Polarisering og politisering

Det almene havde to stemmer: Den ene hørte man knap i det såkaldte tavse flertal, der foretrak giro 413 og var skeptisk over for den anden mere højtråbende stemme, der kom fra venstrefløjen. Studenteroprøret i 1968 havde indvarslet den kollektive bevægelse, som manifesterede sig i massive protester mod den (stor)politiske situation. Det blev in at sige nej til alting og ud af det hele – Vietnamkrigen, Fællesmarkedet og atomkraft. Et par fænomener sagde de venstredrejede og flipperne dog ja til: Christania (etableret i 1971) og RUC, det nye universitet etableret i 1972, som var baseret på det kollektive projektarbejde. Og så sagde man ja til rock og alternativt teater på Christania, hvor Solvognen havde til huse, hvis den selvorganiserede gruppe da ikke tog på aktivistisk togt rundt i landet, forklædt som julemandshær i Magasin i 1974 og indianere til hest i Rebild Bakker i 1976 for at protestere imod USA's inden- og udenrigspolitik.

Det folkeligt tavse flertal var ikke til at misforstå ved det såkaldte jordskredsvalg i 1973. Med ét kom der to nye store partier ind i folketinget, nemlig Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne, som talte de trængte parcelhusejere og småborgeres sag. Utilfredshed med samfundsudviklingen var ikke forbeholdt venstrefløjen. Store grupper af traditionelle vælgere følte sig ladt i stikken af de gamle partier. Skattetrykket var for højt; „Dybbøl Mølle maler helt ad helvede til“, som det hed i John Mogensens folkelige protestsang.

1970'erne var meget mere end Røde Mor, slumstormerne, Bøssernes Befrielsesfront, Roskilde Festivalen, det var også Shu-bi-dua, Björn Borg, Olsen-Banden filmene og Mogens Glistrup. Folketingsvalget viste en øget polarisering, men hvad angik punkter på den kulturpolitiske dagsorden, stod venstrefløjen stærkest. På flere måder var folketingsvalget i 2001, hvor højrefløjen fik et markant flertal, det tavse flertals forsinkede reaktion på den kulturkamp, som venstrefløjen dominerede i 70'erne.

Allerede i 1968 kunne en borgerlig intellektuel som Henrik Stangerup se, at det stod skralt til med alternativer til det venstreorienterede: „Det er umiddelbart langt mere stimulerende at være marxist og venstresocialist end at være socialliberal, radikal eller socialdemokrat, det er på venstrefløjen at de retorisk skarpeste hoveder findes“. Symptomatisk nok forblev Henrik Stangerup en enegænger. Der var ingen bevægelse, han kunne finde sig til rette i. Og symptomatisk nok lignede det en enmandshær, da Erhard Jakobsen dannede Aktive Lyttere og Seere, som skulle sikre, at DR ikke prædikede venstreorienterede synspunkter. Tiltaget gav mange stemmer til Centrum-Demokraterne, så alene med sit ubehag ved politiseringen var Jakobsen ikke.

Politiseringen kom til at spille en helt afgørende rolle for opfattelsen af det æstetiske. Kunsten blev ofte håndteret som et middel i en mere eller mindre målrettet frigørelseskamp. Øverst på dens dagsorden stod politik, økonomi, social retfærdighed og kønnenes ligestilling, og man diskuterede, om kunst var inferiør eller vildledende i forhold til de højere politiske mål. Ideologikritikken udpegede borgerlig-kapitalistisk tænkning i fortidens kultur, og den samtidige kunst skulle være en drivkraft for socialismen, så det var ikke nemt at være fri kunstner. Dertil kom, at skønhed blev odiøs, måske fordi den som bekendt ikke er et demokratisk gode, som alle får lige stor andel i, og den kan blive illegitim, fx når den forbindes med en objektgørelse af kvindekroppen. Den massive opmærksomhed om nye kønsroller – seksualpolitikken, som det hed i tidens jargon – betød, at sidste kobling var udbredt. Resultatet var, at det æstetiske og glæden ved skønhed blev penibel, et tabu. Meget kunne man diskutere, og meget kunne udstilles. Men der var grænser.

I 1970'erne måtte kunsten ikke være et autonomt rum, og måtte ikke harmonisere, forsone. Den skulle afsløre tidens og samfundets skævheder. Kunsten skulle være engageret og dens former derfor gerne alment tilgængelige. Kirsten Thorups udlægning af æstetikken er helt i tidens ånd: „Og med æstetik mener jeg ikke skønsang – vedtagne normer – som meget hurtigt kan blive til god smag eller en smagssag. Jeg vil snarere betragte æstetik som et middel til at bevæge sig fra det private, individuelle udgangspunkt til det almene og kollektive. Det æstetiske udtryk er et middel til at få læseren med ind i romanen eller historien og gøre den til et fælles anliggende“, udtalte hun i årsskriftet Litteratur 80.

1980'ernes kunstneriske opbrud udmærker sig ved at vende forholdet mellem det æstetiske og politiske en gang til og ved at ville nedskrive den politiske dagsorden til fordel for en prioritering af de æstetiske former.