Polyfonisk mangfoldighed og haikuagtig enkelhed - Ursula Andkjær Olsen og Annemette Kure Andersen

I Lyngsøs og Søndergaards digtsamlinger sker der en formel forskydning bort fra den traditionelle, centrallyriske form. Det enkelte digt indgår i større sammenhænge og i polyfone kompositioner; og er den stoflige mangfoldighed det sted, hvoraf der øses, så er præcisionen stadigvæk en dyd. I Brøndums Encyklopædi lyder definitionen på poesi: „Det mangetydiges nøjagtighed“. Den definition kan godt sættes på deres værker, hvori kompositionerne forekommer åbne for stadig nyt stof og alligevel synes stramme.

Først med Morpheus (2004) bryder Lyngsø helt ud af den traditionelle bog og af det „en-dimensionale“ værk med begyndelse og slutning. Med denne samling lægger han sig i tydelig forlængelse af Per Højholts forsøg med det gennemsigtige ringbind Punkter (1971) og med 1960'ernes skriftdigtning. Med tilsvarende original konsekvens tog Ursula Andkjær Olsen (f. 1970) skridtet væk fra det symfoniske og ind i det kakofoniske med debutsamlingen Lulus sange og taler (2000), der lægger sig i en avantgardistisk tradition med rødder tilbage til dadaismen og collagekunsten. Også hun var musikalsk orienteret, og hun lod polyfonien løbe ud i et lystigt anarki af stemmer, der i ét væk dementerede sig selv og hinanden. På postmoderne vis kunne hun skrive: „Dybden består kun af det samme gentaget i gennemsigtige etager“. Og sprogbevidst slog hun ironisk an hos de skrifttematiske digtere fra 1960'erne, når hun skrev: „Fra sprogets nulpunkter / stiger og stiger / kunsten. / Bare den ville flyve op til Vor Herre / og bede om godt vejr.“

Med en gebærde, der punkterer alvoren, taler, synger og foredrager hun sig frem i et skiftende maskespil, hvori hun indledningsvis præsenterer sig sådan: „Jeg hedder Lulu, og blandt venner / Lolita Langstrømpe, og / jeg ville gerne fortælle en historie / men jeg har ikke nogen. Panik./ Stativ stakit kasket / panik. / Springop faldned drejrundt“. Er der ingen entydig historie at fortælle og til at drive værket, så er der til gengæld en legende og drillende sproglig energi og en stor filosofisk spændvidde og musikalsk klangbund. I Lulus sange og taler er hovedgrebet at etablere et antal stemmer, der fungerer som polyfoniske udspaltninger af „hovedpersonen“ Lulu. Foruden hende optræder Salomé med slørene, Pandora med æsken, den akademisk reflekterende Ursula Ursprung og Anna Kronisma. Disse figurer er Andkjær Olsens radikale bud på en attituderelativisme anno 2000.

Umiddelbart ser Lulus sange og taler ud som en samling tekster, der er resultatet af en spontanstyret digtning a la den, de amerikanske beatdigtere Jack Kerouac og Allen Ginsberg praktiserede, men der er også tale om en omhyggeligt opbygget komposition af referencer og stilefterligninger. Dette kaos af stemmer har desuden en fælles bestræbelse, nemlig den at beskrive og udforske kærligheden set fra kvindens og elskerindens vinkel. Kompositionen er åben og præget af et additivt princip, der gør, at digtsamlingerne godt kunne være både længere og kortere. Den tilsyneladende uendelige og selvdementerende plapren har den virkning, at læseren umuligt kan fastlægge et endeligt budskab eller nogen færdig holdning – paradoksalt nok helt i overensstemmelse med værkernes relativistiske grundholdning. Andkjær Olsens samlinger er, som hun sagde i forbindelse med debuten, ansamlinger af stemmer, „der synger og råber og trutter i munden på hinanden (…) ingen af dem er sandere eller bedre end de andre, hvorimod de alle tilsammen er det tætteste man kan komme på noget sandfærdigt!“ Man har altså at gøre med en sandhedssøgende avantgardist, der ikke tror på sandheden.

Andkjær Olsen anlagde i Lulus sange og taler og i de efterfølgende Atlas over huller i verden (2003) og Ægteskabet mellem vejen og udvejen (2005) en kritik af sproglige klicheer, som findes overalt omkring os. I „Forbrugsgåder“ (2003) er det en stor del af ugebladsbrevkassens plapren i faste vendinger, der vendes og spiddes: „Er du gået i stå? Sejl for Guds skyld ikke din egen sø, sejl de andres, sejl noget tredje eller sæt alle sejl til, og sejl op ad åen, indtil du segner.“

En direkte politisk henvendelse kom til udtryk i „Smagsdommernes bog“ og „Festligholdelse af fjenden“ fra Ægteskabet mellem vejen og udvejen, der ironisk peger ind i en samtidspolitisk situation med en borgerlig regering og med Danmarks deltagelse i Irakkrigen. De mange stemmer og tekster, som til stadighed dementerer hinanden, var i sig selv et politisk budskab i et ellers forenklet virkelighedsbillede. Men Andkjær Olsens ræv bag øret, der selv synes at have en ræv bag øret, sådan som Louis Jensen digtede om, kunne umiddelbart have den virkning, at der ikke syntes langt fra holdning til holdningsløshed i disse digtansamlinger, hvor der aldrig med den frelstes faste stemme kan siges ja, ja, og nej, nej, men altid ja, nej, ja, nej. Det lader sig dog også gøre at se en mening opstå i flertydigheden og det dissonante kor af stemmer: Mennesket er „ikke i stand til kun at have en følelse ad gangen“ (2000), så med de mangeartede udsagn forsøger hun at vise og forstå den betydningsnuancerende „sandhed“, som ligger i et både-og!

