Samtidsbilleder

Den realisme, som først Helle Helle og senere Katrine Marie Guldager og Simon Fruelund kom til at personificere, var langtfra den eneste i perioden. De ældre forfattere var – på trods af 1980'ernes magiske og eksotiske realisme og den æstetisk-filosofiske drejning blandt de tidlige forfatterskole-digtere – ufortrødent blevet ved med at give samtidsbilleder, som en række sigende titler fortæller om. Lotte Linck (f. 1940) udgav I virkeligheden (1989) og Hver dags billeder (1991), Bent Vinn Nielsen skrev Realiteternes verden (1992) og Hans Otto Jørgensen Riggo havde ikke noget imod det abstrakte (1997). Vibeke Grønfeldt udgav den ene stærke roman efter den anden og beskrev livet på en egn og i en landsby i Mulighedernes land (1989) og I dag (1998), Marianne Larsen kom med den selvbiografiske Galleri Virkeligheden (1992), og Hanne-Vibeke Holst skrev simpelthen romanen Det virkelige liv (1994). Og så kom der en lind strøm af litteratur, som omhandlede kvindeliv i alle dets afskygninger med forfattere som Lis Vibeke Kristensen (f. 1943) og Jane Aamund som et par (umage) eksempler blandt mange. Problemlitteraturen er aldrig forsvundet fra den litterære scene, men har i forhold til æstetiske nyskabelser levet sit eget liv og haft sit eget store publikum.

Da Jan Sonnergaard (f. 1963) i 1997 buldrede ind i mediebilledet og op ad bestsellerlisterne med novellesamlingen Radiator, var det da ikke noget helt nyt, han havde at byde på. Det nye og epokegørende var snarere, at mens adskillige af hans generation af digtere havde vendt sig bort fra realismen med alle tegn på foragt, så greb han den og tilførte den nyt liv. Og hvis man ikke havde vendt sig helt bort fra realismen, så var det enten en realisme som Helle Helles, eller den slags, man fandt hos Mads Brenøe (f. 1968).

Brenøe havde i 1993 udgivet den grumme samling noveller Så megen vrede, der blev fulgt op af Det mørke (1994) og romanen David Feldts efterladte papirer (1997), og som gjorde ham kendt og berygtet som den danske udgave af Bret Easton Ellis, forfatteren til American Psycho. Med makaber nøgternhed beskrev han i novellen „Eva“ et bestialsk mord som følge af en voldsom splittelse mellem kroppens begær og bevidsthedens neurotiske hang til at beherske verden. Og med perversitetens gustne patos udfoldede den ægte kærlighed sig som den efterladte mands nænsomme omgang med kærestens lig i Det mørke. Brenøe tydeliggjorde kroppenes grænseoverskridende møder med verden og hinanden og stod som eksponent for den undersøgelse af kroppens betydning, som også adskillige andre 90'er-forfattere foretog. Kroppen blev ikke mere betragtet som individets sidste og autentiske bastion i en fjendtlig og ufølsom verden. Den blev af-idealiseret og afmytologiseret, idet den afslørede sig som pivåben for andres oftest voldelige besættelse og misbrug. I Brenøes univers var kroppen ikke det naturligt „gode“ sted, men ligesom hos Kirsten Hammann et højst problematisk korpus, der i kamp med bevidstheden splittede individet. I forhold til ældre forestillinger om splittelsens karakter lod Brenøes splittelse sig ikke hele. Det provokerende i hans digtning var, at den ikke præsterede eller ville fremkalde noget alternativ. Det negative og hæslige slog ikke som i den modernistiske digtning ideelt set over i sit modbillede og fremkaldte en forestilling om det gode, det sande og det skønne. Splittelsen og hæsligheden blev stående som et vilkår, og på de betingelser, Brenøe satte op, var de færreste parate til at acceptere det. Man vendte sig enten fra hans digtning med højlydt forargelse eller læste den med stiltiende fascination af det hæslige, som punken illusionsløst havde dyrket, og som op gennem 90'erne blev mere og mere synlig i både billedkunst og film.

Psykopaten kom på mode i litteraturen og ikke mindst i filmen, hvor det vrimlede med psykopater a la Anthony Hopkins' figur i Ondskabens øjne (1991). Hans Flemming Hilt (f. 1963) beskrev ham med stadig større dæmoni, idet en psyko-social forståelse af ham blev opgivet i Tændstikmanden (1996), der fulgte Andy Maximus (1994). Problemet med de provokerende tekster af Brenøe og Hilt var, at den forargelse og moralske reaktion, de skulle vække, hurtigt mistede sig energi, fordi overraskelseseffekten udeblev. For hver ny bog af slagsen blev der tydeligere og tydeligere tale om „the usual suspects“. Desuden forblev det et postulat, at den ondskab, som teksterne handlede om, skulle være universel, sådan som det fremgår, når Brenøe og Hilt løsriver handlingerne fra enhver social og historisk sammenhæng og ikke gør det muligt at skelne mellem normalitet og galskab.