Biografi, selvbiografi, romanbiografi

Folk har så travlt i dag, at de ikke har tid til at få sig en skæbne, og derfor er de så interesserede i at læse biografier, sagde Per Højholt engang i 1980'erne, hvor de biografiske romaner udkom med stor frekvens. I biografierne kunne man finde den røde tråd i et liv, som man ikke kunne se i sit eget, og som gav en fornemmelse af mening og sammenhæng i en verden, der ellers syntes at falde mere og mere fra hinanden. Strømmen af biografier, hvad enten der var tale om biografier, selvbiografier eller romanbiografier, forsatte ind i 1990'erne og efter årtusindskiftet med uformindsket styrke. Dorrit Willumsen fiktionaliserede Herman Bang i den Nordisk Råds Litteraturpris-belønnede roman Bang (1996). Forskerne Joakim Garff og Jens Andersen skrev om henholdsvis Søren Kierkegaard (2000) og H.C. Andersen (2003). Ældre forfattere som Henning Mortensen og Jette Drewsen skrev fine flerebinds-roman-selvbiografier, ligesom Kirsten Thorup og Astrid Saalbach hver for sig brillerede med erfaringer fra et kunstnerliv i Bonsai (2000) og Den hun er (1999). For dem alle gjaldt det, at de skrev en rød tråd frem i det levede liv. Med en helt anden erfaringsbaggrund udgav den polskfødte, jødiske Janina Katz (f. 1939) en række bøger baseret på selvbiografisk stof, fx debutdigtene Min mors datter (1991), erindringerne Mit liv som barbar (1993) og romanen Drengen fra dengang (2004), der begge i et personligt og særegent humoristisk sprog bærer på motiver fra en barndom og ungdom i Polen og med eksil og fremmedfølelse som bærende tema.

I 1970'erne var det ofte opgøret med fader- og moderautoriteterne, der var energien i selvbiografierne, sådan som det endnu var det i Synnøve Søes (f. 1962) skandalebog Fars (1989), hvor hun gør op med sin far i samme bevægelse, som hun iscenesætter sig selv som femme fatale i medierne. Bog, forfatter og medier gik her op i en højere enhed i en selvpromovering helt uden vante grænser. Mindre spektakulært kom Hanne-Vibeke Holst med sit faderopgør i Min mosters migræne eller Hvordan jeg blev kvinde (1999), mens Kristian Ditlev Jensen (f. 1971) fortalte om, hvordan han var blevet seksuelt misbrugt i sin barndom i den tabuoverskridende Det bliver sagt (2001).