Virkelighedens fodboldengel, Nørresundbys Henning Jensen, laver sit pragtmål i en europæisk venskabskamp på Wembley Stadion. Englænderen Bobby Charlton stod for oplægget, og danskerens indsats banede vejen for en professionel karriere i udenlandske storklubber som fx Real Madrid.

.

Hans-Jørgen Nielsen forsøgte i 1975 at overbevise venstrefløjen om, at det var legitimt at interessere sig for det æstetiske. Det skete i artiklen „Imod indskrænketheden. Om teori, politik, æstetik og den almene sammenhæng“, offentliggjort i 1975 i det kulturpolitiske tidsskrift Hug!, der havde temaet „Lysterne og socialismen“.

Set med vore dages øjne kan det lyde lettere absurd, men det var ramme alvor for Hans-Jørgen Nielsen. Ideologikritikken havde kronede dage, men ikke al æstetik er blændværk og falsk bevidsthed. Under overskriften „Æstetikkens nødvendighed“ hedder det: „En socialistisk kulturpolitik må svare ved at indlade sig dialektisk manøvrerende med de æstetiske glæder og lyster frem for at skubbe dem fra sig“. Fire år senere udgav Hans-Jørgen Nielsen romanen Fodboldenglen, der med et samlet oplag på 30.000 eksemplarer blev lidt af et hit – og ikke kun hos venstreorienterede læsere – fordi historien handlede om både mandlige venskaber, fodbold, parforholdsproblemer, en barndom og ungdom på Amager og modsætninger mellem ufaglærte og universitetsuddannede.

Bogens fortæller, Frands, bakser med sit universitetsspeciale med den tidstypiske titel „Om sporten som led i arbejdskraftens reproduktionsbetingelser“. Han er flyttet fra kollektivet og Katrin. Indimellem får han besøg af deres toårige søn. Frands skriver dagbog, og efterhånden bliver han klar over, at den fristil, han forfatter, er møntet på sønnen, så han engang kan forstå, hvem Frands var, og hvilke hændelser som prægede ham. To historier trænger sig på: dels bruddet med feministen Katrin, dels hans tidlige venskab med Franke, der var en drøm af en fodboldspiller. Franke var ikke for kvik i skolen, men sportstalentet sendte ham til udlandet. Stjernen blev imidlertid skadet, returnerer til Amager, og de to genoptager deres forbindelse. På nye betingelser, for selv om de to har en del sammen, hvad deres navne indicerer, så er der også en fordækt forbindelse: Som ung mand begærede Frands uden held gadens dulle, Rita, der blev gift med Franke, da han blev noget ved musikken. Men nu er det Frands, der går i seng med hende, når vennen og rivalen er væk. Det sker ikke ustraffet. Franke dræber sin familie og begår selvmord.

Det er denne traumatiske begivenhed, Frands på en gang skal få på afstand og forstå, og det sker ved, at han skriver sine erindringer. Romanen antyder flere forklaringer på Frands' ulyksalige adfærd. Rita har hele tiden udstrålet den rå kvindelighed, som tænder Frands. Han er seksuelt lidt af en machotype, der endog har slået Katrin. Det gør man ikke ustraffet. Han bliver flov over sin upassende småsadistiske seksualitet, og symptomatisk nok døjede han med potensen, mens han levede sammen med Katrin. Et par gange oplevede Frands et jublende seksuelt møde med Katrin; disse øjeblikke understøtter alt det, den politisk korrekte kvinde står for, for øjensynlig er det sådan, at „der i min hidtidige aggressive seksualitet hele tiden har ligget et ønske om hengivelse, flyden sammen med den anden“. Euforien holder bare ikke, og så dukker den fortrængte drift inkarneret i Rita op.

Der er imidlertid et lag mere i fodboldfascinationen, som Frands' politiske venner har svært ved at sluge. Igen handler det om det kropslige. Sammenspillet og venskabet med Franke rummer nogle dimensioner, som ikke kan integreres i Katrins verden. Konflikten dukker op som et ledemotiv, en tilbagevendende diskussion med Katrin om et fotografi af et hovedstødsmål, som Franke engang lavede, og som minder om ét, de tidligere har lavet sammen. Da Frands flytter, er det eneste, han tager med sig, dette billede af vennens pragtstykke: „Denne skikkelse, kraft og ynde på en gang, svæver altså oppe i billedet.“ Forbindelsen mellem det kraftfulde og det yndefulde er bemærkelsesværdig. I forbindelse med det andet mål hedder det om sammenspillets euforiske kvaliteter: „Det er en fælles viden, i kroppenes og øjnenes opfattelse, færdig til at blive til virkelighed, og det er før der kan tales om et sprog og et jeg, umiddelbart ganske anonymt, umuligt at sige.“ Herefter er „vores holdning overfor hinanden samhørighed, ja kærlighed, som ellers kun kroppe efter sjældent vellykkede samlejer strejfer.“ Lidt senere beskrives vennens evner: „En spiller som Franke er selvfølgelig også ynde og ballet.“ Desuden forstår læseren, at Frankes sans for at se huller i spillet demonstrerer en helhedsfornemmelse og en evne til at hæve sig op over detaljen. Vennen kan intuitivt gribe både det store og små.

