Prosaens eftersøgninger

Den fornyelse af dansk digtning, som Torben Brostrøm talte for i sin modernismeartikel i 1959, gjaldt først og fremmest lyrikken. Men hvad da med prosaen? Villy Sørensen og Peter Seeberg havde mere holdningsmæssigt end formelt gjort tegn til, at noget nyt var på vej oven på den hereticanske æra. De havde nok optaget lidt af Kafkas anonyme univers og Becketts absurdisme, men omkring modernismens jubelår 1960 var der kun få eksempler på en prosa, som havde taget ved lære af revolutionerende prosaværker af Marcel Proust, James Joyce, Virginia Woolf, John Dos Passos eller Robert Musil, endsige af den ny franske roman, som litteraturkritikeren Niels Egebak introducerede i en opsang til de danske digtere i sin bog Eumeniderne samme år.

Allerede i 1918 havde Harald Kidde i Jærnet mikset facts, historie, emotionelle udbrud og ideer sammen i en ekspressionistisk bevidsthedsstrøm, i 1919 havde Emil Bønnelycke brudt med centralperspektivet i Spartanerne, i 1942 skrev Mogens Klitgaard montageromanen Den guddommelige Hverdag, Martin A. Hansen brød i 1944 med gængse fortælleprincipper i „Midsommerfesten“, og H.C. Branner havde i 1955 forsøgt sig med joyce'ske bevidsthedsstrømme i Ingen kender natten. Men der er tale om enkeltstående forsøg, og nogen radikal omkalfatring af prosaens kompositionsmønstre er der ikke tale om. Den finder først sted fra omkring 1963 og de følgende år, da blandt andre Svend Åge Madsen, Inger Christensen og Hans-Jørgen Nielsen for alvor lader sig inspirere af de ældre og nyere udenlandske forbilleder.

På den ene side blev man da ved den eventyrlige og fantastiske prosa og skrev i forlængelse af Frank Jæger, Leif E. Christensen og Villy Sørensen. Det blev til en hel tendens i tiden med navne som Sven Holm og Cecil Bødker og lidt senere Ulla Ryum og Preben Major Sørensen. Man var til stadighed på sporet af de egne af sindet og psyken, som bedst lod sig beskrive gennem symbolsprog, og man fremhævede stadig igennem de eventyrlige historier fantasien som det afgørende alternativ til en videnskabelig, rationel tankegang og realisme i kunsten.

På den anden side skrev man også videre i den prøvede psykologiske realisme. Det var derfor ikke så meget i formen, som i livsholdning og emnevalg, at 60'ermodernististernes prosa adskilte sig fra „de andres“. De „andre“ i perioden fra midt i 1950'erne til 1963 er her en blandet flok, som blandt andre tæller så forskellige forfattere som Hans Scherfig, Tove Ditlevsen, Ole Sarvig, Frank Jæger, Willy-August Linnemann, Poul Ørum, Erik Aalbæk Jensen og Jørgen Ulrich. Ikke mindst besættelses- og krigstidens politiske og eksistentielle betydning bliver belyst i denne prosa, der formelt strækker sig fra en traditionel realisme over forsøg i kriminalgenren til mere outrerede eksperimenter.

Holdningen blandt de nye store navne, hvad enten de var modernister eller ej, gik dels i retning af en seebergsk eksistentialisme og usikker eksistentiel søgen, som man genfinder i så forskelligartede forfatterskaber som Thorkild Hansens og Cecil Bødkers. Dels gik den i retning af en sørensensk og rifbjergsk fornyelse af kulturradikalismens frigørelsesprogram, som man også støder på hos Leif Panduro og Sven Holm. I begge retninger er der en stærk tendens til mytologisering. Er alle værdier faldet i kurs, modsvares det af en opskrivning af mytologiske dimensioner, som garanterer en forbindelse til tidløse forestillinger og uomgængelige psykiske og mellemmenneskelige vilkår.

Denne mytologiserende tendens holdes imidlertid i ave og nede på jorden af en kraftig higen efter det konkrete. Som Peter Seeberg havde skrevet i sit portræt af „Den tavse generation“, så er der i den generation en skepsis „overfor det, som ikke er prøvet i det allernærmeste“. De store ideologiske ord og syner af verdens undergang og redning duer ikke, og der opstår hos Seebergs generation en „frysende fornemmelse af uvederhæftighed, naar den vover sig ud over det autentiske, ja dokumentariske.“ At det dog ikke kun er hans generation, der havde den følelse, bekræftes af Martin A. Hansens udtalelser om, at ordene er ludere og ikke til at stole på. Det fremgik ikke bare af politikerne og ideologernes magtsprog, men også af den svigefulde æstetiske iscenesættelse i Løgneren (1950). Selv søgte Martin A. Hansen fra æstetikken over i mere håndfaste historiske studier i Orm og Tyr (1952). Det er altså ikke bare et generationsmærke, men et vist fælles træk i 1950'erne og ind i 60'erne, at man forfulgte det konkrete og oprindelige, hvad enten det skulle søges i historien, hos fremmede folkeslag eller i barndommens og ungdommens tabte land.

Havde man en følelse af, at det menneskelige var gået tabt som følge af to verdenskrige, holocaust, atombombens trussel om massedød og den mere og mere omsiggribende samfundsmæssige fremmedgørelse, så intensiverede det blot forsøget på at gøre tabet godt igen. Over en bred kam blev der sat en eftersøgning af det autentiske menneske i gang. Med en egen stædighed fastholdt digterne nemlig den forestilling om det menneskelige individ, som dannelses- og udviklingsromanen havde været på jagt efter i over hundrede år. Hvor det var, hvorfor det var forsvundet, og hvordan det kunne genrejses i sin værdighed, herom drejer sig periodens prosa.

Krisen skulle diagnosticeres og vejene ud afsøges. Hvilken vej efterforskningen skulle følge, var man imidlertid ikke enige om, og der blev udstukket flere og meget forskellige retninger og måder at foretage de litterære ekspeditioner på. Et fælles udgangspunkt var dog den allerede omtalte splittelse, som var at finde på alle niveauer: Den var i det enkelte menneske som en spaltning mellem krop og sjæl, intellekt og følelse og bevidst og ubevidst. Den var i opsplitningen af sandheden, som fordelte den på forskellige og adskilte videnskaber, og i kunst og politik. Og den kunne aflæses socialt som en splittelse mellem køn, klasser og kulturer. I stort format var verden delt mellem østblokken og vesten.