Den polyfone og værksprængende tendens, man finder hos Niels Lyngsø og Ursula Andkjær Olsen, fandt sin formelle modvægt i de kortdigte, som også prægede periodens lyrik, og som kunne antage haiku-lignende karakter. Mens de stofophobende digtsamlinger spejler en uoverskuelig mangfoldighed af simultant eksisterende muligheder og fænomener og skaber deres eget tidsrum, virker de korte tekster så at sige øjeblikkeligt. I 1930'erne skrev Gustaf Munch-Petersen sine små 'rids', i 1960'erne dyrkede Ivan Malinowski kortformen i poetomatic, Peter Laugesen og Klaus Høeck dryppede den af sig i 1990'erne, ligesom også Suzanne Brøgger forsøgte sig i Lotusøje (1999). I Sverige stod Tomas Tranströmer som den store, originale fornyer. Blandt de yngre digtere i 1990'erne og ind i det nye årtusinde skrev blandt andre Annemette Kure Andersen (f. 1962) og Lone Munksgaard Nielsen (f. 1968) i den korte, koncentrerede form.

Munksgaard Nielsens Rimgræs (2003) har undertitlen „haiku“, og der digtes også i formens tre verslinjer, men ellers er der frit slag for det pjattede over den stærkt pointerede mening til det sanselige nærvær i en besjælet natur. „Han lænede sig / alt for langt tilbage og / faldt ud af sin krop“, og „Når solen står op, / stivner elverpigerne / i græsset som rim“ – er eksempler, der viser tendensen. Med større nerve skrev Kure Andersen sine stærkt kondenserede poetiske sonderinger af den menneskelige eksistens' skrøbelighed og ensomhed. Tabserfaring og dybe sjælelige ardannelser står centralt i digtene, der hermed skriver sig ind i en poetisk tradition, der udtrykker sjælens ubodelige ensomhed og den metafysiske længsel. Sortsynet mærkes i debutsamlingen Dicentra spectabilis (1991), hvor „En enlig svale / tegner sig sort / på baggrund af / den støvblå himmel // Hvert sekund / slider sig op / på det næste“. Og den traumatiserede barndom vendte tilbage med Dokument (2001), som nærmer sig bekendelsesskriftet. Med større håb, men også af den slags, som trækker på rum- og tidsdimensioner, der ligger hinsides det enkelte individ, beskrives i en besjælet natur en heling af det sårede menneske. I Fraktur (2000) lyder det:

Som skorper af sårløsner isen sig fra vandet ogslår mod kystens hårde stender bliver til støvsom vil blive båret overde syv have og senerefalde i ørkenen somlag af rødear

Med en tidstypisk anvendelse af linjeskiftet – enjambementet – bygger digtet en spænding op, som opstår i den tøven, der kommer af, at anden linje afsluttes med et „og“ og tredjesidste linje med et „som“. Det enkelte ords betydningstyngde bliver tydelig, når „ar“ alene får lov at afslutte digtet og dermed pointerer den traumatiske oplevelse.

Der er langt mellem Ursula Andkjær Olsens sproglige udskejelser og Annemette Kure Andersens kontrollerede udsagn, hvor ikke et ord for meget får lov at skæmme og bryde alvoren. Sammenlignet står de to som markante positioner i periodens lyrik, hvor alt synes muligt. Mangfoldigheden i former og udtryk bliver ikke mindre, når man kaster et blik på, hvad der samlet blev skrevet i perioden. Thorkild Bjørnvig udgav sin sidste samling med Siv vand og måne (1993), Klaus Rifbjerg genså pubertet og Amager i Terrains vagues (1998), Jess Ørnsbo udgav nye og gamle digte med Tidebogen (1997), Per Højholt sluttede af med Praksis, 11: Lynskud (1995), og Pia Tafdrup og Henrik Nordbrandt fik Nordisk Råds Litteraturpris for henholdsvis Dronningeporten (1998) i 1999 og Drømmebroer (1998) i 2000, Søren Ulrik Thomsen udgav Det skabtes vaklen (1996), Thomas Boberg Pelikanens flugt (1994), Peter Laugesen Milesten (1991) og Klaus Høeck In nomine (2001). Dertil kom værker af blandt andre Eske K. Mathiesen og Viggo Madsen. For så vidt var der tale om et lyrisk overflødighedshorn.