Beatdigter på dansk - Peter Laugesen

„Kun sprogets maskine – / skriften søger huller i sprogets mur – / se mor nul huller –“ lyder det et sted i Peter Laugesens digtsamling Anarkotika (1975). Formuleringen markerer den modsætning mellem sprog og skrift, som er særlig markant i det tidlige forfatterskab: magten taler igennem sproget, mens skriften er oppositionens dimension. Den repræsenterer ikke en revolte, den er en aktuel revolte, sprækken i sprogets maskineri. Men symptomatisk for Peter Laugesen (f. 1942) undermineres den revolutionære retorik ved den overrumplende kobling til den samtidige reklamekultur, hvor et tandpastafirma førte sig frem ved at lade en knægt styrte ud af skoletandlægens dør med det glade budskab, at han, takket være Colgate, havde 'nul huller'. Tænker digteren på den ene side i massive modsætninger, punkterer han således på den anden side den høje stil med en parodisk reference til trivialkulturen. Peter Laugesen er både en alvorens mand, en forbenet kulturkritiker og en drillende digter med sans for såvel ironi som selvironi. Anarkotika var ment som et modsvar til Inger Christensens det, der ifølge Peter Laugesen var alt for hippie-harmonisk. Alternativet hertil var en ny poesi: „der er ingen kompromis ingen løsninger ingen svar ingen spørgsmål“.

Som ung var Peter Laugesen en kort overgang medlem af Situationistisk Internationale, hvis kongstanke var at forvandle 'homo ludens' til revolutionens bannerfører. Det gjaldt om at finde situationer i hverdagen, der kunne nedbryde barrieren mellem tilskueren og kunstværket; idealet var den fuldkomne deltagelse i en event, der opløste kunstværket og „erstattede det med en kollektiv og absolut anonym produktion, hvor værkerne ikke oplagres som varer, men sætter sig spor i liv og hverdag“, som det hed i et manifest forfattet af Jørgen Nash i 1960. I pagt med disse ideer var grænserne mellem kunstarterne til for at blive nedbrudt. Digterne deltog i happenings, digterne lavede film, digterne udgav bøger, hvor det visuelle udtryk aldeles overskyggede poesien. Der skulle heller ikke være et skel mellem høj- og lavkultur. Såvel det sublime, det rene som det urene og banale havde sin ret. Kunsten måtte ikke være elitær som modernismens hermetiske digtning; tværtimod skulle den uden pædagogisk vejledning være en port ind til de manges hverdag. Marcel Duchamps ready-mades blev genindført; alt kunne i princippet bruges til at hive kunsten ned fra sin piedestal, og „i det kommunikative felt bliver alt hvad mennesket frembringer kunst“, som Jørgen Nash skrev. Situationismen ville realisere kunsten; omvendt var der absolut grænser for, hvor meget der kunne afviges fra den rette sekteriske linje. Peter Laugesen blev ekskluderet, fordi han foreslog at supplere den revolutionære politik med zenbuddhistisk visdom.

En anden inspirationskilde, man mærker endnu tydeligere hos Peter Laugesen, er 1950'ernes amerikanske 'beat generation'. Der er åbenlyse referencer til Allen Ginsbergs langdigt „Howl“ på cd'en Howl on med digtoplæsning og rytmisk akkompagnement, som Peter Laugesen udgav i 2001 sammen med sit band Mindspray, og amerikaneren Jack Kerouacs spontane skriveteknik tog digteren tidligt til sig som sin egen. Denne åbner for en rytmisk båret skrift, der dyrker vekslende former, skifter genre, stil og tempo. Fra den amerikanske digter Charles Olson og dennes Projective Verse (1950) hentes forestillingen om en organisk æstetik, som ikke skelner mellem rationel tale og vilde associationer, småsnak fra dagligdagen, erindringer og teoretiske forestillinger om 'skriften'. Paradoksalt nok er det sådan, at Peter Laugesen på den ene side sympatiserer med en politisk ideologi, der vil afskaffe kunstneren som en biografisk interessant størrelse, på den anden side abonnerer han på en kunstnerisk linje, som legitimerer, at digteren igen og igen kan skrive om det mest inferiørt private, fx sin hund, hvis han nu har lyst til det.

Derfor er Peter Laugesens bøger altid uegale. Der skal være 'strøm på', det processuelle i bogen må for enhver pris manifesteres, hvorfor alle former og tekster optrykkes; strøtanker, kværnende, gentagende langdigte, udfald, paradokser, haiku, erindringer, trivialglidninger med sammenstillinger mellem høje og lave sproglige sfærer, henvisninger til kunstneriske forbilleder, ringslutninger, rim og remser. Bøgerne skal synliggøre den proces, som ligger i skriften, i det vedvarende arbejde med at brække sprogets mur ned. Syntaktiske og grammatiske regler lades der hånt om, mens musikalske fraseringer og det rytmiske flow til gengæld nyder høj prioritet. Og de rytmer, man oftest hører hos Peter Laugesen, er ekkoer af den jazz, der var banebrydende i 1950'erne. Ganske vist har Peter Laugesen musikalsk set en meget bred smag – fra Charlie Parker over Django Reinhardt til hjemlige Papa Bue, plus den senere rock – men tyngdepunktet er den avancerede improvisationsbaserede, rytmisk flydende jazz. Bebop og cool jazz, der er åndsbeslægtet med Jack Kerouacs spontane og frit flydende prosa. Amerikaneren opstillede et regelsæt med 30 punkter for den moderne prosa, og Peter Laugesen tilstræber i vid udstrækning at efterleve disse fordringer som fx „Det du føler vil finde sin egen form“ og „Komponer vildt, udisciplineret og rent, sæt ind nedefra, jo mere sindssygt, jo bedre“, som han formulerer det i essaysamlingen Kunsthistorier (1991).

Peter Laugesen er uddannet typograf, og den håndværksmæssige viden om det grafiske udtryks virkninger mærker udgivelserne. Det sensible i brugen af skrivemaskinen bliver en kunstnerisk effekt, og at skriften bliver visuel, ses fx på den sidste side af Skrift (1969). Sjældent har man set en side med så tæt en skrift og så lille linjeafstand. I slutningen af 60'erne og starten af 70'erne var skriften et mantra – ikke blot for Peter Laugesen, som sagt. Digterens litteraturopfattelse er rodfæstet i en klassisk romantisk forestilling; den gode bog er „en eksplosion af indre kræfter i hvert enkelt ord / og bogstav af ord“, som det lyder i digterens programmatiske stil i Kulttur (1990). Der er en del skriftrevolutionær patos i de tidlige bøger; senere er humoren blevet mere udtalt. Metaforer dukker hyppigere op. Produktionen kan anskues som et langt, bevidst ufuldendt værk. En poetisk tænkning, som altid er på vej, aldrig sluttes. Centrallyrik? – så afgjort nej, selv om der er flere henvisninger til digterens privatperson. „Jeg ved hvem jeg er. / Parodi. Pastiche. Paranoia. Pop. Manifest. Optimist. Pladder“ (Kulttur).