Kunstværket som happening

Skal man finde æstetiske signaler i 1970, der peger frem mod de kulturelle, æstetiske og sociale forandringer, som årtiet kom til at rumme, er det symptomatisk nok oplagt at søge disse uden for litteraturen. Tre kulturelle begivenheder i 1970, to danske og en international, foregriber således meget af det, som kom til at karakterisere de følgende ti år. Billedkunstnerne Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen foretog i januar en rituel hesteslagtning på en mark i Hornsherred, og syltede dele fra dyret indgik i udstillingen Tabernakel, som vistes på Louisiana; en gruppe kvindelige studerende fra Kunstakademiet åbnede den første feministiske kunstudstilling herhjemme, Damebilleder, og endelig udsendte John Lennon sin første soloplade, efter at The Beatles var blevet opløst. En plade, der i indhold og form er profetisk og rummer prægnante udviklingstræk for et helt årti.

Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersens hesteslagtning var en kunstnerisk og politisk happening. Den vakte et ramaskrig. Var den inderste sandhed, som kunsten kunne skabe, destruktion? Skulle det være kunst? lød det som et ekko af rindalismen, der i 60'ernes slutning var blevet et begreb i dansk kultur. Skaberne af aktionen havde flere hensigter. En kunne minde om en ideologikritisk øvelse. Bjørn Nørgaard skrev i Louisiana Revy: „Jeg påviste at hesten ikke bare var ben, blod og muskler. Hesten udløste en reaktion. Hesten var et medium, og jeg dissekerede reaktionen ud af den. Mystikken blev politik“. Kunstneren ville lave en event, som pegede ind i en politiseret verden, for hvor var proportionerne mellem reaktionerne på hesteslagtningen og de reaktioner, der kom på de daglige drab og ødelæggelser i Vietnam-krigen?

I avantgardekunstens ånd gjorde Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen op med forestillingen om et modernistisk lukket kunstværk for i stedet at lade en happening starte en bølge af kulturel uorden med betydninger, der strittede i mange retninger. Kunst, politik, videnskab, religion og mytologi blev flettet sammen i aktionen og dens følgevirkninger. Uanset om man var tilhænger af det traditionelle kunstbegreb, stemte på Socialdemokratiet eller Venstre, var naturvidenskabsmand eller mystiker, var oplevelsen den samme, nemlig at eksisterende værdier blev undermineret.

Dele af den ofrede hest blev udstillet i 199 syltetøjsglas, der kunne være hentet i et biologisk laboratorium. Det kliniske look stod i kontrast til slagtningen, der foregik på en snedækket mark foran tændte kameraer og bragte mindelser om en kultisk handling. Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersens produkt er et bidrag til en kunstudstilling om ting fra det helligste, men kan kødet blive til ånd, når det udstilles? Hverken videnskaben, religionen eller den herskende politiske linje synes at kunne rumme fænomenet opstandelse. Tabernakel er blasfemisk, men aktionen rummer et håb på en udvidet kunsts vegne. Avantgardekunsten anerkender ikke nogen grænser; det gælder om at skabe produkter eller situationer, som anfægter de herskende kulturelle normer.

Stik imod modernismens forestillinger om det autonome og kritiske værk peger hesteslagtningen på en opfattelse af kunst som en proces snarere end et produkt. Det primære er ikke værkets form, men de sociale bevidsthedsformer, som det åbne værk, den socialt engagerende kunst, afstedkommer. I 1974 udkom tyskeren Peter Burgers bog Theorie der Avantgarde, hvis hovedtese er, at avantgardekunsten siden 1910'er-ne har drømt om at forvandle kunsten til livspraksis. Kunsten skal realiseres i hverdagslivet, den skal sprænge sig ud af autonomiens fængsel. I 1970'erne bliver det et løsen for kunsten, at den skal virke i det sociale rum. Kunsten må ikke være elitær, derimod gerne egalitær, for alle og enhver. Selv om Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersens aktion var en avanceret provokation, er dens perspektiv et udvidet kunstbegreb, der søger væk fra det finkulturelle formfuldendte udtryk.