Eftersøgningen af mennesket satte Seeberg allerede i gang med Bipersonerne, og han fortsatte den med romanen Fugls føde (1957) – og novellesamlingen Eftersøgningen (1962). Virkelighedsfornemmelsen var gået tabt og dermed den klippefaste grund, hvorpå man kan være til stede, virke og vokse. Uden virkelighedsfølelse svæver man vægtløst og orienteringsløst rundt, sådan som den fallerede digter og elsker gør det i Fugls føde. Tom er hans navn, og tømt er han da også for engagement og vilje og menneskelige relationer. Hans hustru har forladt ham, og han er uden nogen familiære eller sociale forbindelser. I litterær forstand har han dog nære slægtninge i Steen Steensen Blichers landsbydegn (Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog), Johannes V. Jensens Mikkel Thøgersen (Kongens Fald) og Tom Kristensens Valdemar Rasmussen (En Anden). Han er som de en tilskuer til livet og uden kontakt med sine inderste følelser. Han bygger på et hus, en roman og et ægteskab, men gør ingenting til bunds og helhjertet, hvorfor ingenting bliver til noget. I stedet foragter han alt, men det fritager ham også på behagelig vis for at involvere sig. Ikke engang selvmordet er en mulighed for ham, fordi han allerede er død i eksistentiel forstand. Selvdestruktivt henslæber han sine dage – „mugnet op i livets skammekrog“.

Men ribbet for alt og i banal pengeforlegenhed bliver Tom af den mystiske menneskeskikkelse og sandsiger Hiff sat på en opgave, der vil give ham titusind kroner, hvis han kan løse den. Kan han skrive noget, der er vigtigt, sandt og virkeligt, så skal han blive forgyldt. Det lyder måske umiddelbart let nok, for man kan jo bare se sig omkring og nævne, hvad man ser, så har man virkeligheden. Men så enkelt er det netop ikke. For nok er verden fuld af ting, men uden at de og betragteren står i noget meningsfuldt forhold til hinanden, må de alligevel forekomme ham uvirkelige. Tom kan da heller ikke løse opgaven, fordi han er angst for at bygge noget op, som han tør tro helhjertet på, og som dermed kan være et udgangspunkt. Og dog når han til en slags begyndelse, da Hiff til slut i romanen har overladt ham til sig selv. Han ender nemlig med at erkende, hvordan en eksistentiel angst har mærket hans liv og har splittet det mellem en lykkelig barndom og en ulykkelig eftertid. Og så får han sat tre ord sammen, der er så betydningstunge, at de kan gælde for en begyndelse og genrejsning af det tømte menneske. „Jeg er her“, lyder ordene i al korthed. Men de indikerer, at der er et sted at være på denne jord; der er en væren her og nu, og der er et jeg med en vilje og en historie og dermed også med en mulig fremtid.

Så langt – eller kort – når Seeberg i Fugls føde, hvor han skærer helt ind til benet af eksistensen. Man kan ikke sige, at Tom befinder sig i et fuldstændig abstrakt univers, men den miljømæssige og tidsmæssige dimension er så kraftigt nedtonet, at den ikke gælder som fortolkningsnøgle til de problemstillinger, der opstilles. Nedtoningen ses også i Eftersøgningen, hvor de abstrakte rum for personernes handlinger er endnu mere påfaldende. Angsten, splittelsen og tomheden er tydeligvis af ontologisk art. Det er således det almenmenneskelige, der afsøges, og ikke det specifikt sociale, selvom det er menneskelige relationer, det drejer sig om.

I et interview fra 1966 fortæller Seeberg, hvordan novellerne blev til. Det er efterhånden blevet en lidenskab for ham at arbejde dér, hvor der er andre mennesker til stede. I stedet for at lukke sig inde på sit arbejdsværelse har han åbnet døren ind til kone og børn, forklarer han. Med den åbne dør kan man nemlig drive litteraturen så langt ud, som man har lyst til, uden at den bliver menneskefremmed. I modsætning til en litteratur, der fordrer, at forfatteren stiger op i sit elfenbenstårn og skuer hen over menneskene, så skulle hans digtning ikke risikere at rumme menneskelige forbehold, fordi han netop er midt iblandt de mennesker, han skriver om.

Denne åbning mod medmennesket og accept af dets eksistens og betydning spiller en afgørende rolle i Eftersøgningen. Her nøjes Seeberg ikke med at lade sine hovedpersoner monologisk konstatere, at „Her er jeg“. Seeberg forlader isolationen og lader menneskets identitet blive til i samspil med omgivelserne. I den groteske novelle „Patienten“, hvor en mand får amputeret og udskiftet stadig flere af sine lemmer og organer og ender med at også at få skiftet hovedet ud, bliver jeg-fortællerens identitetsproblem tydeligere og tydeligere. Han er manden uden egenskaber. Findes der et originalt jeg og originale tanker, eller tænker og føler man bare sin „formands“? Jeg'et er ude af stand til at afgøre sagen alene og ender med at måtte acceptere et andet menneskes opfattelse af sig. Da patienten i mægtig selvfølelse hævder at være større, end hustruen tror, og at hun slet ikke ser ham i fuld størrelse som den, han er, så holder hun ham fast i det synlige og konkrete. Det konkrete er jo godt nok en noget speget størrelse i dette tilfælde, hvor ikke én original del af kroppen er tilbage, men hun hævder ikke desto mindre, at den, der ligger i sengen, er ham. Det er dig, siger hun, hvortil han resigneret svarer: „Så lad det være mig“.

Tom kunne ikke acceptere sin skæbne, og det blev hans ulykke. Patienten og andre af figurerne i Eftersøgningen lærer at acceptere den, så man kan tale om en slags amor fati-motiv. Vil skæbnen, at man lever i en absurd verden, hvor man bliver sat til at grave et hul, som ingen kender meningen med, som det sker i „Hullet“, så gælder det om at gøre sit eget nummer ud af det og ellers forholde sig humoristisk til det. Hvad man ikke kan forstå, må man grine ad for at kunne holde det ud. Det havde Seeberg allerede set hos Samuel Beckett, hvis drevne absurdisme han kendte fra romanen Molloy (1951), som han beundrede og oversatte, uden dog at få den udgivet. I Molloy finder man også den absurde eftersøgning, der fører personerne ud på virkelighedens overdrev. De er besatte af fikse ideer, som også Seebergs figurer er det. En mand i Seebergs „Bulen“ går fx vanvittig meget op i en bule i sin bil. Han har en idealistisk forestilling om en hel og perfekt verden, som dog konstant bliver gjort til skamme. Hans abnorme interesse for bulen er både en reaktion på og et udtryk for den meningsløshed, som mennesket er underlagt og har svært ved at finde en passende modus vivendi i forhold til.

Der findes ingen given mening og ingen at spørge om den. Man er derfor henvist til sig selv og hinanden, sådan som gravesjakket er det i „Hullet“. Her former livet sig som et hul i jorden, som man ikke blot selv må grave, men også selv fylde med mening. Man bestemmer selv.

Man kan bruge sit liv på at eftersøge meningen og som Kafkas figurer gå efter et mål, hvortil der dog aldrig er nogen vej, som det fremgår af både Processen og Slottet. Eller man kan som Seeberg i disse noveller gøre selve vejen og eftersøgningen til meningen og livet, idet målet enten ikke findes eller skifter karakter undervejs. Kafkas ulykkelige mennesker bliver tilintetgjort af deres umulige higen. Seebergs slipper med livet i behold og peger på en ny menneskelighed præget af en vis resignation parret med et humoristisk overskud i forhold til livets meningsløshed og nødvendige illusioner.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Livet er et hul i jorden - Peter Seeberg.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig