Ny-enkelhed - Benny Andersen og Peter Poulsen

Tendensen til en ny enkelhed kommer ikke ud af det blå, men findes som tendens allerede i 1960'erne. Klaus Rifbjergs Amagerdigte (1965) er det første oplagte udtryk for den klare æstetik, der blev til bevægelsernes foretrukne udtryksform i 1970'erne. Men symptomatisk nok fastholder Klaus Rifbjerg og andre digtere som Benny Andersen retten til at skrive om det personlige, uden at det skal række ind i det kollektive. Den bestræbelse mærker man i erindringsstykkerne i Nomader med noder. Digte m.m. (1976) samtidig med, at bogens genrespredning (fra dosmersedlen til klaverbokseren Benny Andersens erindringer) er udtryk for tidens æstetiske åbenhed.

Også Personlige papirer (1974) har selvbiografiske aspirationer. Tilsat forfatterens ironiske twist, der rammer hvem som helst, inklusive digterjeg'et: „Jeg – der dog nogenlunde ved / hvad det vil sige at være mig –/ ved knap nok hvordan mit liv burde leves – / hvordan kan de andre så vide det?“ Heroverfor er ærindet i Her i reservatet (1971) mere oplagt politisk; samlingen udkom året før danskerne skulle stemme om optagelse i EF, og det gav digteren anledning til at betone, hvor sejlivet biedermeier er i Danmark. Omvendt er Benny Andersens kritik af den indelukkede danske kultur selv mærket af biedermeierkunstens forsigtigheder. Der er umisforståelige karikaturer af hyggedanskeren, men ironien er ikke uforsonlig: „Der er noget afvæbnende ved dette folk / som selv livgarden har svært ved at leve op til / noget næsten professionelt selvudslettende / livsvarig neglebidning er stadig / den foretrukne form for selvmord her.“

Betydningen af Vita Andersens knækprosagennembrud kan vanskeligt overvurderes, og inspirationen herfra mærkes fx i Peter Poulsens Menneskers drømme (1978). Digtene har et mundtligt drag og en jazzet tone, der forbinder den med Benny Andersens digte. Mens forfatteren til Svantes viser nyder rimtvangen, flanerer Peter Poulsen (f. 1940) i frie former. Synsvinklen er forankret hos det personlige digterjeg, der imidlertid kan svinge sig op til et olympisk, reflekterende vue: „mennesker slås / stempler / drikker kaffe / menneskers drømme varer længere / end de selv“. 1970'ernes venstrepopulistiske utopier dukker op i „København burde være en by“, der skildrer en drøm af en metropol, der nu ret beset ligner en mildt moderniseret udgave af guldalderens hovedstad fuld af småhandlende og nabohygge: „en by / med færre biler, flere parker og legepladser – / vi vil at København skal gi's tilbage til folket“. En udtalt naturlængsel skaber syner, der skruer tiden tilbage: „vandets klukken i rør og lokummer / er i virkligheden drømmen om en å / enhver baggård dækker over en slette.“