Solvej Balle var betegnende nok debuteret med en filosofisk robinsonade i 1986. I romanen Lyrefugl havde hun placeret kvinden Freja i rollen som Robinson og som den, der alene skulle genskabe sit liv og livssyn. Men i helt svend-åge-madsensk og beckettsk stil var det isolerede individs projekt dømt til at mislykkes. Alternativet var dog ikke en vild social utopi, men en langt mere beskeden og elementær erkendelse af „du'ets“ betydning for „jeg'et“.

At Balle kastede sig over en så gennemprøvet genre som robinsonaden, var ingen tilfældighed, men udtryk for hendes syn på kunsten og dens rolle. Endnu i 1994 beskrev hun i artiklen „Kulturens møblement – og naturens“ traditionen som et pulterkammer, som man frit kunne tage af, når det gjaldt genrer og stilarter. Den stod fra slutningen af 80'erne og op gennem 90'erne som et åbent mulighedsfelt, så man kunne fortælle socialrealistiske historier den ene dag og trække i joyceske og beckettske gevandter den anden, sådan som Hans Otto Jørgensens (f. 1954) forfatterskab er et levende eksempel på. Det var dog ikke kun fra det finlitterære pulterkammer, at der blev lånt og genbrugt, men i høj grad også fra massekulturens arsenaler. Mette Thomsen (f. 1970) skrev således Af en superhelts bekendelser (1994), der trækker på historien om Batman, og så vandt kriminalromanen i løbet af 1990'erne indpas hos blandt andre Merete Pryds Helle og Christian Dorph (f. 1966). Man kunne frit benytte sig af traditionens former, og man kunne frit kombinere dem. På den ene side blev det til, at hver genre havde sine værdier og måtte bedømmes for sig. Man talte da om 'tobleronemodellen', hvor hver genre havde sin bund og sine hovedværker. På den anden side blev hybriden en udbredt og karakteristisk form. Lyrik og prosa blev blandet på nye måder, ligesom fiktion og faktion blev kombineret på provokerende vis. Litteraturen dannede i høj grad sit eget resonansrum og refererede oftere til anden litteratur end til en verden „udenfor“. Derfor blev et litterært begreb som intertekstualitet centralt. Det peger på, at en tekst altid står i et forhold til andre tekster, som den citerer, kommenterer og arbejder videre på. Poul Borum gav et lærerigt eksempel på det med sin „Eventyrfabel“ (1987), der demonstrerer, hvordan man bør forholde sig til traditionens tekster:

Der var engang en prins, der kommarcherende hen ad landevejen. Klonkklonk. – Det var Den tapre Tinsoldat,hviskede De Tre Små Bukke Grise tilhinanden, – skal vi ikke ta' og putte ham idegnens kiste? Og det fik de Klods-Hanstil, for han var sgu ligeglad hvaffer et eventyrhan var med i.Moral: – og det er kun dem der fårprinsessen.

Uden sværdslag fik forfatteren imidlertid ikke prinsessen, fordi han stod i konstant fare for at blive anklaget for plagiat. Ved udgivelsen af sin anden samling Små historier (2000) måtte Peter Adolphsen (f. 1972) således forsvare sig mod klager af den art. Han havde lagt sig i tæt forlængelse af Jorge Luis Borges under indtryk af, hvor svært det er at opfinde nye historier. Det var, som om alle historier allerede var skrevet, og der ikke var andet at gøre end at genfortælle. Men hvor går grænsen mellem plagiering og originalitet, eller mellem pastiche og simpel efterligning? Og hvilke krav til originalitet og individualitet var det overhovedet rimeligt at anlægge i det masseproducerende samfund og i en tid, hvor samplerteknik på lydfronten lod Dan Turèll optræde posthumt på en plade med Halfdan E, og hvor Lars H.U.G. allerede i 1989 havde indspillet Kopy med cover-versioner af ældre og nyere slagere? Originalitetskravet var ikke håbløst forældet, men havde forskudt sig siden de postmoderne dage i 1980'erne. Man behøvede ikke at prætendere at have skabt noget epokegørende nyt. Ezra Pounds maksime „Make it new“ fik sin fulde betydning igen: at genbruge gamle former og mønstre kunne være en måde at gøre dem nye på igen. Digteren skabte ikke ud af intet, var ingen gud, men henvist til at skabe på den allerede eksisterende verdens stof – og litteratur. Peter Adolphsen svarede således i et interview i Information 24.2.2000, da han blev spurgt, om han satte sig ned og sagde, at han ville gøre det samme som Borges og Kafka, når han digtede:

Ja, min metode er helt klart epigonens! Jeg læser noget, og så prøver jeg det samme. Men det sjove er, at når imitationen lykkes, kan man ikke få øje på den imiterede genstand. Jeg forsøger at finde noget originalt, komme længst væk fra middelmådigheden, og det er nu en gang min måde. (…) Al kunst er traditionsbevidst. Man kan kun være original ved at forholde sig til traditionen, hvad enten man søger at gå mod den, med den eller på tværs af den. Man står altid på skuldrene af noget andet.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Genbrug, intertekstualitet, plagiat.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig