater skal bruges til, og hvor det skal spilles. Det københavnske Fiolteatret – der i 1962 var grundlagt som et intimteater, hvor publikum anderledes tæt på scenen kunne opleve såvel Becketts Glade dage som de danske revykomedier – flyttede sig i 1968 både geografisk og politisk: fra de små lokaler i Fiolstræde til de større på Halmtorvet og fra at være kunstnerisk avantgarde til at blive et redskab i klassekampen. Dette betød et farvel til digteren og dramatikeren og et goddag til produktionskollektivet, hvor man lavede skuespil i samarbejde med de lokale beboere, med indsatte og narkomaner, ligesom der etableredes børneteater og debatteater.

Teatret skulle ud til folket, skuespillerne kaldte sig teaterarbejdere, og rundt omkring opstod grupper, der spillede på arbejdspladser, i børneinstitutioner og ved demonstrationer. Mest radikal var aktionsgruppen Solvognen, som med Julemandshæren i 1974 rykkede ud og uddelte gaver i stormagasinet Magasin og i 1976 opnåede international medieomtale ved i forbindelse med Rebildfesten at optræde som indianere. Begge forestillinger fik en fortsættelse i retssalene.

En anden slags teaterkollektiv og mere æstetisk i sit sigte var Billedstofteatret – senere omdannet til performancegruppen Hotel Pro Forma – der i byens rum (svømmehaller, Rundetaarn, Glyptoteket) skabte tableauer i samspil med arkitekturen. I forsøgene på at finde nye former nærmer dramaet sig sin egen opløsning som kunstform.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Lyrik i 1970'erne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig