På vej mod en demokratisk litteratur

På vej mod en demokratisk litteratur, 1970'erne var et gyldent årti for litteraturen. De mange populære bøger gik i oplag, som forfattere og forlag siden har sukket om. Dea Trier Mørchs Vinterbørn solgte 100.000 eksemplarer, Herdis Møllehaves Le 68.000 (den tyske oversættelse kom op på 173.000!). Vita Andersens debutdigtsamling Tryghedsnarkomaner blev trykt i adskillige oplag og solgte i alt 90.000 eksemplarer, hvad der er og var ganske uhørt for genren. Villy Sørensen udgav sammen med Niels I. Meyer og K. Helveg Petersen Oprør fra midten (1978), og deres vision om et andet Danmark, som gav anledning til en omfattende og heftig debat, solgte i løbet af ét år 100.000 eksemplarer. Årtiets topscorere var Christian Kampmanns fire romaner om familien Gregersen, der hver gik i 120.000 eksemplarer.

Der kom mange nye læsere til litteraturen, og flere almindelige mennesker skrev deres livshistorie eller fortalte om deres arbejdsliv. Arbejderne kom ind i litteraturen, og litteraturen blev medium for tidens frigørelsesdrømme. Der var budskaber i litteraturen, og den gik i dialog med sit publikum. Bøger blev læst og diskuteret i de lag, der var nysgerrige over for udviklingens muligheder; bøger blev samtaleemner i studiegrupper, i politiske kaffeklubber, til selskaber og i kollektiverne, årtiets synlige udtryk for et livsstilsopgør med den borgerlige kernefamilie. Antallet af kollektiver voksede parallelt med, at litteraturen blev demokratiseret. I midten af årtiet boede ca. 100.000 i kollektiver, og i 1975 kom slutbindet i Christian Kampmanns romanserie Andre måder. Disse mange og vidt forskellige brud på den gængse borgerlige kernefamilie blev i vid udstrækning kanaliseret ind i en litteratur, der ville tilgodese det kollektive i tiden. Det var progressivt, og dén term blev in, for fremtiden var fuld af radikale forandringer, mens tradition lugtede af undertrykkelse, patriarkalsk ideologi og provinsialisme.

Gennem 1970'erne satte den tiltagende internationalisering sig tydeligt igennem i kulturen og kunsten. Ungdomsoprøret fik lyd i rockmusikken, og dens mange forskelligartede toner satte en ny æstetisk og politisk dagsorden. Den engelske guitarist Eric Clapton fra Cream spåede en omvæltning: „Jeg tror, at musikken nu bliver det vigtigste. Overalt i verden. Vigtigere end politikken“. Filmmediet gennemgik samtidig en fornyelsesproces, primært i USA med instruktører som Martin Scorsese og Francis Ford Coppola, og det var også fra USA, hovedparten af rockens store navne kom, så den anden side af tidens højlydte protester mod landets politik var en udtalt begejstring for det alternative USA.

Filmmediet og rocken animerede i den grad de mentale og sociale forandringer, som præger årtiet. Hvad der er populært i det store udland, er også populært herhjemme, uanset hvilke udtryksformer det gælder – film, musik, litteratur, billedkunst. Rigtig mange læsere kaster sig over romaner af Fay Weldon, Erica Jong, Marilyn French, Doris Lessing eller Marie Cardinal. Skønlitteraturen, og ikke mindst den, som de mange markante kvindeforfattere skabte, indgik i den daglige erfaringsudveksling, men hvor litteraturen tidligere var dannelsesmediet par excellence, blev den i 1970'erne udfordret af filmen og rockmusikken. Litteraturen ophørte med at være et privilegeret medium for erfaringsudvekslingen. Samtidig skiftede de litterære moder. Genreeksperimenter – igen ikke mindst i kraft af inspiration fra kvindebevægelsen – gjorde skønlitteraturen mindre hellig, mere hverdagslig og let tilgængelig. Heri ligger der mange muligheder. Litteraturen åbner sig for eksperimenter, herunder ikke mindst de tværæstetiske bestræbelser, som mærkedes i billedkunsten, på teaterscenerne og i filmkunsten. Genreskel udfordres: Modsætningen mellem fiktion og faglitteratur, mellem selvbiografi og fiktion nedbrydes. Det paradoksale resultat er, at fiktionslitteraturen på den ene side sætter sit præg på det kulturelle marked og bliver demokratiseret. På den anden side mister den langsomt, men sikkert terræn.