Alle disse kvalifikationer er tilsammen tæt på at være identiske med det, som den tyske filosof Immanuel Kant mente udgjorde kernen i skønheden. Drømmebilledet og drømmemålet udstråler harmoni, ynde, en kropslig helhed og en generøsitet, som ophæver tiden. Hvem fatter selvfølgelig ikke det? Feministen Katrin, der ser fodbold som en udstillingsscene for „heroiske mænd og deres selvherlige præstationer, pikke, potens“. Frands spørger, om hun ikke kan se, at billedet er smukt: „Hvad hjælper det, hvis det bare skal forskønne et åndssvagt indhold,“ svarer hun. Man bemærker, at det er Katrin, der lyder som et ekko af den indskrænkede ideologikritik. Hun ser fordrejede former og et undertrykkende centralperspektiv, hvor manden ser løfterig, flyvende skønhed.

Frands kommer til at opføre sig som en skidt karl, fordi den mandlige skønhed, som han aner gennem sporten og venskabet, bliver erklæret ukorrekt af Katrin. Og selv om Frands har forladt hende, er han langtfra kommet fri af hende, dertil er alt det, hun står for, dominerende i tiden, og Frands er netop en tidens eftersnakker, en blød mand, som ligger under for kvindemagten. Symptomatisk nok bruger Frands, når han beskriver det suveræne forhold, han har haft til Franke, en metafor hentet fra den kvindelige krop: „Det er de seneste dage begyndt at gå op for mig, hvordan Franke og mig aldrig er sluppet ud af vores livmoderalmagt, vores frygtelige angst for at miste den helt, forsøgene på at tvinge den igennem med vores viljer i storslåede beherskelsesfantasier.“ Sproget, billedet, antyder, hvor svært det er at fastholde en mandlig autonomi. Så længe mændene længes efter den omsluttende livmoder, bliver de to køn aldrig ligestillet: „Katrins pukken på forandringer ramte ned på steder, hverken hun eller jeg kunne forudse, endsige overse. Også hun ville tage min livmoder fra mig, det kunne jeg ikke bære.“

På den måde er Hans-Jørgen Nielsens roman ingenlunde opbyggelig. Den er godt på vej til selv at begrave skønhedsutopien, fordi den er for genstridig, for politisk befængt, og derfor ikke kan integreres i tidens kønspolitiske ideologi. Det pointerer romanen ved at indføre et alternativt englemotiv i form af billeder af en flykapring i Mogadishu og tyske terrorister, der myrder 'en klassefjende'. Terrorismen kan romanen (og venstrefløjen) ikke andet end tage afstand fra; en illusion falder til jorden, ligesom Franke springer ud fra en altan, og fodboldspilleren ikke kan holde sig i luften i det uendelige: „Der endte den vilde drøm om flyveturen ud i det fri, fuldstændig løsrevet fra kroppenes daglige liv med sig selv og hinanden.“ Frands falder også selv til patten, idet han indser, at det symbiotiske også er en væsentlig del af hans identitet. Han er bange for hele tiden at havne i „den første, den bedste favn.“ Men det er jo der, manden hører hjemme, det viser romanen.

Hans-Jørgen Nielsen har udtalt respekt for tidens stærke feminisme, i alt fald drukner han den mandlige skønhedsutopi i en tidstypisk betoning af moderen i enhver mand. På den måde vinder Katrins skygge over Frands, selv om de to har brudt med hinanden.

Det er derfor bogens omslag viser en palimpsest-udgave af virkelighedens fodboldengel, Henning Jensen, i scoringsøjeblikket. Han er blevet forvandlet til en skygge af en Max Ernst-figur, en flyvende hønse-strik-mand, for det er hensynet til kvinderne, der vejer tungest og trumfer den utopi, som romanen kun mumlende antyder. Der er en original mandlig skønhed i svøb i Fodboldenglen. Men den bliver skudt ned af en forfatter, som får dårlig samvittighed. Det tidstypiske i romanen er ikke blot dens skilsmissefortælling og dens politisering; det er også dens fornægtelse af de æstetiske hensyn, som den selv vækker til live. Den morale hører hjemme i 1970'erne.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Fodboldenglen - en skrøbelig mandlig skønhedsutopi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig